Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo

@_horsedeluxe #19 – Besøg på Højgård Hestehospital (video)

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes efterhånden, at jeg er ret uheldig med mine heste… For en lille uges tid siden kunne jeg fortælle jer om, at Fiddie ikke kunne holde til genoptræning og derfor bare er blevet foldbums igen, og samtidig hermed er Deluxe nu også blevet skadet. Jeg må da snart have opbrugt mit uheld, må jeg ikke? 🙂 😅

 

Hævet forben

Velankommet til vores “venteboks” på Højgård. Deluxe er selvfølgelig iført vores yndlings FIR-Tech tæppe fra Catago. FIR-Tech indeholder keramiske partikler, der er med til at øge blodcirkulationen og dermed mindske spændte og ømme muskler. Det har virkelig været en stor hjælp i forbindelse med de smerter, som Deluxe har haft, primært i sadellejet. 🙂

Som jeg skrev i indlæg #14, så var vi på stranden søndag den 1. september, og onsdag opdagede jeg to væskelignende buler på bagsiden af hver side af Deluxes kodeled på højre forben. Jeg fik min træner Dennis til at kigge på det, og han mente at det var en overanstrengelse efter vores tur på stranden. Øv altså… Jeg får fat i dyrlægen, og han når frem til samme konklusion. Deluxe skal derfor have ro de næste 7-8 dage, hvor jeg bare går med ham, køler hans ben og derefter smører varmecreme på. Som varmecreme bruger jeg Blue Hors Hot & Cool. Det kan anvendes på ømme muskler, led og sener, fordi det først virker kølende og derefter varmende, og på den måde øger det blodcirkulationen. Det er ret smart, og det er et produkt jeg flittigt bruger til Deluxe, fordi han netop har mange muskelsmerter efter omlægning af ridningen. Det kan du læse mere om her.

De første par dage synes jeg ikke rigtig, at der er nogen forbedring. Når jeg kommer ind til Deluxe i boksen, er alle benene lidt hævede, men det er måske fordi han for tiden kun er på fold et par timer om formiddagen, og når jeg så kommer om eftermiddagen, så er benene bare lidt hævede. Jeg har derfor helt vildt svært ved at se, om det er galle eller om det bare er hævelse. Det er dog tydeligt, at når han har været ude at få 5-10 minutter, så falder hævelsen på alle benene, og så er der kun de to små væskebobler med galle tilbage, som faktisk stille og roligt fortager sig. Så langt, så godt!

 

Han er ikke halt, vel?

Fordi det er første gang jeg har haft en hest med en overanstrengelse, så er jeg meget usikker på benet, og om det ser rigtigt ud. Jeg spørger derfor en masse til råds, spørger om deres holdning til det, og så spørger de alle, om han er halt.

Det var han ikke om onsdagen, da jeg opdagede det, men efterhånden er der gået 7-8 dage, og jeg ved jo ikke om han har været halt i mellemtiden. På 9. dagen, dvs. om fredagen, tjekker jeg ham for at være helt sikker.

Jeg syner en lille smule utaktethed på højre forben, hvor gallen sidder, men han er som sådan ikke halt. Ligesom med Fiddie, er jeg lidt i tvivl om det er fordi jeg leder efter noget. Derfor får jeg min veninde til at tjekke ham også, og hun ser det samme som jeg. Pokkers også. Uheldet er ude igen, og lige som jeg troede Deluxe var i bedring, er skaden bare værre en forventet. Jeg ringer med det samme til dyrlægen, og han synes at vi skal få tjekket benet ordentligt igennem, så vi er sikre på, hvad det reelt er. Problemet er, at hvis Deluxe har en overbelastning, men nu er halt, kan det betyde en seneskade i stedet, og dem skal man ikke spøge med… Jeg får derfor bestilt en tid hos ham på Højgård, og aftaler med dyrlægen, at jeg bare skal blive ved med at behandle benet, som jeg hidtil har gjort.

 

Besøg på Højgård Hestehospital

Weekenden går sååååå langsomt. Jeg vil bare så gerne vide, hvad der er galt med min lille babymus. Mest af alt fordi jeg nu er usikker på, om jeg behandler det rigtigt. Henover weekenden synes jeg dog, at gallen forsvinder lidt mere, så det virker som om, at tid til at hele er godt for ham. Det bliver tirsdag, og jeg henter Deluxe ude på rideklubben om morgenen, og vi kører til Højgård. Derude møder vi min dyrlæge, som jeg efterhånden kender ret godt. Han kan ikke lade være med at sige noget i retning af: “Nå Mette, hvad er der så galt med denne hest? Du er da ikke særlig heldig må man sige“. Nej tak, det er jeg efterhånden godt klar over… 😅

Dyrlægen kigger lidt på gallen og sammenligner med de andre tre ben. Derefter snakker vi lidt om forløbet, hvordan jeg har behandlet det, og om jeg synes det er bedre eller dårligere. For at finde den helt rigtige årsag til problemet, vil dyrlægen gerne starte med at se, om og evt. hvor meget Deluxe er halt. Jeg longerer ham lidt til begge sider, og der er nærmest ingenting. Kun meget lidt utaktethed på venstre volte, mens højre volte nu er ren. Mystisk…

 

Bedøvet og klar til røntgen. 🙂

 

Bøjeprøve, røntgen og ultralyd

Dyrlægen forsøger herefter med en bøjeprøve, som Deluxe klarer fint. Heller ikke her, kan vi finde en årsag. Vi beslutter derfor at tage røntgen af benet for at se, hvad der gemmer sig derinde. Da røntgenbillederne kommer frem, viser det sig at Deluxe slet ikke har en overbelastning og heller ikke en seneskade (heldigvis!).

