🙊Bidløs ridning – denne gang uden fald🙊

Dem som har læs mit tidligere indlæg (Bidløs ridning part 1), så ved i jeg, at jeg er begyndt at udfordre skæbnen med bidløs ridning. Hvis ikke, så er det eneste i har behov for at vide er: jeg altid drømt om at ride bidløst. En forklaring på, hvorfor jeg drømmer om det kan jeg ikke give jer. Faktummet er dog, at jeg har sprunget bidløst, hvilket endte i et meget elegant fald. Derfor måtte jeg op på hesten igen og udfordre, hvad bidløs dressur indebære.

Jeg har forelsket mig i bidløs ridning, så nu skulle jeg forsøge at have første “rigtige” dressurtræning med den bidløse trense. Det er først nu gået op for mig, hvor meget anderledes det er. Springning foregik på nogenlunde samme måde (udover at Domino’s bremse ikke rigtig virkede, men det er jo bare en lille detalje🤣), men i dressuren ændres metoderne noget, når man vælger at smide biddet. Det er først midt i træningen at brikkerne falder på plads. Dog må jeg indrømme, at jeg nok ikke bliver verdensmester i dressur – hellere ikke den bidløse version.  

Man skal udfordre sig selv

Jeg er ikke og bliver ikke verdensmester i dressur, det er jeg helt afklaret med. Dette skyldes både, at jeg synes dressur er en smuuuuuule kedeligt, og Domino er hellere ikke verdensmester. Derfor er det vigtigt for mig at gøre træningen spændende og succesfuld alligevel, også selvom vi ikke kan lave schenkelvigninger, travøgninger og galoppirouetter. Derfor forsøger jeg både at udfordre Domino men også mig selv, ved blandt andet at ride bidløst.

Og dette endte 100 gange bedre end hvad jeg kunne have forventet! Jeg havde slet ikke forventet, at jeg blot ved at smide biddet kunne få en afslappet og smidig hest. Jeg lærte hurtigt, den “rigtige” betydning af dressur-rytternes ‘frem og ned’-princip. Og nu virkede det rent faktisk! Når jeg rider dressur med bid, har jeg ikke en hest ,der fra start er løsnet op og smidig. Det har jeg dog, når jeg rider ud bid. Er det ikke en vild forandring?

Man skal huske at forventningsafstemme

Det vigtigeste når man starter et træningspas, er at forventningsafstemme. Man skal afgøre, hvad målet med træningen er og have et par fokuspunkter. Så kan man 99/100 gang kommer fra træningen med følelsen af, at det hele lykkedes igen i dag. Mine fokuspunkter var i dag nogle så banale som: 

1. Jeg skulle kunne dreje Domino
2. Jeg skulle kunne bremse Domino for lette hjælpere
3. Jeg skulle stoppe mens legen var god

Denne forventningsaftemning gør jeg ikke stiller for høje krav til mig selv, men på samme tid udvikler mig og min ridning. Jeg har tendens til at søge det perfekte, men det er svært når man arbejde med levende dyr. For så kan man ikke få ‘det perfekte’ hver gang. Så det har hjulpet mig utrolig meget, kun at skulle fokusere på at gøre 1-3 ting ‘perfekt’ per ridetur. På den måde føler jeg, at jeg hver gang når i mål med mine punkter, og jeg kan sadle Domino af med en god følelse i maven. Det er nemlig noget af det vigtigeste, at slutte af på en god måde, så hverken hesten eller rytteren kører død i ridningen. 

Alt i alt endte denne bidløse træning noget bedre end den første, og jeg må indrømme: Jeg er blevet bidt af bidløs ridning!

Det var alt for denne gang. Tusind tak fordi du læste med!

Domino & Clara