3 år med Aastrupgaards Sol. En helt speciel historie

I dag er det præcis tre år siden, at Sol officielt blev min helt egen, første pony. På én måde, er det uvirkelig lang tid siden, på en anden måde føles det surrealistisk at hun allerede har været min i hele tre år. Det er længere, end mange andre ponyryttere, når at have deres pony. 

Jeg skulle finde min egen mulighed

Hvordan blev hun egentligt min? På tidspunktet her, var min familie i en smule problemer, og Sol skulle egentligt have været solgt. Hun havde været ved os i et godt stykke tid, og min mor syntes selvfølgelig også, at Sols potentiale skulle udnyttes, inden at hun ville blive alt for gammel. September 2017, var lige inden mit sidste kat. 3-år så sin ende. Jeg var begyndt at høre fra mennesker rundt omkring, som mente at jeg var begyndt at blive stor, til min ellers højtelskede pony, Felix. Jeg skulle til at se mig omkring for nye muligheder, efter min egen mening. Jeg ville jo gerne fortsætte min ridning, men jeg skulle også være realistisk. 

Det påvirkede mig helt vildt, og jeg kunne ikke selv se, at jeg godt kunne være for lang, uden at veje for meget. Derfor prøvede jeg at tabe mig, bare fordi jeg så gerne ville fortsætte ridningen på Felix. Jeg har aldrig har været en bred pige, så det var egentligt ikke helt sundt. Jeg havde lagt så mange timer i Felix, og jeg kunne ikke rigtigt give slip på alle vores gode oplevelser. Jeg syntes at det var alt, alt for tidligt at slippe vores rejse. Jeg savner da også stadig, at kunne gøre hvad end jeg vil, med min pony. Felix bar over med de underligste ting, men jeg er godt nok også faldet af, mange gange.

Der kom Sol så ind i billedet

En måneds tid forinden den September i 2017, startede jeg stille og roligt med at overvinde mine grænser for at trække med Sol. Skifte dækken og strigle hende. Det havde min mor lagt mærke til. Jeg har altid skulle bevise at jeg var mindst lige så interesseret i hestene for sig selv, som jeg var for ridning, hvis jeg skulle have mulighed for at have hest. I vores familie er vi ikke fan af ideen om, at heste kun er værktøjer til ridesport. Det er en af grundene til det store ansvar jeg har altid selv har haft. 

Så fik jeg et brev

Den 26. September 2017, havde jeg lige været til tandlæge, da postbuddet kom. Jeg hentede posten, og fandt et brev til mig selv. Først blev jeg meget forvirret, fordi jeg ikke anede hvor det kom fra. Jeg havde ikke den mindste idé om, hvad der skulle til at ske. Så åbnede jeg brevet, hvori mit navn stod på Sols ejercertifikat. Herefter brød jeg bare sammen, jeg var virkelig lykkelig og taknemmelig, og det lyste virkelig en svær tid op. 

Først flere måneder efter, kunne jeg ride

Jeg var stadig nervøs for Sol, og jeg var direkte rædselsslagen for tanken om, at skulle ride på hende. Men nu var hun jo min pony, så jeg måtte arbejde videre med hende. Først i Februar 2018 begyndte vores rejse rigtigt, da jeg tog mod til mig, og begyndte at ride rundt på hende derhjemme. Det betød stille og rolig ridning på frossen græsplæne i mange måneder. Jeg valgte endda at lave mig en ride-streak for at motivere mig selv, uanset vejr og tid. Jeg lærte at prioritere ridning på den måde. 

Ride-streaks

Princippet bag ride-streaks, var inspireret ret så meget af Snapchat. Jeg gik på det her tidspunkt også til elevundervisning på rideskole, og jeg hyggede stadig rundt på Felix hjemme. Jeg vidste at jeg blev nødt til at indhente lidt ridning, hvis jeg nogensinde skulle opnå noget. Derfor satte jeg mig selv et mål for, at jeg skulle ride hver evig eneste dag. Jeg havde Sol og Felix hjemme, som jeg red omkring 3-4 gange om ugen hver i sær. De skulle jo spares på, på forskellige måder. Veksle-dagen var selvfølgelig den ene ugentlige undervisning jeg havde på rideskole. Jeg var virkelig smadret det første stykke tid, efter al den ridning, og jeg var jo stadigvæk utroligt urutineret, trods den her store passion, som startede tidligt. Den længste streak jeg holdte, endte med at være hele 27 dage. 

Efterfølgende har Sol været noget helt særligt

Jeg er nu på vej ud af mit sidste ponyår. Hvad gør jeg så? Jeg vil aldrig kunne sælge Sol. Hun har altid været mit frirum, og har stået ved min side i den aller sværeste periode af mit liv. Nemlig da jeg kom i plejefamilie i 2019. Selvom jeg ikke havde mulighed for at se skyggen af hende i mere end to måneder, var hun højdepunktet der gav mig bare lidt håb for, at det hele nok skulle gå. Mit mål var ligesom bare, at jeg skulle se hende igen. Dagen hvor vi endelig blev genforenet var efter først 1,5 uge på opholdssted, næsten to måneder hos min farmor og en lille uge i min nye plejefamilie, så jeg var totalt udkørt. Det stod ned i stænger, da hun endelig kom til Hovgaard. Trods lyn og torden sad jeg bare på folden ved hende og fik grædt godt igennem, af glæde. Vi har en helt særlig historie, som jeg trods alt ikke ville have været foruden. Jeg håber at den en dag vil kunne inspirere nogen. 

Nu er jeg oprigtigt flyttet hjem igen, men vi er endt her på Skrødstrup Efterskole. En mulighed jeg aldrig havde troet, at jeg kunne få. Livet forløber sig på en vanvittig måde, men jeg prøver at nyde noget fra hver eneste dag. Jeg er så taknemmelig for det her. Tænk, at sådan en som mig, har både pony, store oplevelser og efterskoleår. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre. 

Hvis du har lyst til at blive en del af Sol og jegs historie, kan du følge os på instagram her.