Verdens bedste B

Vi kender det alle, forelsker os i den kære lille hest på marken. Vi knus elsker den, selvom den nok ikke lige er et englebarn. Eller den søde rideskolehest, som bare giver den bedste ridetur den ene uger efter den anden, og vi bare higer efter at få den som sin egen.

Mig og Bellos historie.

Jeg har altid reddet på rideskole, og mine forældre sagde “Vi køber aldrig en hest til dig”. Så jeg havde fået den sødeste part. En lille hest ved navn Silver. Han var en ældre herre, der tidligere havde været elevhest. Dog var han blevet solgt til sin part, som havde lagt en masse dressur i ham. Da Silver blev skadet, og jeg havde trukket rundt med ham i flere måneder. Helt trofast flere timer om dagen. Fortalte mine forældre at vi måtte få en delehest mig og min søster. Jeg var fuld af begejstring, og glædede mig helt vildt.

Det er nemt nok bare at skaffe sig en hest, men det er tiden bagefter der skal lægges tid og penge i.

Der er rigtig mange der bare går ud og køber en hest, og vupti så er lille Lise verdens bedste rytter der selv skal tæmme sin vilde pony. Efter lidt tid resultere det i utallige dårlige ture, og en sindsyg hest.

Mine forældre har altid været sådan at de går 100% ind i alting. Så de gik hen til klubbens berider, og spurgte om han ville hjælpe os med at finde den helt rigtige hest.

Jagten gik igang, og inden længe fandt vi Belondo. Vi tog ud og prøvede ham, og jeg synes bare han var den bedste. Anden gang jeg prøvede ham sprang jeg også rigtig højt :O 130cm, og jeg følte mig så sig. Dog faldt jeg også af lige for næsen af mine forældre, fordi Bello drejede skarpt. Wupti så lå jeg på jorden “Upsi 😀 ”

Så kom Bello endelig hjem

Da vi endelig fik Bello hjem, var jeg så glad. Det hele var lidt mærkeligt at forholde sig til og meget overvældende. Vi støttede os 110% op af vores træner, som vi også valgte at stå opstaldet ved. For at lære Belondo rigtig at kende. Så det første lange stykke tid red jeg undervisning nærmest hver gang jeg skulle ride. Jeg skulle lære det hele om igen, og lære at springe rigtig på en stor dygtig springhest som Bello.

Bøllen over dem alle :O

Da vi fik Bello hjem, kendte vi ham jo ikke så godt. Jeg kan godt sige dig vi fik vores sag for. Min mor som slet ikke er heste menneske havde Bello taget styrringen godt og grundigt, og må sige han var godt på vej med lille mig på 12 år. Belondo vidste godt hvad det hele handlede om, og hvis han kunne slippe så “Jaaa tak” sagde han bare. Tingene i ridehallen kunne være meget farlige. På et tidspunkt kunne vi knap lave en 20 meter volte, fordi han bare skød skulderen, og rendte den anden vej. Bare det at sadle ham op, var besværligt. Heldigvis havde vi Peter vores træner. Bare han sagde Belondo! så stod Bello bom stille, og var en engel de næste 10 minutter.

Jeg kan tydelig huske at det der med at skridte op af den lange grusvej. Det var en  no go! som i virkelig. Ligeså snart at vi nåede op forbi grusvejen. Så ville hr. B ikke gå et skridt mere. Hvis jeg sagde at han skulle, så endte vi i grøften, og ikke en meter længere fremme.

En god træner bagved

Heldigvis havde/har vi en super dygtig træner bagved. Peter som han hedder hjalp os med alt. Han så han fik tæmmet Bello, og de hjalp os med nærmest alt. Lige så stille fik vi styr på Bello, og jeg begyndte at starte lidt ridestævner. Dog var det ikke altid lutter og lagkage, Bello drillede stadig. Dog var Peter altid så god til at finde en løsning, som jeg kunne klare, og gøre det uden at skabe en problem, men simpelhen ride os ud af det. Det første år red jeg undervisning nærmest 4 gange i ugen.

På egen hånd

Efter det år valgte vi at flytte Bello tættere på vores hjem. Vi havde fået godt styr på ham, og han var efterhånden blevet en fornuftig hest. Dog havde han sine egne meninger om alt. Vi kørte stadig til undervisning 1-2 gange i ugen, og gør det også den dag i dag. Dog kun for spring undervisning primært. Vi spørg altid Peter til råds, og han guider os med alt. Det er vi evige taknemmelige for.

Partner in crime

Nu har jeg efterhånden kendt Bello så længe, og jeg kan gøre alt med ham. Ride tur i rebgrime, springe det ene ridestævne efter det andet, som om det var det nemmeste i verden. Ride ture, terræn. Armen alt. Han har accepteret mig som sin leder, og vi giver hinanden space, men han vrinsker hver gang han ser mig, og får altid nogle kys på mulen. Han er altid den hest jeg foretrækker, og som giver det største smil på læben. For han vil gøre nærmest alt for mig, og gør altid det bedste han kan. Denne rejse med Bello, var det hele værd. Hvis jeg kunne få styr på ham så kan man få styr på næsten alle heste xD 🙂

 

Har i prøvet noget lignende?, eller hvordan er jeres forhold til jeres hest/heste?