I stedet har Deluxe slået sig på indersiden af knoglen, der sidder ved kodeleddet, og området er nu irriteret. Fordi slaget sidder så tæt på, hvor senerne hæfter sig på knoglen, er senerne også blevet irriteret af slaget. Deraf kommer gallen, som fik skaden til at ligne en overbelastning. Det bliver lige tjekket på ultralydsscanneren, og så er vi helt sikrer. Herefter bliver slaget behandlet, og vi kan køre hjem igen. 🙂

 

14 dage mere med samme behandling

Dyrlægen siger, at det er rigtig godt nyt, og at det slet ikke er noget slemt. De næste 14 dage skal jeg skridte på Deluxe i en god halv times tid efterfulgt af nedkøling af benet, og så skal jeg smøre det med Hot & Cool igen, for at varme benet, senerne og musklerne op. Så faktisk skal jeg bare gøre, som jeg hidtil har gjort, og så kommer dyrlægen og tjekker ham igen. Ydermere, så siger dyrlægen, at skaden slet ikke har noget med vores tur på stranden at gøre. Det er bare et uheldigt sammentræf.

Min dyrlæge siger også, at skaden ikke vil få konsekvenser fremadrettet. Man kan sammenligne det lidt med et trælår, der bare tager lidt længere tid om at blive godt igen. Det er virkelig dejligt endelig at få noget vished om, hvad der egentlig er galt. Samtidig så giver det mig også ro, for så har Deluxe måske slet ikke så sarte ben, som jeg først troede. Så det hele er bare rigtig godt! 🙂

 

Nu kan jeg ånde lettet ud

Jeg er så glad for, at vi fik det tjekket, så jeg er sikker på, at jeg ikke ødelægger noget eller gør skaden værre. Heldigvis var det ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Jeg har haft det lidt ambivalent med at skulle på Højgård. Sidste gang jeg havde en hest med derud, var da Fiddie blev skadet og skulle i MRI. Dengang havde jeg slet ikke regnet med, at skaden var så voldsom, som den var. Jeg håber inderligt, at Deluxe hurtigt er på benene igen, og indtil da vil jeg passe godt på min lille babyhest.  🙂

Herunder er en lille video af vores tur på Højgård, hvor I også kan se, hvordan jeg bruger Blue Hors Hot & Cool til at behandle benet. Det er et vidundermiddel, hvis I spørger mig! 🙂

 

 

Næste indlæg

I næste indlæg vil jeg dele mine oplevelser som førstegangskøber af hest. Der er rigtig mange ting at tænke på, specielt hvis man står på sidelinjen som forældre, der ikke har haft med heste at gøre før. Indtil da, er I mere end velkomne til at følge med på min instagram @_horsedeluxe. Der er masser af billeder og træningsvideoer med mine heste.

Hvis I endnu ikke har læst mine tidligere indlæg, så har jeg listet dem op herunder med link:

#1 – Nyt eventyr – Vi glæder os!

#2 – En skade for livet (video)

#3 – Vil du købe hest i Tyskland (video)

#4 – Ponytiden er bare den bedste!

#5 – Hvis heste kunne tale (video)

#6 – En drøm, der aldrig går i opfyldelse (video)

#7 – Relaterbart eller uopnåeligt?

#8 – EM i Rotterdam – Skal du se med? – Opdateres løbende

#9 – Det værste jeg nogensinde har oplevet (video)

#10 – Når hesten får nok af sandkassen (video)

#11 – Dream BIG or go home!

#12 – Dyrlægen var lige så chokeret, som jeg selv

#13 – Når intet er godt nok (video)

#14 – Uden for vores comfort zone (video)

#15 – “Det er jo bare en hest”

#16 – Øvelse gør mester (video)

#17 – Kærlighed var bare ikke nok… (video)

#18 – Næste generation (video)

#19 – Besøg på Højgård Hestehospital (video)

#20 – Hestekøbets mysterier

#21 – En helt særlig hesteoplevelse

#22 – Winter is coming!

#23 – Hvor godt kender du egentlig din hest? (video)

#24 – Status efter 4 ugers skadespause (video)

#25 – Et tabu i ridesporten

#26 – En overset disciplin (video)

#27 – Vi er klar til World Cup Herning! (video)

#28 – Når hestelivet fylder mest (video)

#29 – Tilridning af ungheste (video)

 

Jeg håber, at I vil læse med. Vi ses! 🙂

XO Mette Guldberg

 

 

 

Kære alle. Jeg er en 24 årig dressurrytter bosat i Odense. Til daglig studerer jeg jura på Syddansk Universitet, og håber på en dag at blive advokat. Derudover har jeg to heste, Fiddie på 5 år og Deluxe på 6 år. Jeg har redet siden jeg var 6 år, og jeg ville aldrig være det foruden. Heste er og bliver det bedste! Jeg håber, at I vil tage godt imod os og følge os på vores eventyr i PEEK konkurrencen. Vi glæder os i hvert fald til at dele en masse tanker og oplevelser med jer fra vores hverdag. XO Mette Guldberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *