Jeg er 25 år gammel, 174 cm høj – og så er jeg ponyrytter!

Vi nærmer os udgange af året, og som altid sætter det tankerne i gang hos mig.Det betyder nemlig at rigtig mange 16 årige rytter ’’skal’’ sige farvel til deres aller bedste ven, nemlig den pony som trofast har været ved deres side i mange år. Blot fordi de falder for en aldersgrænse og ikke længere kan konkurrere – eller kan de?

Det sværeste farvel ..

Jeg stod selv tilbage i udgangen af 2010 og skulle tage beslutningen omkring at min pony skulle sælges. Her var ikke bare tale om en hvilken som helst pony, her var tale om den pony som jeg red springning på eliteniveau med. Fra vores eventyr startede i 2006 med klubstævner, arbejdede vi os videre til distriktsstævner, distriktsmesterskab, landsstævner, danmarksmesterskab, baltic cup og hele vejen til CSI** stævner. Det betød at jeg havde fået ’’blod på tanden’’ ift. at være stævnerytter på højt niveau. At jeg kom så langt med min pony, Golden, havde aldrig været planlagt da vi købte ham. Vi havde heller aldrig solgt ham, hvis det havde vist sig at han ikke kunne springe mere end MB niveau (som han gik da jeg fik ham). Men som tiden gik mødte vi bare aldrig en grænse for hvad han kunne og derfor endte vi helt til tops. Fælles for alle årene var at han var min bedste ven, og vi gjorde altid kun ting som han syntes var sjovt – jeg kunne vitterligt ikke forstille mig en hverdag uden ham, for han var og er mit et og alt.

Hvad er vigtigst, hesten eller ambitionerne?

Men .. Alle vennerne satte deres ponyer til salg, og indkøbte nye langbenede superstjerne heste. Jeg ville SÅ gerne fortsætte med at ride på eliteniveau, og da jeg ikke er født med helt så gode økonomiske odds som mange andre ryttere, så ville indkøbet af en hest i den ’’klasse’’ kræve at jeg solgte min stjernepony for at få råd. Jeg tog en meget tung beslutning om at sætte Golden tilsalg ved årsskiftet. Jeg fik RIGTIG mange henvendelser på ham fra ind og udland. (Det skal lige siges at mine forældre selv lod mig stå for salget og selv vælge og godkende hvem der skulle have min bedste ven). Fælles for alle dem der ringede var at jeg i telefonen afviste intet mindre end 9 hold kunder som gerne ville komme og prøve ham. Du tænker nok ’’hvorfor?’’, og det var grunde som: Enefold, Ingen ferie, stævner hver weekend, kun 1 år tilbage som ponyrytter, har allerede tre andre 1’er ponyer.

Kald mig bare sippet, men det var ting som jeg ikke ville byde min pony selv, så hvorfor skulle jeg lade andre gøre det?. I sammenråd med mine forældre tog jeg ham af markedet, for vi kunne godt se jeg nok ikke kunne godkende nogen til at overtage tøjlerne. Dog skete der det efter en måneds tid, at en familie havde gemt mine kontakt oplysninger og derfor ringede på ham. Jeg kunne ikke sætte en finger på noget i telefonen, så de fik lov til at komme og prøve ham. Mine forældre sagde på dagen de kom, at jeg skulle forberede mig på at der jo var en chance for at jeg nu kom til at sige farvel til ham. Mit svar her til var ’’jaja, de første der får lov til at komme og prøve
ham køber ham jo alligevel ikke ..’’.

Familien var fantastisk søde, og de faldt pladask for min øjesten, og de endte med at blive enige om at det var ham de havde ledt efter – og købte ham. Pludseligt gik tingene stærkt, og dagen kom hvor han skulle hentes. Jeg vidste det blev hårdt .. Men da bil og trailer med min pony i kørte ned ad vejen, der indså jeg at jeg havde truffet mit livs dårligste beslutning! Jeg græd, sønderknust i 3 dage.. Vi måtte pille alle billeder i huset ned af ham, for hver gang jeg så et – så græd jeg igen.

Jagten på en ny hest!

Hårdt var det, men livet måtte gå videre og en ny hest skulle findes. Jeg prøvede en del rigtig gode heste, og så prøvede jeg en ung. En ung som egentlig ikke kunne noget specielt, men den lignede Golden som han så ud som ung, så jeg købte den på stedet. (Ikke den bedste måde at vælge hest 😉 ). Jeg fandt aldrig kemien med min nye hest, og resultatet af vores samarbejde blev ikke andet end at jeg langsom mistede lysten til at ride på ham. Samtidig benyttede jeg hver en chance jeg havde til at besøge Golden til stævner rundt omkring i Danmark, og se hvordan at han skabte fantastiske minder for andre end mig. Hver eneste gang jeg besøgte ham, græd jeg når jeg kørte fra ham og ville allerhelst tage ham med mig.

Golden endte med at blive ustabil med sine nye rytter(e), og kom derfor flere gange tilsalg og skiftede ejer. Jeg havde sat mine penge i en hest som lignede ham, men som ikke levede op til forventningerne, og ikke kunne sælges igen. Mit eneste ønske var at købe Golden hjem hvor han hørte til, men en pony i hans klasse var ikke ligefrem billigt tilsalg.

Når man ønsker noget nok, så finder man en måde at få det til at ske!

Efter 6 års ventetid!! Så lykkedes det endeligt!! Golden ville ikke længere springe, og derfor skulle han endnu engang sælges. Med fantastisk hjælp fra hele familien så lykkedes det at få ham købt! Jeg har aldrig i mit liv været SÅ lettet og SÅ lykkelig, for min bedste ven kom hjem! Det tog 6 år at rette op på mit livs største fejl, men det lykkedes!
Golden er hjemme hvor han hører til, og jeg er tilbage på ryggen af den pony som betyder aller mest for mig.

Når ponyen ‘pludselig’ bliver til en hest

Dagen i dag er Golden 20 år gammel, 145 cm høj, og så er han klasse op til stor hest. Det betyder at jeg stadig rider stævner på ham, jeg rider bare imod de langbenede varmblods heste som er 20 cm større end ham. Vi har endda præsteret at tage en sejr til Danish Christmas Show – Warm up, i LB (hvilket jo svare til MB for ham).

Jeg ville ændre alt hvis jeg kunne..

Så til alle som står og falder for aldersgrænsen – uanset om man er konkurrencerytter eller ej: Kan du virkelig undvære din bedste ven, hvis svare er ’ja’. Så er det reelt set nok ikke din bedste ven .. Jeg troede jeg kunne undvære min, troede jeg fik en ny bedste ven, troede konkurrencer og prestigen i at være ’’en af de bedste’’ var vigtigere end venskabet med min hest – men hvor tog jeg fejl. Jeg har jo aldrig redet på højt niveau fordi jeg VILLE være den bedste. Jeg red på højt niveau fordi min bedste ven KUNNE, og fordi det var sjovt sammen med ham.
Men jeg har det altså ligeså sjovt dagen i dag til distriktsstævner i LC og LB (LA og MB i pony højde) sammen med ham som jeg havde dengang jeg red S klasser til CSI stævner på ham. Hvis jeg kunne gøre det hele om, så var han aldrig blevet solgt. Men når alt kommer til alt, så endte vores eventyr jo alligevel lykkeligt og det at være ponyrytter til evig tid, det er fantastisk!