Det er ikke helt en dans på røde roser…

Det er lige knap to måneder siden, at jeg sad fuld af forventninger med sommerfugle i maven, på vej til at starte på efterskole. En enestående mulighed jeg havde fået, selvom mine forældre, rent økonomisk, ikke havde mulighed for at give mig en sådan chance. Noget, jeg lige siden mellemtrin havde drømt om, og noget jeg brændende havde ønsket mig til min konfirmation. Mit største konfirmationsønske var nemlig, at få et efterskoleår – og dengang fik jeg at vide, at det aldrig ville blive muligt. Jeg har trods alt 5 små søskende, der også skal tages højde for. 

Men nu er jeg her altså!

Det er svært at sige, hvordan dét lige skete. Ikke mindst fik jeg mulighed for at starte på en efterskole. Jeg fik mulighed for at have min egen hest med OG jeg kom på den efterskole, jeg allerhelst ville starte på. Det synes jeg er vildt, og jeg er så taknemmelig. 

Sjovt nok, gik jeg lige inden jeg tog afsted, og summede over, om det nu var det rigtige for mig. Jeg var meget i tvivl, for jeg var jo endelig faldet på plads på Hovgaard og jeg var begyndt at puste ud. Derudover vil nogen måske mene, at det er spild for mig at tage 10. klasse. Jeg har normalt ikke problemer med at følge med i skolen, og i min familie er det naturligt at tage en uddannelse så snart som overhovedet muligt. 

Jeg er så meget en mønsterbryder!

Jeg tror altid at jeg har været en af dem, som ville det modsatte af alle andre. For eksempel er jeg ikke fan af idéen om gymnasie, “for det er det, alle gør”. Det er vidst ikke en hemmelighed, at jeg har rigtigt mange, rigtigt stærke meninger og holdninger til alle mulige ting. Jeg er totalt stræber. Men som i en stræber, der bare gerne vil opnå en anden succes, accept og respekt. Ikke kun for mig selv, men for alle. 

En af mine allervigtigste værdier er, at respektere andre. Det er jeg stolt af, fordi jeg synes at det er en stor beslutning jeg har taget, som 16´årig. Her på efterskolen er der nogen, som andre, måske bevidst, vælger lidt fra. Det er netop dem jeg opsøger, for jeg har erfaret at det ofte er dem, som har nogle vigtige ting og værdier at dele ud af. De fleste er kloge på nogle virkelig seje punkter, og jeg kan slet ikke altid følge med og forstå. Jeg er bare så opslugt af at skulle lære og af at skulle kaste mig ud i noget nyt, og jeg føler at det i det mindste altid er værdifuldt at lytte. Dem som bliver lyttet mindst til, har ofte mest at fortælle – hvis altså man giver lidt af sig selv, og prøver at nå ind. 

Jeg har måtte træffe nogle valg

Jeg føler virkelig, at jeg kan snakke med alle – men jeg er ikke perfekt. Jeg kan vidst lige så godt være ærlig. Særligt i starten havde jeg samme egobehov som mange andre, når de starter på efterskole. Jeg er selvfølgelig ung, og nogle gange skal man virkelig være vedholdende på sine meninger. Gjaldt det virkelig om at hænge ud med de mest sete mennesker? Her på efterskolen har vi ikke nogle, som er “populære” på samme måde, som jeg følte det var i folkeskolen. Jeg snakkede ikke helt med så mange i folkeskolen, for mine klassekammerater og jeg, havde ikke samme interesser. Jeg troede måske lidt, at jeg skulle bevise mig selv, da jeg startede her på efterskolen. Sådan var det slet ikke. Jeg er så heldig at jeg ofte er fuld af ord, så det er sjældent at jeg ikke kan deltage i en samtale. 

Efter få uger, begyndte jeg at gennemtænke alt det, jeg havde tænkt inden jeg startede heroppe. Mit mål har hele tiden været, og er, at jeg skal være mig selv. En, som andre har lyst til at komme til, på både godt og ondt. Derfor har jeg allerede tidligt på året gået meget i blandt mange vennegrupper. Og så må jeg indrømme, at pigefnidder ikke er helt mig. Jeg vil mene at jeg har lykkedes at være åben overfor alle. En gang i mellem er jeg måske ved at ryge lidt ud af en tangens, men jeg ser ret hurtigt hvor jeg er på vej hen, og når at rette op. 

Janteloven siger, at jeg ikke må skrive det her

Det er jo ikke just moderne at rose sig selv, men det havde jeg lige brug for. Jeg har været meget fraværende fra mine sociale medier og PEEK de sidste par dage, fordi jeg også gør mig så umage her på efterskolen. En gang i mellem bliver jeg i perioder påvirket af de ting, som er sket tidligere i mit liv. Det er der ikke nogen, som kan gøre noget ved nu. Det har virkelig formet mig. Jeg ved hvad jeg vil, hvad jeg ikke vil og hvad jeg bliver nødt til.

Jeg har fået en ekstraordinær chance for at blive mønsterbryder, fordi der ikke er nogen der forventer ret meget af mig. Jeg har bare sat store forventninger til mig selv. Jeg tror fandme – og helt ærligt, at jeg nok skal blive til noget. Vent og se! Det er sjældent at andre tror på det, men jeg satser i hvert fald på, at kunne bevise det en dag. 

På samme måde, har jeg nogle gange lidt ondt af dem, som er vandt til en kernefamilie, god økonomi og generelt mange muligheder. Jeg tror at børn med meget succesfulde forældre har et enormt pres at leve op til. Det kan være svært for dem at blive mønsterbrydere, fordi deres forældre har sat en standart. Det lyder tosset, men jeg tror at uanset hvilken familie man kommer fra, kan kun ens viljestyrke gøre én succesfuld. Succes er så sindssygt individuelt, og man kan ikke betegne hvornår nogen er succesfulde. Det gælder om, at gøre sit bedste – og lidt til. 

Tuuuusind tak for at have læst med! Det betyder seriøst, mega meget! Følg med i min pony og jegs liv, her.