Af banen, af banen – nu kommer bananen!

Det er virkelig blevet efterår. Her på Sydfyn er det næsten stormvejr, og ikke synderligt interessant vejr, at bruge tid udendørs i. Det bliver hurtigt mørkt om aftenen, og vinteren ligger uden tvivl og venter på at kunne erobre efteråret. I modsætning til sidste år, har vi (eller i hvert fald jeg) været utroligt heldig med vejret. Vi har haft mange, ekstra solskinsdage

Vi må vidst hellere begynde at forberede os

Det gode vejr kan og vil ikke vare ved. De sidste par dage er det lynhurtigt blevet koldt, specielt om natten. Før ferien opfordrede vores to ridelinje-lærere, os ryttere til at få anskaffet os noget refleksudstyr. Vi havde lige knap 14 dage efter advarslen, hvor vi fik lov at ride ud, uden reflekser. Her efter ferien gælder reglerne dog, at vi ikke må tage på tur uden reflekser og lygter. Jeg synes at det er en god regel, selvom det da godt kan virke lidt ligegyldigt hvis vi rider, før det bliver mørkt. Alligevel fik vi at vide, at lige så snart bilernes lygter er tændt, vil det være svært at se os uden reflekserne. 

Jeg har været inde for at undersøge lidt om reglerne på refleksudstyret. Efter ferien får vi på ridelinjen også et trafikkursus, men det var rart for mig at vide, hvad jeg skulle have med, inden. Jeg kommer trods alt ikke bare lige hjem, for at hente det. Jeg har fulgt reglerne, som er beskrevet på følgende side, Rådet for sikker trafik. 

Reglerne, kort fortalt

• Man skal bære lygte på venstre ben. Den skal lyse rødt bagud og hvidt fremad, og så skal den kunne ses på mindst 150 meters afstand
• Hesten skal bære refleksbånd på alle fire ben. Refleksbåndene skal være mindst 5 cm. brede

Derudover er det altid godt at gøre sig ekstra synlig. For eksempel med refleksdækken, -klokker, -vest osv. 

Det har jeg fundet i gemmerne

Meget af mit refleksudstyr er noget, jeg har fået foræret engang. Jeg har ikke haft brug for det før nu, men det er rart at jeg har det liggende. Min mor var så sød, at købe mig et refleksdækken til Sol i dag. Jeg havde taget en avisrute, som min lillesøster havde glemt at få afmeldt her i ferien, hvor hun er på besøg ved hendes mor. Det er lidt besværligt med alle de pap-, hel- og halvsøskende, som jeg jo har. 

Jeg tager det hele med op på skolen, i tilfælde af, at nogen kommer til at mangle. Jeg har 6 benreflekser, 2 refleksveste, et dækken og et overtræk til for eksempel pandebånd eller fortøj med. Better safe than sorry, ikke? Jeg skal ikke nyde noget af flere “trafikuheld” som dette, jeg også har skrevet om, her på PEEK/Riders Notebook. Sol kommer til at blive ekstra gul. Det er lige før, at det bliver helt pinligt, haha. 

Måske er det pinligt nu, men ikke når uheldet rammer

Jeg forventer ikke, at refleksudstyr bliver vores redning, hvis uheldet er ude. Jeg er dog blevet meget opmærksom, ikke bare på Sol og mig selv, men også på vores omgivelser på tur. Jeg ønsker ikke at nogen kommer til skade. Samtidigt vil jeg ikke være den, som bliver tilbage på skolen, bare fordi jeg nægter at ride med refleksudstyr. Det er næsten lige så vigtigt, som at ride med hjelm.

Dette har påvirket mig i mange år

På et tidspunkt, da jeg gik i elevskole og red rideskolehest, så jeg en, ride uden ridehjelm. Det var nyt for mig der, og jeg spurgte min underviser, hvad reglerne var. Det var ikke fordi, jeg ville blande mig. Jeg var jo bare et nysgerrigt barn, og jeg er altid blevet inspireret af de ryttere, som er dygtigere end mig. Jeg tror jeg var lidt usikker, fordi hesten hoppede lidt rundt. Min underviser svarede mig meget kort med: 

“Dem, der rider uden hjelm, har ikke noget at beskytte” 

Det er nu altid det første jeg tænker, når jeg ser nogen uden hjelm. Jeg har ikke noget imod andres valg omkring det. Jeg skal bare ikke ende som en grønsag uden fremtid, for at se smart ud. Det er et valg, jeg har truffet for mig selv. Sådan har jeg specielt også fået det, efter at have set min gode veninde blive sparket i hovedet, ved at hente en hest ind fra fold. Selvfølgelig påvirker det mig, hun var 19 år gammel, og har nu mistet sit ene øje. Hun fik åbent kraniebrud og lå i kunstig koma i flere dage. Jeg var en af de første der så det, og jeg ønsker mig ikke sådan et syn igen. Hun har det heldigvis allerede meget bedre, trods det var omkring Maj måned i år.

Jeg ved ikke helt, hvad formålet med dette indlæg var. Nu er Sol og jeg dog klar til at indtage vejene, og jeg håber at andre også bliver inspireret lidt, til at finde reflekserne frem. Tak for at du læste med. Følg med i Sol og jegs hverdag her.

Nyd også gerne denne gopro-video fra Sol og jegs sidste tur, med skønne Ellen og hendes hest Piyanah.

https://www.instagram.com/p/CGA0ey7BCFq/