At nyde nuet

I går var Shacira og jeg på tur, hvilket vi er 2-3 gange i  ugen. Denne gang havde vi min mor med, det var nok meget heldigt. Shacira var nemlig tændt og klar på en vild galoptur! Det blæste jo en del, og var meget koldt, så damen var nok lidt kåd.

Vi travede stille afsted på markvejen som opvarmning, væk fra min mor. Da vi var kommet til enden og skulle vende om, var bomben klar til at sprænge, sådan føltes det ihvertfald. Jeg kunne mærke hun virkelig gerne ville løbe, så det fik hun lov til. Afsted det gik, og 10 sekunder senere var hun fløjet de 300 meter markvej, tilbage til min mor.

Det minder mig om dengang jeg havde Tootsie,”min” tidligere hest og Shaciras moster, med på flyvepladsen. Tootsie var ikke så god til at galopere, men det gik fint på lige, lange strækninger, og det er der på flyvepladsen – 1,2 km lang græsmark. Vi galoperede fint og kontrolleret ned i den anden ende, men da vi skulle tilbage igen, gav hun den gas! Det må have set sjovt ud. Store Tootsie jordende med lille mig på 10 år, der bare forsøgte at blive siddende. Jeg glemmer aldrig den følelse, både frygt men også lykke. Jeg følte vi fløj! Men min veninde var lige inden væltet med sin hest, fordi den gled i græsset og jeg frygtede det samme skulle ske for os, nu hun løb så stærkt. Vi kom heldigvis begge to sikkert hjem.

Jeg kan godt lide at have kontrol over situationen, men Shacira og jeg er kommet dertil, hvor jeg tør give den til hende. Det har så også taget 5 år. Jeg ærger mig over, at jeg ikke havde hastighedsmåleren tændt, men vi skal selvfølgelig ikke måles og vejes hele tiden, nuet var det fedeste.