💬At anerkende egne evner💬

De fleste i min omgangskreds drømmer om at købe en unghest og selv forme deres egen stjerne. Jeg derimod drømte om det stikmodsatte. Jeg ønskede mig en lærermester, som jeg kunne lære alle de gode fifs og tricks af. Det er ikke alle, der forstod eller forstår mit ønske om en rutineret hest. Og det var ikke alle der tog lige pænt imod det. 

At kende egne evner

Jeg ved godt, at jeg ikke er verdens bedste rytter. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Jeg er hellere ikke den modigeste rytter. Til sidst så havde jeg ikke drømmen om at nå til tops. Mit mål var ikke at springe MA, men derimod LB-LA. Så da jeg skulle ud, og udskifte ponyen med en stor hest, vidste jeg altså med mig selv, at jeg ikke ville have evnerne eller mentaliteten til at købe en usleben diamant, jeg selv skulle forme. Derfor var jeg realistisk og indså, at jeg ikke skulle have en uerfaren 4 års, men derimod en erfaren springhest, der kunne vise mig vejen frem. En som havde været i sporten nogle år, og dermed ikke tog det for tungt, så jeg ikke lige ramte afstanden.

Jeg har ikke fortrudt mit valg. For det er vigtigt, at man kender sig selv og sine grænser. Jeg har desværre flere i min omgangskreds, der har taget munden for fuld i deres køb af hest. Jeg vidste derfor, at jeg skulle være påpasselig, så ikke det endte galt. 

Hvad sagde omgangskredsen?

Der er mange som betragter det, at købe en lærermester, som at springe over, hvor gærdet er laves. Og det er det måske også. Man får en del foræret ved at købe en hest, som har prøvet lidt af hvert. Dog synes jeg, at det er et mærkeligt sted at dømme folk. Burde man ikke nærmere give dem anerkendelse, fordi de indrømmer at de har brug for en erfaren makker, for at udvikle sig mest optimalt? Alt af hænger af konteksten. Nogle vil helt sikker springe over, hvor gærdet er lavest. Dog andre presse sig selv til at hoppe over, der hvor gærdet er højest – fordi de har udviklet sig så meget, at de tør udfordre sine grænser. 

Folk i min omgangskreds og i min stald sagde ingenting til vores valg af hest. Ikke fordi de skulle have mening om vores hest, men det stopper ikke normalvis hestefolk. Det var først til stævnerne, at snakken begyndte. Jeg startede fra bunden til stævnerne, for jeg skulle lære, hvordan det var at ride hest. Det faldt åbenbart ikke i god jord hos alle. Men jaja, sådan går det jo.

Man behøver ikke en dyr hest

Bare fordi jeg siger en ‘lærermester’, betyder det ikke, at det skal være en dyr hest. En dyr hest er ikke meget værd, hvis ikke der er kemi mellem hest og rytter. Så kan det være ligemeget, om du køber en rå 3 års eller en erfaren 12 års. Uden kemi vil ekvipagen ikke komme nogen steder i verden. Derfor skal man mærke efter, hvor står du selv. For det er dig, som hver dag skal omgåes denne nye stjerne, så du skal have kemi med den. Det kan være lige meget, hvad alle andre synes om det. Man skal bare elske at huske den hest man har.

Om det så er den gammel springhest eller en uslebet dressur-diamant. Så er det bare vigtigt, at du er glad for den. For hvis ikke du trives med den hest du køber, så kan de penge være lige så meget hver, som hvis de blevet kylet ud af vinduet. Så det er ikke vigtigt at have den dyreste hest i stalden eller på stævnepladsen. Det vigtigeste er bare, at du har en hest som du er tryg ved. Og ikke mindst, at du har en hest, som du har modet og lysten til at håndtere hver dag.

Så hvad vil jeg med det her indlæg?

Tja. Godt spørgsmål. Det jeg nok vil frem til er, at man skal mærke efter, når man køber hest. Jeg har truffet den bedste beslutning for mig, og det var at købe en erfaren springhest. Dog er det ikke alle, som har det behov. Så man skal være realistisk overfor egne mål og evner. Så man ender med den rigtige makker, forhåbenligt. Derfor skal man hellere ikke dømme andres valg af hest, for vi har alle forskellige mål og drømme med vores ridekarriere. Det er dog et helt andet emne, som kommer i et senere indlæg!

Tusind tak for din tid

Domino & Clara