fbpx
Dressur,  PEEK 2019

Fællesskab & at kunne hjælpe hinanden // Nico, Squess & Le Mans

Vigtigheden af at kunne give ud af egne ekspertiser og kompetencer

Noget jeg tænker rigtig meget over. Ridesporten har desværre en nem tendens til at blive et one man show, hvis ikke man kæmper for et fælleskab. Noget af det jeg synes er aller vigtigst for at holde gejst og motivation oppe hos hinanden.

Mange herinde på PEEK-konkurrencen har allerede haft vigtigheden af fællesskab oppe og vende, jeg er rigtig enig og inspireret af mange. Alligevel vil jeg gerne putte mine tanker og meninger med i posen.

At have hestene hjemme, med privat hestepension

I mine yngre år var det tit og ofte svært for mig at finde motivationen til at ride hvis jeg var meget alene i stalden. Vi fandt hurtigt ud af i familien at min glæde ved ridesporten ikke holdt ved på den måde. Selvfølgelig er det rart og et kæmpe privillegie at have dem udenfor døren og mor lige i nærheden, men! At kunne holde ridelejre, striglekonkurrencer og generelt bare fjolle rundt og have alt det fællesskab udover ridningen, manglede jeg lidt. Heldigvis kom der perioder hvor vi havde unge piger på min alder til at stå med deres ponyer jeg kunne fjolle sammen med.

Jeg skulle tage ryttermærker også med jævnaldrende hvor jeg også kunne få stillet min “fjolletrang”, jeg fik venskaber for livet, minder og oplevelser jeg altid vil gemme på.

 

Det  bedste år i mit liv

I takt med jeg blev ældre skete der også andre ting. Jeg skulle på efterskole.

Jeg skulle starte på Aalestrup Naturefterskole i året 16/17 (det bedste år;)) Der kan man have sin egen hest med hvilket passede helt fantastisk. Der var 51 søde hestepiger med deres ligeså søde ponyer og heste.

Det virkede ideelt og afsted med mig. Jeg havde min første hest, søde grå Elliot med på efterskole hvor vi fik mange sjove og spændende oplevelser med.

– Her er et billede fra linjefagsturen i Blokhus

Jeg kunne få undervisning to gange om ugen og alt det fællesskab jeg havde gået og manglet… Efterskole var lige mig, og jeg drømmer mig tit tillbage. Jeg er enormt socialt anlagt og at være omringet af mennesker der på så kort tid kom til at føles som familie var fantastisk. Heldigvis ser jeg stadig mine tætteste veninder derfra med korte mellemrum og intet er forandret, trods vi alle kommer fra forskellige dele af landet.

Billede fra Equitour hvor vi var med “behind the scenes“ som hjælpere – SÅ spændende.

Alle eventyr varer desværre ikke for evigt og efterskoleåret fik sin ende…

En ny æra starter

Gymnasie tiden… Indrømmet, der er ikke en eneste i min klasse der har hest. Men det er også helt okay, efter min efterskole tid brænder jeg for hestesporten mere end noget andet. Jeg har fået venskaber gennem stævnepladserne, min tid på Helgstrand Dressage og så har jeg jo min Maria <3

Staldmiljøet nu

Min veninde fra både efterskole og Helgstrand står nu i vores stald med sin 1-års hingst efter Valverde (kan i gætte hvem der var hendes yndlings da hun arbejdede på Helgstrand?;))  Amalie, ja hende har i nok hørt om. Min trofaste groom. Hende kunne jeg bestemt ikke undvære! Det er hende der sørger for mine heste står i knivskarp form, hun har bare kæmpe flair for det – så sød som jeg er, lader jeg hende udnytte det til fulde;)

Det betyder at det er hende der henover weekenden har klippet begge hypper. De ser bare SÅ godt ud!

Amalies hjælp er uundværlig

Min mor har en (meget) rød hoppe. Hende er der en ung pige ved navn Sofie der passer. Sofie er lidt ung og en smule uerfaren, men hun elsker min mors hoppe så meget så det er virkelig vigtigt at vi i fællesskab får det til at lykkedes. Nu nærmer jeg mig en pointe!

Fællesskab er så meget mere end bare at kunne hygge sig og lave fis og ballade, men også at kunne hjælpe hinanden. De havde igår en lille episode hvor L´etoile (hoppen) reagerede på staldgangen – en reaktion der for Sofie virkede lidt voldsomt.

Vi tager i fællesskab en snak om problemstillingen og årsagen dertil, jeg kommer med den viden jeg kender i forhold til den lidt ængstlige adfærd og vi får i fællesskab problemet løst. Det bliver en process … men med tillid og hjælp skal det nok blive rigtig godt. Jeg har nogle kompentencer som Sofie endnu ikke selv har tilegnet sig, som jeg enormt gerne vil videregive til Sofie for at hun kan blive mere selvsikker.

Hun står jo i præcis samme situation som jeg selv stod  i for ikke så mange år tillbage.

TO THE POINT

Ja den hører jeg nok for tit, men af og til løber mine tanker bare en smule løbsk…

Min point er at fællesskab er rigtig mange ting.

For mig er det at dele. Dele oplevelser, erfaringer, minder, glæder, sorger og kompetencer med hinanden. Når alt dette kulminerer sammen i en stor pærevælling bliver det noget helt ekstraordinært og unikt.

 

FERIE FERIE FERIE

På fredag går jeg på min sidste efterårsferie nogensinde…

Jeg kan lige love jer for at jeg glæder mig helt vildt til at have endnu mere tid til mine søde muler. Ingen ferie til dem i hvertfald, tværtimod går vi i skarp træningslejr så vi kan blive endnu dygtigere.

Bare vent! Jeg glæder mig til at dele de oplevelser og erfaringer med jer – mit PEEK-fællesskab 🙂

 

Tak for at du gad læse med!

De største knus og kram

Nico <3

fb-share-icon

Hej! Jeg hedder Nicoline Johansen og er 18 år gammel. Jeg rider på min 15 årige dressurhest SquareDancer DVH 907, vi er tilsammen en B-equipage og starter pt. M-klasser på lands- og distriktsplan, da jeg stadig går under juniorkategori. Min nytilkomne dansemakker er avlshingsten Kirsebærgårdens Le Mans, som forhåbentlig også snart er klar til at debutere i M-klasser efter dette års bedækningssæson. Efter nytår vil jeg fortsætte under youngrider og kæmpe mig videre derfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *