fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2020

De ting vi ikke selv er herre over. Tid til eftertænksomhed.

2020 har været et mærkeligt år. 2020 er et mærkeligt år på alle måder. Jeg tror, at vi alle sammen har lært meget i løbet af 2020. I særdeles har vi lært noget om, at vi ikke altid kan planlægge os ud af alting. Vi har lært, at vi ikke kan kontrollere verden omkring os, eller hvordan tingene går. Det eneste vi selv kan styre, er hvordan vi reagerer på de ting der sker. Og selv det kan vi til tider have svært ved at kontrollere.

COVID-19

På mange måder kan man sige, at året 2020 bare er revet ud af kalenderen. Med COVID-19 hængende over hovedet, har vores hverdag siden marts måned været dybt forandret. Det var der nok ikke nogen af os, der havde set komme. Sindssygt mange aftaler og planer har måttet aflyses. Stævnesæsonen var for en stund fuldstændig sat på standby. For mit eget vedkommende var undervisning sat på standby. Jeg tror jeg taler for manges vedkommende, når jeg siger at de mange aflyste ting gav frustrationer, og vi har lidt rigtig mange afsavn i år.

Ambitionerne måtte gå fløjten

I starten af året havde jeg mange ambitioner og drømme i forhold til min sport. Jeg havde håbet at 2020 blev året, hvor jeg rigtigt kom på stævnebanerne igen. Det gjorde jeg da også, men det blev til 1 rigtig start, så det kan man jo ikke ligefrem sige er ret meget. Da forsamlingsforbuddet blev ophævet i sommer, skulle jeg først til at igang med at ride undervisning igen. Og selvom det er gået fint med at ride selv derhjemme, så er der unægteligt mange ting at samle op på og komme videre med, når man endelig kan komme til undervisning igen.

Jeg havde også en lille bitte drøm om at ride championat i år, men måtte sande at det desværre blev en ret urealistisk drøm, da vi slet slet ikke er klar til at ride på det niveau som 7 års klasserne går i. Og da helt umulig at nå, når vi sammenlagt kun har fået undervisning i nok 4 mdr. i løbet af det her år. Jeg ærgrer mig selvfølgelig lidt over det, da det kunne have været enormt sjovt at ride fordi jeg synes min hest har kvaliteten til det. Men samtidig så vil jeg også hellere skynde mig langsomt og bygge mig en hest op jeg kan ride på i mange år fremover.

Hesten bestemmer tempoet

Man kan have nok så mange ambitioner og planer, men i sidste ende er det hesten, der bestemmer tempoet. Ting tager den tid ting tager, og sådan er det bare med de kære heste. Efter jeg i sommer kom igang med at ride undervisning igen, gik det virkelig fremad med min ridning og med Rocky. Han udviklede sig bare helt enormt, og jeg havde de fedeste rideture på ham. Så er det jo tit, at drømmene begynder at melde sig, hvilket kun er en god ting, synes jeg. Vi skal turde at drømme, for det er også drømmene der giver motivation, og motivationen skal holde os oppe, også når det bliver svært. For det bliver svært indimellem. Vi kan ikke undgå nedture og tilbagegang, når vi har med hestene at gøre.

Som berider Per Skjærbæk har sagt til mig flere gange; man kan sagtens føle, at tingene kun går langsomt fremad og man føler, at det indimellem kun går 1 skridt frem og 2 tilbage, men pludselig en dag vil du opleve hvor meget dig og hesten rent faktisk har rykket sig uden, at du har opdaget det undervejs i processen. Og det oplever jeg heldigvis. Så man skal altid huske hvor langt man er kommet, og ikke mindst give sig selv credit for det.

Når det pludselig går ned af bakke

Efter en lang periode hvor Rocky bare var enormt sej og rykkede sig helt vildt hen over sommeren, så stagnerede udviklingen også pludselig her for en god måneds tid siden. Vi kender det alle sammen, følelsen af at “nu gik det hele lige så godt”, og så er det bare træls, når man føler at det pludselig ikke går så godt. Jeg måtte lige stoppe og og tænke mig om og analysere situationen. Rocky virkede meget træt, så jeg måtte selvfølgelig forsøge at finde ud af hvorfor. Var han kørt mentalt træt? Havde han det skidt? Manglede han noget? Og så videre..

What to do?

Han blev sat på den årlige efterårs immunforsvarsbooster, som han plejer at få. Han fik B-vitamintilskud, da det jo lige var her midt i pelsskiftesæsonen. Sidst men ikke mindst, så valgte jeg at skrue lidt ned for ambitionsniveauet mht. vores træning. Dvs. jeg droppede de lange ture til undervisning, dels fordi jeg ikke følte at vi ville få nok ud af det, når jeg kom med en hest som virkede træt og uoplagt. Så ville jeg hellere prioritere stadig at træne, men blot gøre det derhjemme, så han ikke skulle bruge unødig energi på transport osv. Han har været lidt på vandbånd hos Lybækgård, jeg har givet ham kraniosakral terapi, og så har han fået den årlige omgang tandpleje.

En uventet drejning

Så han burde jo være fit for fight igen, men jeg opdagede pludselig en dag, at han virkede til at have svært ved at komme af med vandet. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg fik dyrlægen til at komme og tage blodprøver, som ikke viste noget alarmerende, og heldigvis mangler han ikke noget umiddelbart. Så tog vi også en urinprøve, som heller ikke viste noget forkert, men en dyrkning af urinen viste så 2 slags bakterier, som var resistente overfor en del penicillin, så vi fik sat ham på den helt rigtige penicillinkur, som han har afsluttet i dag. Det giver jo også rigtig god mening, at han har været noget slap med sådan en infektion i kroppen. Så nu håber jeg, at jeg snart får “min hest tilbage”.

Tid til eftertænksomhed

Hele COVID-situationen i år har helt klart givet tid til eftertænksomhed. For mig har det betydet, at jeg er blevet bedre til at tage tingene som de kommer. Jeg kan stadigvæk ærgre mig rigtig meget når planer bliver aflyst, men pyt-knappen er nok efterhånden ved at være bedre installeret, for det kan jo ikke betale sig at bruge for meget tid på at ærgre sig over de ting vi ikke kan ændre. Det har betydet for mig, at jeg prøver mere bare at nyde nuet sammen med min hest, og vi når nok alligevel de ting vi skal nå. Det kommer bare til at tage lidt længere tid. I sidste ende skal vi jo også huske, at ambitionerne er noget vi ryttere har. Det er ikke hestene der har ambitionerne. Så hvis Corona har lært os noget, så er det nok at tage en dag af gangen, for vi ved ikke hvad i morgen bringer.

Hvad bringer tiden?

Som situationen er lige nu, så går det jo desværre den forkerte vej med COVID smittetallene, og landene begynder at lukke ned igen. Det er jo fuldt forståeligt, at vi må stå sammen om at bekæmpe den her trælse sygdom, men vi er nok alle ved at have fået nok af Corona. Vi har den grad brug for pyt-knappen nu hvor stævner og alt lukker ned igen. Vi er ved at være mættede af alt den afstand og alle restriktionerne. Vi trænger til at komme UD, til at kramme, til at feste og alt hvad livet indeholder uden COVID-19. Vi må bare stå sammen – på afstand, og så se frem til at verden forhåbentlig engang bliver normal igen. Tænk ud af boksen og tænk på alle de andre dejlige ting du også kan lave med din hest, selvom du ikke lige kan komme til stævne. Hestene er nok alligevel ligeglade, bare vi er sammen med dem. Og dem må vi heldigvis godt kramme alt det vi vil 😁🙏

fb-share-icon

Jeg er en 36-årig dressurrytter og avler, som har min egen dressurhest Rocky Langholt, og et dressurføl Quatercopy My Heart RV og en åring So Content RV. Jeg er opvokset med heste, og det er en interesse jeg deler med min far, og min lillebror, som er springrytter. Sammen har vi Stutteri RV, hvor vi opdrætter kvalitets DV spring- og dressurheste. Derudover er jeg rytteryoga instruktør og kraniosakral terapeut til heste. Jeg har således stor mulighed for at profilere på et bredt område i hele hestebranchen til både dressur og springstævner, samt DV arrangementer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *