At gå med et korset i 12 uger er ikke bare for sjov… Det er 12 uger, hvor man er taget ud af alt det man plejer. Og hvor man ikke længere kan eller må det man gerne vil. Ikke ride, ikke løbe, ikke løfte, ikke vride, dreje osv. Ikke køre bil. Ikke kan holde til at være oppegående ret længe, som i at 4 timer med korsettet er nok til at føle sig 80 år gammel og at man virkelig har brug for en lur! Ikke noget der har været til gavn for min aktive krop, og slet ikke noget mit hoved har kunne slå sig til tåls med.

Opbakning

Selvom jeg i alle dem jeg er omgivet af, virkelig har den bedste opbakning. Så er det som om det bare ikke helt er nok, når man føler sig super utilstrækkelig! Især fordi man ingenting kan eller må selv nærmest. Og bare det at skulle overskue og gå en tur kan blive helt uoverkommeligt. Og det med ikke at kunne køre nogle steder er invaliderende. At man er så afhængig af sine omgivelser, når man plejer at være selvstændig. Det tror jeg først man kan sætte sig ind i, når man selv er i den situation. Jeg har i hvert fald først nu rigtig forstået hvor begrænset man kan blive. Og så kan jeg endda se en end på hvornår min begrænsning slutter – forhåbentligt. Til gengæld finder man også virkelig ud af, hvem man har hvor under sådan et forløb. Nogle kan man virkelig regne med og andre går mere i baggrunden når et sådan forløb står på. Og det er selvfølgelig både på godt og på ondt, især når man få så meget tid til at tænke over tingene.

Sluppet heldigt indtil videre

Midtvejskontrollen viste super gode resultater, og jeg må tage korsettet af når jeg sidder stille og når jeg skal sove nu. Og hvilken befrielse det er. 6 uger sovende med Otto, det må være nok. Skilsmissen er ikke helt i hus, men en separation er et skridt på vejen. Forhåbentlig ser næste kontrol lige så godt ud som denne og jeg kan komme af med Otto. Og som tingene arter sig nu, virker det til at jeg slipper uden mén. Men der er jo stadig et stykke i mål. Så det er med at hæng i og hold ud nu.

Tilbage på arbejdet

Jeg har så småt været tilbage på jobbet de sidste par dage, men kun til administrativt arbejde. Da jeg ikke må have patientkontakt, fordi jeg hygiejnemæssigt ikke kan pakke Otto nok væk. Heller ikke at jeg tror nogle patienter vil have en sygeplejerske med et kæmpe korset på. Men forhåbentlig ser næste kontrol lige så godt ud som denne og jeg kan komme af med Otto og så tilbage på arbejde og ud til patienterne. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at det er der jeg hører til.

Tid til shopping

Ulempen ved nærmest kun at være liggende eller siddende det meste af dagen – det er klart at online shopping bliver sååå meget mere til lokkende. Så Turbo og jeg har fået en del nyt udstyr allerede. Der er blevet indkøb et cwd fortøj, en dyon trense, et rambo summer series dækken, nyt stævne sæt og hverdagssæt i underlag og hut. Og når ja, så er jeg blevet fattig i Fir Tech udstyr, som jeg er kæmpe fan af, hvor jeg har anskaffet mig: bandager, dækken, hals, pro rygvarmer (er bestilt til når den kommer på lager igen), staldgamacher og tynde inderpads i neopren. Så nu er vi så klar til køre turene mod stævnerne.

Sikkerhedsudstyr

Men det vigtigste jeg har købt er ny ridehjelm og en sikkerhedsvest. Jeg har tidligere skrevet om mine ønsker, men nu er det blevet en realitet og jeg har købt en OneK MIPS Avancé, i mat sort med chrome og glitter. Hvis du vil vide mere om grunden til mit valg af hjelm, så kan du læse mit tildigere indlæg Safety first.

Der ud over har jeg købt en Hit-Air sikkerhedsvest. Hit-Air er en sikkerhedsvest, som forbindes med sadlen via en strop og en lille wire, som nemt klikkes af og på. Ved et fald fra hesten bliver wiren strammet, og derved udløses en CO2 patron som sidder i en lukket lomme foran på vesten. På 1/4 sekund er Hit-Air pustet op. Når vesten er pustet op, foldes de særlige folder ud, og skaber en beskyttende pude om nakken, på ryggen, på brystet, på ribbenene, og på lænden. Når CO2 patronen er blevet aktiveret vil vesten holde luften i ca. 10 minutter. Dette sikrer at vesten giver god beskyttelse hvis man skulle komme til at ligge klemt under hesten, eller er faldet så uheldigt at ryggen har brug for støtte.

Jeg håber det måske har givet lidt stof til eftertanke. Hvis ikke du har nået, at læse nogle af mine tidligere indlæg, kan du læse dem her under. Og eller kan du følge med i de finurlige ting, som jeg lægger ud på min instagram @camillawitte