En frygt for at blive bange…

Det er bestemt blevet vinter her i det Sydfynske! I dag har det mest af alt føltes som snestorm, og det har været møghamrende koldt. Så koldt, at Sols små mulehår frøs til is under vores ridetur!! Jeg er ikke super vild med vinter, men jeg elsker sne hvis det ikke smelter eller flyver vanvittigt rundt, som i dag!

Hverdag – eller mangel på samme

Dagene ser (lidt for) ensformige ud pt, og det er ikke super godt for mig. Jeg savner efterskolen mere end noget andet, og jeg ville sådan ønske, at vi snart kunne komme afsted igen. Heldigvis har jeg stalden, og der bruger jeg MANGE timer hver dag. Der bliver jeg i hvert fald ladet op, så jeg får en dosis socialitet og positivitet. Jeg aner simpelthen ikke hvor jeg ville være, hvis ikke jeg havde stalden at tage ud i. Og tro mig, jeg kan sagtens få tiden til at gå. Også gerne med ingenting. 

Nu har der jo lige været nogle dage, hvor jeg skulle komme mig over styrtet i fredags. De første par dage, kunne jeg slet ikke støtte på min fod. Men nu kan jeg altså fint gå igen! Jeg har haft redet lidt let, frem til i fredags. De sidste tre dage her, har jeg så redet helt som normalt. Super dejligt! Desuden har jeg haft min første ridetur i en springsadel, nogensinde! Jeg fik de sidste ting hjem til Sols sadel forleden dag, så jeg skulle selvfølgelig lige prøve den. Det var dælme, godt nok en omvæltning!

Vinterfriske heste

Jeg kan ikke lyve mig fra, at jeg har gået og været sådan en lille smule bange for at blive bange for at ride, hvis det giver mening. Jeg kunne da godt mærke de første dage efter styrtet, at jeg var mere nervøs end jeg ellers havde været før styrtet. Det er klart! Jeg er heldigvis god til at undertrykke frygt lidt, og der er jo ikke andet at gøre. Vi havde derfor en fantastisk, helt almindelig ridetur i fredags. Sol var frisk, men ikke vild. 

Kort efter, sad jeg lige i vores lille rytterstue for at få en kop kaffe (tænk engang, at jeg er så voksen!!) at varme mig på. En rytter faldt desværre af, og blev trådt i maven. Jeg tror at jeg var den eneste, der så hele faldet 100%, og jeg gik også bare ud og råbte: “Jeg tror at I skal ringe efter en ambulance”. Og så fik jeg fanget hesten, som jeg dog byttede med en der holdt en anden, lidt mere velkendt og erfaren hest. Både lægebil og ambulance kom selvfølgelig næsten med det samme, og jeg fik pakket hesten og tingene sammen. Det viste sig at rytteren var kommet mere alvorligt til skade end først antaget, og hun kom faktisk ind på intensiv afdeling. Det var bestemt ikke det, jeg havde brug for… 

En frygt for at frygte

Af en eller anden grund, er jeg fanme altid til stede, når der sker noget alvorligt. Jeg har set én, blive sparket alvorligt i hovedet. Jeg har set én, blive sparket på låret. Jeg har set flere der er styrtet og faldet af. Jeg har set en, der er blevet løbet ned. Jeg har flere gange været en af de første på skadestedet og jeg har også selv været med i flere ubehagelige situationer selv. Både da Sol væltede bagover, da hun styrtede i fredags, og da min venindes hest blev ramt af en bil, da vi var på tur sammen. Det meste er sket de sidste par år, og det begynder at sætte sine spor. Jeg er super bange for, at der ikke skal ret meget til, før jeg pludselig slet intet tør mere. Lige nu kører jeg på rutine. Jeg er ikke lige så frygtløs, som jeg har været. Samtidigt er jeg dog heller ikke bange.  Jeg vil i hvert fald ikke beskrive mig som bange, for jeg mener at der er stor forskel på at være bange, og på at være nervøs.

Til gengæld er jeg skide bange for at blive bange, for selvfølgelig er jeg begyndt at overveje, at heste er levende dyr og at der sker uheld. Ingen tvivl om det. Og jeg tænker nogle gange, at jeg er heldig at jeg endnu ikke er kommet voldsomt til skade. Det går jo bare vanvittigt hurtigt med hesteulykker. Så tænker jeg: “er det værd at sætte livet på spil for?”. Men selvfølgelig er det, det. Hele mit liv består af heste, og det at være i stalden. Af ridesport og af passion og af drømme. Hvis ikke jeg har dét, så aner jeg ikke hvem jeg er. Bare der nu ikke sker for meget mere. 

Mange grunde

Måske er en stor del af det, i virkeligheden også at jeg er blevet ældre. Jeg har mere ansvar. Havde jeg været den eneste i stalden i fredags, så havde jeg været den, der ringede 112. Uden tvivl, det gør man jo per ren automatik. Heldigvis var der andre! Jeg sagde også med det samme, at jeg godt kunne gøre det. Jeg havde nemlig min mobil på mig, modsat hende der løb hen til den tilskadekomne. Hun var heldigvis voksen, og tog super ansvar. 

Da jeg så hende der blev sparket i hovedet tilbage i 2020, fik alle i stalden (der havde lyst) krisehjælp. Det var en voldsom oplevelse, og det vil det altid være. Der var jeg trods alt kun 16 år gammel, og jeg så det, ikke ret mange meter derfra. Jeg lærte dér, på den hårde måde, hvor vigtigt sikkerhed er. I alle situationer. Det betyder altså hjelm på, i omgang med (specielt fremmede) heste. Lukkede sko, ridehandsker. Hende der blev trådt i maven i fredags, havde sågar en af de der Komperdell-veste på (i dressur) men formåede alligevel (blandt andet) at brække hele otte ribben. Det er næsten blevet en vane for mig, at have min ridehjelm med i hånden, alle vegne, når jeg bevæger mig i stalden. Både i kaffestuen, vandspiltovet og på staldgangen. Det har allerede vist sig at være fornuftigt. Jeg vil selvfølgelig gerne træde til, der hvor jeg kan. Også selvom jeg måske er blevet mere usikker, end jeg var da jeg var yngre.

Tusind tak for at have læst med! Det betyder mega meget!