fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2020,  PEEK NEWS

Få styr på stævnenerverne

De sociale medier er godt til mange ting, men noget jeg har fundet ud af, at det er rigtig godt til, er til at få hjælp og støtte af andre mennesker i samme båd. Da jeg i weekenden havde redet årets første stævne, som desværre ikke gik som forventet, pga. lidt for mange nerver både fra hest og rytters side, delte jeg min oplevelse på Instagram. Her spurgte jeg blom gode råd mod stævnenerver. Responsen var overvældende, og jeg fik en masse gode råd i min indbakke. Så det der først var møntet på lidt hjælp til mine egne stævnenerver, udviklede sig pludselig til, at jeg fik lyst til at dele ud af alle de her gode råd. For der sidder jo helt sikkert også andre derude, som har det ligesom mig. Nu har vi jo haft en lang corona-pause væk fra stævnerne, så der er nok flere som måske ligesom mig, lige skal støves af til de første par stævner.

Jeg synes derfor det var oplagt, at skrive alle de gode råd ned og dele både her på bloggen og på min Instagram. Så kan man tage det man hver især kan bruge 🙂

Hvad er du egentlig nervøs over?

Der var en der spurgte mig, hvad min nervøsitet helt præcist gik ud på, og det er nok en god ting at spørge sig selv om. For hvis man ved hvad det er, der tricker nervøsiteten, så kan man sikkert også bedre arbejde med den. For mit vedkommende udspringer mine nerver sig nok mest af præstationsangst, hvilket helt sikkert er meget almindeligt. De fleste ønsker jo at præstere bedst muligt og vise hvor god man er. Jeg fik det råd, at tænke over hvad der var vigtigt for mig til stævnet. Er det at ride til en bestemt procent, eller at lykkes med en bestemt øvelse. Det kan også være bare at have en god tur, men for de fleste betyder en god tur også tit en god procent. Så hvad er en god tur for dig? Er det den perfekte tur uden fejl? Det er ret urealistisk, for perfekt er et 10 tal i hver øvelse, og det er der ingen der rider til.

Det bedste råd mod præstationsangst, er at sætte sine forventninger ned. Jo mindre pres man lægger på sig selv og hesten, jo mindre stresser man over det, og så burde nervøsiteten blive mindre. Tænk på stævnet som træning, og ikke som konkurrence.

Forberedelse før stævnet

Det kan være en god idé at blive på et niveau man er tilpas i, og ikke rykker for hurtigt op i klasserne. Så får man langsomt bygget noget selvtillid op, og så kan man stille rykke opad i klasserne.

Gør noget godt for dig selv op til stævnet. Find noget du slapper af i, og så gør det. For nogen kan det at flette hesten være afstressende, evt. med noget musik i ørerne man godt kan lide.

Forbered dig ved at ride programmet igennem med lukkede øjne, og fortæl så skridt for skridt hvad du skal tænke på og huske i selve programmet, men du må bare ikke bruge ordet ikke. Det er faktisk ret svært. Det påvirker dig nemlig negativt at fokusere på de ting du ikke skal, derfor hold fokus på de ting du skal huske!

Find 5 gode ting du træner hjemmefra, som du så siger højt for dig selv. Det kan f.eks være: “Træk vejret”, “Jeg kan godt” osv. Bliv ved med at sig dem igen og igen til din underbevidsthed begynder at udstråle det.

Forbered DIG godt inden stævnet; Spis, sov, vær i god tid, smil.

Hav fokus på dig selv

Tjek ikke hvem du skal ride imod, hvem der dømmer, og hvad de andre rider til, inden du selv er på.

Konkurrencen starter først når du har redet.

Snak ikke med ret mange før du er færdig med at ride. Koncentrer dig om dig selv. Lad være med at kigge på opvarmningen, og snak ikke med de andre der rider, da det godt kan forstyrre. Luk verden ude, og pak dig ind i din egen boble sammen med din hest.

Få en god opvarmning

Noget af det vigtigste til et stævne, hvis ikke det vigtigste, er opvarmningen. Hvis ikke du har fået redet hesten ordentligt igennem på opvarmningen, så er den det heller ikke inde på konkurrencebanen. Derfor skal du bruge din opvarmning på en god måde.

Bruger du f.eks. 25 min. på opvarmningen i skridt og trav i letridning derhjemme, så skal du gøre det samme til stævnet. Rid som du plejer at gøre derhjemme, men brug opvarmningen på at ride hesten ordentligt igennem, og ikke på at prøve nye øvelser af. De øvelser din hest ikke kan derhjemme, kan den heller ikke til stævnet, og de øvelser den kan derhjemme, glemmer den heller ikke inde på banen, bare fordi du er nervøs 🙂

Inde på konkurrencebanen

Når du så rider på banen, er det vigtigt at tage sig god tid og forsøge at nyde turen. Træk vejret godt ned i maven og rid én øvelse af gangen. Selvom noget kokser, så rid videre og fokusér på den næste øvelse. En anden vigtig ting er at smile. Det lyder så banalt, men jeg har fået det råd af mange. Man siger nemlig, at man ikke kan være sur, hvis man smiler, og det er der nok noget om. Så husk at smile 🙂

Jeg håber, at nogen af Jer læsere også kan få gavn af disse gode råd. Det er i hvert fald nogen jeg selv vil tage til mig, og der er også mange af dem jeg kan genkende, og sagtens se, at jeg burde lave om i mine vaner 😉

Vi må huske at nyde turen, og glæde os over at stævnerne endelig er lukket op for igen 😀

Husk også at følge med inde på min Instagram @thrivester, for som I kan se, kan man få en masse godt ud af de sociale medier 😉

Kærlige hilsner

Thrine & Rocky

fb-share-icon

Jeg er en 36-årig dressurrytter og avler, som har min egen dressurhest Rocky Langholt, og et dressurføl Quatercopy My Heart RV og en åring So Content RV. Jeg er opvokset med heste, og det er en interesse jeg deler med min far, og min lillebror, som er springrytter. Sammen har vi Stutteri RV, hvor vi opdrætter kvalitets DV spring- og dressurheste. Derudover er jeg rytteryoga instruktør og kraniosakral terapeut til heste. Jeg har således stor mulighed for at profilere på et bredt område i hele hestebranchen til både dressur og springstævner, samt DV arrangementer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *