En lille ufrivillig pause

I onsdags fandt vi desværre ud af, at Arne var halt på sit højre bagben. Jeg trak ud på staldgangen for at gøre ham klar til en ridetur. Jeg kunne godt mærke, at han ikke var meget for at gå ud af boksen, men jeg tænkte, at han nok bare var en smule stivbenet. Da jeg så trækker ham ud, siger min mor, at han er halt. Vi får renset hans hove for at tjekke, om det måske er fordi, der sidder en skarp sten, men der var ingenting at se. Vi får også mærket på hans ben, men der er ingen varme. Jeg trækker ham også lidt op og ned af staldgangen, hvor vi så kan se, at han nu ikke halter mere.

Nå, men jeg sadler ham i hvert fald op for så at se, om han er halt, når jeg rider. Igen er der ikke noget i skridt, og han skridter fint igennem på alle ben. Højre vej rundt i trav kan vi dog hurtigt konkludere, at han er halt på sit højre bagben. Efter trav kan vi også se i skridt, at han træder lidt forsigtigt på det ben. Efter jeg har fået sadlet Arne af igen, giver vi ham fodbad i sæbespåner, hvis nu det kunne være en hovbyld.

Det har vi også gjort de sidste par dage, og han træder allerede meget bedre igennem og mindre forsigtigt i skridt.

I dag prøvede vi også med noget trav, og til min store lettelse så ser det allerede meget bedre ud, og han var stort set rentgående. Den næste uges tid, i hvert fald, skal vi bare skridte, og så kigger vi på ham igen i weekenden. Vi vil hellere være på den sikre side. Vi mistænker, at han har fået en mindre kodeledsforvridning, og det skal jo også lige have lidt tid til at hele.

Eftersom jeg ikke har haft min egen hest før, har jeg jo heller ikke oplevet, at min egen hest var skadet før. Jeg har selvfølgelig hørt fra andre om den helt gennemtrængende bekymring man får overfor sin hest, men jeg har ikke rigtig kunne sætte mig ordentligt ind i det. Men hold da op hvor kan jeg godt genkende det nu. Da jeg trak ud på staldgangen med Arne, hvor min mor sagde, han var halt, fik jeg et helt sug gennem kroppen, og jeg fik det nærmest helt dårligt. Det var virkelig ikke en rar følelse, og der er da ikke noget værre end at vide, at ens hest ikke er helt på toppen. Selvom jeg højst sandsynligt er sluppet billigt fra det denne gang i forhold til, at han jo kun er minimalt halt, gik der så mange katastrofetanker igennem mit hoved, inden jeg kom en smule mere til fornuft. Jeg var nødt til lige at nive mig selv i armen en gang, så jeg kunne tænke rationelle tanker, men jeg tror umiddelbart, at det med at tænke det værste, når ens hest bliver skadet, er noget, som mange med hest kan genkende.

Jeg er selvfølgelig super træt af, ikke at kunne ride og at skulle holde pause med springning, nu hvor jeg virkelig oplever, at træningen rykker, men det vigtigste for mig er, at give Arne den tid, han har brug for, så han kan komme helt på toppen igen. Han skal gerne holde i rigtig mange år, og derfor synes jeg, det er bedre at give ham en uges skridt for meget end for lidt. I det lange løb er det forhåbentlig det, som kan give os flest dage uden halt. Derudover ville min samvittighed heller ikke kunne holde til at være i tvivl om, om Arne havde ondt, mens jeg red.

Jeg er sikker på, at vi nok hurtigt skal komme toppen igen, så snart Arne er klar, hvilket han forhåbentlig er snart.