Der findes bare ikke en bedre følelse, end når det hele bare kører der ud af. Alt den træning og tid man lagt som så endelig giver pote. Det ovenstående er virkelig følelsen jeg sidder med i dag, efter endnu en skøn træning med Røverdatteren i går. Nu hvor stævnerne ikke er der , så man kan finde sin lykkefølelse der og se om man har flyttet sig fra sidst, så må man være refleksiv og se efter i træningen. Vi har tidligere kæmpet med at have det rette tempoet, og bare galoppere igennem. Engang kunne vi knap nå frem til de 4 galopspring, og især dobbeltspring kunne være en udfordring. Nu er tempoet efterhånden ved at være på plads, nu mangler vi så “bare” at hun skal noget mere op og sætte sig på bagparten i stedet for at falde på forparten, så hun kan finde balancen til de større spring hun på et tidspunkt skal tilbydes. For at se hvad jeg snakker om får I lige en lille video fra i går.

Træning er vejen frem

Nu er jeg også så heldig at have en 2 heste at ride på. Dog er den ene en dressurhest, og Ronja er faktisk ikke min egen, men et par yderst dejlige heste, der virkelig er en fornøjelse at ride på. Jeg har efterhånden nu lagt 7 måneders arbejde i Røverdatteren og gået fra at hun ikke kunne gå en bane, til at hun nu har gennemført 105cm til distriktsstævne med en 4.pl. Hun er en lille figther og meget arbejdsvillig samt utrolig lærenem. Så det hele kommer heldigvis forholdsvis let hendes vej. Lige med undtagelse af det med vægtstangen, hvor hun falder lidt på forparten. Så det er der lige vores fokus ligger nu. Mit eget personlige mål er, at se hvor langt vi kan nå, inden hendes ejer igen bliver klar til at overtage tøjlerne. Hvad er dit/jer mål eller drømme, kom frit frem