Du kan hvad du vil, bare du vil det nok

Hej alle som læser med. Dagens emne skal dreje sig om at man skal ikke lade lidt modgang stoppe en fra at gøre hvad man drømmer om. Det lå slet ikke i kortene at jeg skulle blive rytter. Tværtimod!

Jeg blev født med omphalocele. Det er meget nemmere at læse om det end at jeg forklarer det. Jeg kan dog godt prøve. Omphalocele er en medfødt misdannelse i bugvæggen. Det vil sige at jeg var født med åbent mave. Det var en lang tid på Rigshospitalet, ikke noget jeg husker men det kan mine forældre nikke ja til. De kunne risikere at jeg ikke overlevede.

Jeg kan ikke høre

Lægerne fandt senere ud af at jeg kan ikke høre. Jeg er simpelthen blevet døv og det kan skyldes af min tid på Rigshospitalet og den behandling jeg fik dengang. Mine forældre skulle så være klar på at jeg nok ikke ville høre nogensinde.

Børnehave i Nyrup

Jeg startede i børnehave i Nyrup, hvor der var en særlig del af bygningen kun for døve og hørehæmmede. En af pædagogerne fortalte mine forældre om en behandling, og det var meget nyt på det tidspunkt. Jeg skulle have Cochlear Implant. Det er et høreapparat for døve og svært hørehæmmede. Fordi at det var så nyt, var det ikke til at vide hvor godt jeg ville høre, eller om det overhovedet virker.

Mere lyd

Jeg blev opereret som 3 årig og verden blev meget større. Igen ikke noget jeg husker meget til, men jeg husker til gengæld da jeg skulle have CI på det andet øre. Da jeg blev opereret som 3 årig var det kun på mit venstre. Det var lige før at jeg ikke fik lov, fordi man mente at jeg er for gammel. Heldigvis for mig fik jeg operationen og kan høre på begge øre. Det blev gjort da jeg var 7-8 år gammel så det husker jeg mere klart. Det blev nemmere i skolen at følge med i timerne med hørelse på begge øre.

Lege hest i haven

I mange år inden jeg endelig fik lov til at ride, brugte jeg en del tid med at springe over hjemmebygget spring ud af koste og stole. Det er selvfølgelig med en kæphest. Den blev passet og plejet og sprunget en del med. Desuden så jeg rigtig meget Rideklubben. Det var en tv serie om 3 piger der elsker at ride. Mor sagde nej i mange år, fordi at det er en farlig sport og jeg skulle passe på med ikke at komme til skade. Gik til dans, gymnastik og håndbold indtil jeg fik lov. Dette varede nok fra da jeg var cirka 3-10år gammel inden jeg kom til hest.

Første tur på Ping

Den første pony jeg red på og fik undervisning på var en pony ved navn Ping. Han er i dag desværre rejst til de evige græsmarker. Han var en super sød pony og det var starten på mit ride eventyr. Jeg fik min første part 1-2 år efter jeg startede og begyndte at ride stævner. I starten da jeg red ville min mor helst have at jeg bærer en sikkerhedsvest, for hvad nu hvis jeg faldt af og der skete noget med min mave. Man siger at man er først en rigtig rytter når man har faldet af hesten 100 gange, men jeg er ikke en gang i nærheden af de 100 endnu. Selvom at ridning er et meget farlig sport, så har jeg endnu ikke brækket en knogle eller fået en hjernerystelse.

Paradressurryttere er de sejeste i verden

Jeg tager hatten af pararytterne for at vise de andre at man kan godt med et handicap. Det ser man i Paradressuren. For eksempel Stinna Tange som er født uden ben gør det super godt, eller Tobias Thorning Jørgensen der har en muskelsygdom. Det kan godt være at være døv og have Cochlear Implant slet ikke kan sammenlignes med Pararytternes handicap. Men det kan være svært i nogle situationer at ride som hørehandicap rytter. Jeg kan ikke altid høre startsignalet for at kunne ride springbane, så jeg holder altid øje med dommeren. Det siges også at døve menneske har en dårligere balance end normalhørende. Ridning har virkelig hjulpet på det punkt. Jeg er stolt af den person jeg er og for de muligheder ridning giver mig. Igen hatten af for pararytterne. I er skide seje!

Så mit budskab med dagens indlæg er: