💉At have en skadet hest💉

At have en skadet hest gør, at hele hverdagen skal ændres og revurderes, så den passer til dyrlægens mange ordrer. Det er ikke sjovt. Og til hestefolket som endnu ikke har oplevet det, nyd det. Det hele vendes op og ned når man pludselig står med en skadet hest og et langt genoptræningsprogram.

Faktummet om at have en skadet hest

En skadet hest gør, at intet længere er som normalt. Og alt skal vurderes og gennemtænkes, om det nu kan have konsekvenser for skaden. Man skal tænke hensyn på en helt anden måde, end man er vant til. Og det hænger mig langt ud af halsen. For man glemmer, hvor mange normale ting som en seneskade ikke kan tåle. Det er et faktum som man skal vænne sig til, og rent faktisk forhold sig til i hverdagen. Det er et helt nyt niveau af træthed. Vil man vide mere om, hvilken skade og hvordan prognosen er kan man læse mere om dette i indlægget: Livet er unfair

At snakke om det

Nogle vil nok mene, at jeg gør noget for stort ud af det, men jeg har brug for at dele mine frustrationer med nogen. Derfor bliver nu nu taget som gidsel, og tvangsindlagt til at høre mine tanker om, hvordan det er at have en skadet hest. Det er virkelig svært at snakke om, for man indser først virkeligheden, når man siger det højt. Det er først der,

det går op for en, at det ikke bare er en ond drøm man kan vågne fra. Dog mener jeg, at det er vigtig at snakke med nogen om problemet. Lige som med alt andet i verden gør det livet nemmere, når man har folk omkring sig at dele lorten med. Når der sker noget uforudset, det behøver ikke være en skade, er det rart at snakke med sin omgangskreds. Både så man kan spørge om hjælp og spare med, for man føler håbløs i sådanne uforudsete situationer.

Dyrlægens ordre

Dyrlæger er hesteverdens svar på guder. De ved alt om (næsten) alt, og hjælper os på vej når vi famler i blinde for at finde svaret på, hvad vores kære firbenede ven fejler. Derfor er dyrlægernes ord også (næsten) lov i sådanne tilfælde. Det er også grunden til, at vi nu følger dyrlægens ord til punkt og prikke. Sygefold på bestemt mål. Trækketure 2 gange dagligt. Og ikke mindst masser af stråfoder, for at sikre maven holdes i gang. I situationer som disse bliver man nødt til at stole på dyrlægens ord. Derfor følger vi vores plan som dyrlægen har givet os. Det betyder 3 måneder med skridtmotion og en kontrolscanning inden vi kan begynde at trave. 

Det hårdeste

Det hårdeste ved den nye tilværelse er at være i stalden, uden at skulle ride. Det med at kunne se
alle andre ride og have det hele, der kører på skinner, men jeg trækker Domino 20 minutter er sindsygt hårdt. For jeg ville inderst inde ønske, at jeg kunne ride rundt uden problemer. Men sådan er livet. Det er ikke meningen, at det skal være fair. Så jeg må bruge tiden fornuftigt og udnytte, at jeg nu har 40 minutter dagligt, hvor jeg kan lærer, hvad det ville sige at blive trukket med. For det er han umanerlig dårlig til. 

Det næst-hårdeste er at skulle besvare alle spørgsmålene. Det første alle spørger om når man har en skadet hest er: “hvor længe skal han stå stille?”. Og helt ærligt så ved vi det jo ikke. Vi håber, at det “bare” er 3 måneder. Men inderst inde er der ingen, der kan sige med sikkerhed, hvordan forløbet kommer til at være. Vi kan ikke andet end at krydse fingre for, at alt løser sig i sidst ende.

 

Lige nu nyder vi 40 minutters trækture i det gode efterårsvejr. Også må vi se, hvad der sker.

Tusind tak fordi du tog dig tid til at læse mine frustrationer. Og jeg lover ikke at køre mere i Dominos nyfundne skade den næste uge!

Domino & Clara