fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2020,  Spring

En hård start, på egen hest!

Livet er nogen gange, mega uretfærdigt og det må man sige, at livet var, da vi købte Poesi.

Skal vi kende hinanden godt herinde, og kende sandheden med hesteverden, skal man også nogen gange hører den barske sandhed – her kommer min!

Jeg startede på rideskole som 2 årig, så mit liv har altid været opfyldt med heste omkring mig. Fra jeg var 2 til jeg var 1o, gik jeg på rideskole. Kort på SAO og som 2,5 årig rykkede vi på Klarup (hvor min egen hest, også står nu). En fantastisk rideskole og et fantastisk eventyr, jeg havde mig derude, det var den bedste tid!

Da jeg fyldte 10, fik jeg lov og få min egen Pony – en hver hestepiges drøm!

D. 28 februar 2015 kl. 5.30 kørte vi mod Sønderlylland, for og hente min nye Pony – Stald Kiels Poesi og det må sige, at det lige siden har været et eventyr, på både godt og ondt.

Poesi var en hoppe på 4 år. Hun havde på daværende tidspunkt været tilredet i 2 måneder. Hun stod stille i 2 måneder inden vi fik hende hjem, så tilridningen begyndte forfra med hende. Hun havde kun travet og skridtet med rytter, og havde været en enkel gang i ridehus (da jeg prøvede hende). Poesi havde haft en turbulent fortid. Stald kiel var en dejlig opretter og de gjorde intet galt med Poesi, desværre endte Poesi bare ikke i de rigtige hænder.

Poesi blev solgt nogle gange da hun var føl. Hun endte hos en sød dame som 1,5 årig, hvor hun allerede havde haft 3 hjem. Damen som havde Poesi på daværende tidspunkt, elskede hende og holdte rigtig meget af hende. Poesi kom dog ved et uheld ifol og fødte som 2 årig, og ejeren valgte og sælge Poesi, da hun ikke have råd til to, og det blev Poesi som blev fravalgt – igen.

Poesi har ikke haft en nem fortid, og jeg tror at Poesi skal være glad for, hvor hun endte. For havde hun endt hos nogle andre, havde de bare gjort som de andre, og havde solgt hende videre, for Poesi er en kæmpe mundfuld og det har hun altid været. Poesi’s tidligere, tidligere ejere (dem hun fik føllet hos), fortalte at Poesi var en meget sensitiv hest som føl, og hun havde det svært, når mennesker kom for tæt, og eftersom Poesi har endt mange forskellige steder, på blot 4 år, havde hun jo en kæmpe mistro til os også- for hvorfor skulle vi ikke gøre det samme mod hende?

Et lykkeligt sammenstraf 

Jeg må ærligt indrømme at de første år med Poesi var forfærdelige. Meningen med Poesi var hun skulle være en familiepony. Men allerede de første par dage, hvor hun boede hos os, fandt vi ud af, at det ville hun ikke kunne – måske i fremtiden, men ikke nu. Poesi fik et par dage til og falde til ro, og så skulle jeg prøve hende for første gang hjemme – på daværende tidspunkt, vidste vi ikke at hun havde stået stille i 2 måneder og vi skulle begynde tilridningen af hende, forfra. Jeg faldt af og flækkede min ene fortand – fantastisk start!😳

Poesi var meget voldsom i hendes adfær overfor os allesammen.

Kunne jeg hoppe op på Poesi? Nej, så skred hesten. Kunne jeg selv tage hovedtøj af Poesi? Nej, hun løb med 120 km/t ud på folden, lige så snart det hovedtøj blev taget af – om vi så stod 10 mennesker omkring hende! Ville hun bindes i kæderne på staldengangen? Nej helt bestemt ikke. Hun ødelagde de kæder HELE tiden, og en dag blev hun så hidsig at hun hæv hele boksen døren af, og så skred hesten – vi var 7 mennesker til og få boks lågen sat på plads igen. Og ved i hvad der skete første gang jeg red på Poesi hjemme første gang? Tjo, hun smed mig af og jeg flækkede min fortand – fed start!✌🏼 Alt i alt, så var Poesi en møg hest. Jeg var bange for hende det første lange stykke tid. Jeg var vand til min fantastiske rideskole hest, Snehvide. Ikke Poesi, ikke en sindsyg unghest!☹️ De første 2-3 år med hende, var helt bestemt ikke en dans på røde roser og hvis du blot spurgte mig, for 1.5 år siden, ville jeg ikke have gjort det igen.

Efter vi havde haft Poesi i et par måneder, var jeg blevet rigtig bange for hende. Jeg kunne ikke ride hende rundt på en bane, uden hun stak af og alle de ting jeg har nævnt ovenfor, gjorde hun hele tiden. Jeg græd over den hest, hele tiden. Min mor spurgte mig en dag på vej i stalden, om vi skulle sælge hende, og jeg tænkt, nej faktisk jeg tænkte sket ikke, jeg sagde JA. Min mor skrev faktisk med Poesi’s gamle ejer og hun ville gerne købe Poesi tilbage, men jeg fortryd. Og ved i hvorfor jeg gjorde det? Det var IKKE fordi Poesi var blevet bedre, det var fordi min mor sagde at jeg så skulle tilbage på rideskole et lille stykke tid, før vi fandt en ny hest, og det gad jeg ikke, jeg ville have min egen, så jeg sagde nej og satte mig op på den hest, og har siddet der lige siden.

Poesi har været den mest utaknemlige hest, i hele verden! Jeg giver alt til den hest, alt hvad jeg ejer, vil jeg opgive eller give hende. Stod der en mand og spurgte hvis liv der var mindst vær, hvad tror i så jeg havde svaret? Det må i jo gætte jer til, men det spørgsmål er ikke særlig svært.

Min kærlighed til Poesi har altid været ubeskrivelig, tro det eller ej.

De første par år med Poesi, var helt klart de hårdeste, men jeg kæmpede en brag kamp for os. Det er det hårdeste jeg nogensinde har oplevet. Hun gav mig intet tilbage, jo en tur i sandet, intet andet. Skulle man se mine hænder, arme og ben, så, så man ene af blå mærker og vabler, og den eneste som var skyld i det, var Poesi. Spørg du mig, om hvorfor jeg beholdt hende, så kan jeg ikke give et svar, for jeg aner det ikke. ALT har været imod os, alt med Poesi var imod os.

De første år, var tanken om en salgsannonce oppe og vende rigtig tit, for det var for hårdt nogle gange, og det ville være meget nemmere og sælge, og købe en ny. Men vi holdte ved, hvergang, selv i de sværeste tider, så blev vi ved med og kæmpe. Jeg vidste at hvis jeg solgte hende, ville hun bare ende som en kastebold og det fortjente hun ikke – det fortjener ingen hest.

I april 2019 har jeg aldrig før, været så tæt på og give fuldstændig op på hende og sige at det var det, jeg kan ikke mere!

Vi var til stævne i Hjallerup og aldrig har jeg oplevet noget ligende som den dag! Altså ved ikke engang hvad jef skal sige, for der skete INTET godt den dag. Kort sagt, fløj af på opvarmningen, Poesi stak af – flere gange, og vi stod i 4-5 timer og prøvede og læsse, før dyrelægen var nødt til og komme og bedøve hende, før vi kune komme hjem.. Det var simpelhent for meget. Jeg har ALDRIG været så sur på hende før. Det var ik på grund af det ene stævne, men det gik bare op for mig, hvor utaknemlig hun var overfor mig. Alt min kærlighed ligger ved hende, og det enste jeg fik tilbage var nederlag, på nederlag hele tiden og tilsidst er man også bare nødt til og sige stop, for ens eget bedste. Det er jo ikke det samme, og komme i en stald og så være sur og ked af det, hele tiden. Men det er SÅ skide svært og slippe de dyr, som vi har så kært.

Jeg endte ikke med og sælge, men det var tæt på. Jeg tog et par dage uden og være i stalden og jeg var ked af det, som bare fanden. I december 2018 mistede vi vores elskede pony Snehvide og selv i April havde man bare brug for en kærlighed, og det var ikke ligefrem fra Poesi den kom fra..

Samme år (2019) valgte vi og flytter Poesi på Klarup, og det har været den allerbedste beslutning for os begge to. Glæden kom tilbage hos begge to igen, vi startede på en frisk og Poesi faldt rigtig godt til på Klarup. Vi holdt efter Hjallerup stævnet stævne pause i 8 måneder, men Klarup og de søde mennesker derude, hjalp os videre.

Det er stadig pisse hårdt og have Poesi, men det hjælper på det, for hverdag. Hun er langt fra træls og dum mere, stadig svær, men på en bedre måde end i starten og hun er jo en helt igennem fantastisk hest, som forevigt ville være gemt i mit hjerte. Da Poesi gik i traileren, på vej mod os, viskede jeg til hende “det her, vil være dit sidste hjem” og det løfte ville jeg holde. For altid dig og mig, Poesi. Både på godt og ondt.

At give op, er aldrig vejen frem. Jeg er stolt af det arbejde der ligger til grunde for Poesi, og jeg elsker Poesi af hele mit hjerte. Vores eventyr, har bestemt ikke været som alle andres, og det er okay. Du har lært mig mere, end nogen anden. Vi har været igennem så meget sammen og det vil jeg ikke bytte for noget. Du lærte mig alt og har set mig, i mit sårbareste, mit værste og mit kærligste jeg – endda mere til.

Stævner er fantastiske, men efter jeg har mødt dig, har du vist mig en anden form for rideverden. En verden fuld af kærlighed og en verden hvor det handler om vinde minder og vinde som er team, selvom alting ikke er så let.

Tak for dig! ♥️

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *