fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2020,  Spring

Flere indlæg og et håb!

Jeg har ENDELIG fået mig et nyt tastatur til min computer, hvilket betyder at jeg i det mindste har lidt mere motivation til at skrive! Det var ikke super fedt, hverken at have skole eller at skrive indlæg med et halvt havareret tastatur. Nogle  af  mine taster virkede ikke, og det var altså pænt upraktisk at kopiere hvert eneste punktum, L og O ind i mine tekster, haha!

Et styk springsadel rigere!

Jeg har før nævnt, at jeg lige har købt Sols og min første springsadel nogensinde! I sidste uge prøvede jeg den for allerførste gang, og ville egentligt have skrevet et helt indlæg omkring det. Jeg syntes virkelig at det var anderledes end min dressursadel, og jeg var en lille smule chokeret for at det ikke skal være løgn! I stedet for at skrive et helt indlæg (for så meget kan jeg egentligt ikke huske, længere) tænker jeg at liste nogle af de ting jeg mærkede, op! Jeg har også lige lagt et kort klip af Sol og jeg i springsadlen.

 

Første møde med en springsadel

  • Jeg følte at Sol var skrumpet, samtidigt med at jeg følte mig hævet vildt fra sadlen!!

Ja okay, det var nok mest af alt grundet de korte stigbøjler og mine bøjede ben. Men wow, jeg følte at Sol var blevet lille bitte!! Desuden følte jeg virkelig at “der var langt ned til hendes mund” så jeg følte mig nødsaget til at ride med totalt lange tøjler. Jeg kunne i hvert fald ikke ride hende samlet, det er helt sikkert..! Og så følte jeg at jeg sad super højt oppe, fordi bagsvitslen på sadlen jo slet ikke er lige så stor, som den er på min dressursadel!

  • Jeg blev næsten skudt ud af sadlen!

Måske ikke, men det føltes godt nok sådan. Jeg sad jo bare dér, og følte faktisk at jeg ville flyve af, hvis bare Sol lavede det mindste buk. Det gjorde jeg dog ikke, haha. Men jeg vil nu sige, at jeg har respekt for de springryttere der ikke flyver udover hestens hoved når den stopper brat foran springet. Der er jo absolut intet til at holde én fast… Jeg var lige så glad for knæstøtten når jeg sprang i min dressursadel. Så er det alligevel de blå mærker på knæene værd, ahaha!

Ej, jeg er selvfølgelig mega, mega glad for vores nye sadel! Jeg har ønsket mig en springsadel i MEGET lang tid. Også allerede før jeg tog på efterskole. Det var på tide, at jeg købte mig én nu! Sol virkede også glad og tilfreds da vi prøvered den, så nu glæder vi os til at indvie den til springtræning på efterskolen. Når altså vi kan komme tilbage…

Apropos efterskole!

Jeg kan nok ikke lyve  mig fra, at jeg virkelig har været nede, grundet vores hjemsendelse fra efterskolen, helt ærligt. Det er dælme tungt, og jeg har desværre ikke kunnet undgå at lade det påvirke mig voldsomt. Det glæder mig at se, at så mange mennesker er begyndt at stå op for os efterskoleelever. Jeg ved, at der er mange af os, der virkelig ikke trives ret godt. Og måske er det pyller, måske er det ikke. Men vi er mange der falder ned i et dybt hul af depression og andre psykiske lidelser. 

For mig selv er en stor del af det jo også, at jeg boede i plejefamilie før jeg tog på efterskole. Og at jeg så blev hjemgivet da jeg kom på efterskole. Nu er jeg altså HELT hjemme, langt længere end hvad der var planlagt at jeg skulle være, da jeg blev hjemgivet. Jeg har trods alt været på skolen i hver eneste valgfri weekend. 

Og hvad jeg har lært af lockdown er, at jeg ikke bliver klar til at flytte helt hjem igen, efter efterskole. Det går egentligt udmærket, men kommer ikke til at fungere i længden. Det betyder, at vi nu skal finde ud af hvad jeg skal og hvor jeg skal bo, når jeg er færdig med efterskole. Det kan potentielt ende i en ny anbringelse, og tro mig, det orker man ikke som tidligere anbragt, for kun et halvt år. En anden mulig løsning er, at jeg skal flytte for mig selv. Også lidt en udfordring for en pige på 17 med egen hest, men en udfordring jeg er klar til at tage op. Jeg er meget spændt på, hvad det ender ud i, i sidste ende… 

Fremtidsdrømme

Min aller største drøm, har jeg nævnt før! Nemlig kostgymnasie med hest. Nu er jeg jo netop så glad for efterskole, og kostgymnasie minder meget om samme miljø. Desværre er det, det økonomiske der sætter en stopper for mig dér. Håbet er dog ikke ude endnu. Mit aller største problem er, at jeg fylder 18 år, og at jeg ikke er dummere end en dør. Åbenbart… For jeg har ressourcer til at få et ganske almindeligt liv, fordi jeg har lært at komme igennem en hverdag og fordi at jeg er i stand til at gå i skole, være social og så videre. Det er jeg selvfølgelig glad for. Jeg har altid drømt kæmpestort, og det gør jeg endnu. Også selvom at jeg er piv-bange for at blive voksen. 

Jeg skal jo selvfølgelig beholde Sol så længe som overhovedet muligt. Og så længe at jeg har Sol, så skal jeg sgu nok klare mig. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om! De sidste par uger har været hårde, men lige nu har jeg masser af håb om, at jeg snart kan komme tilbage på efterskolen. Og så er jeg fortrøstningsfuld med fremtiden, for der er mange gode muligheder for at jeg kan udleve mine drømme. Jeg håber virkelig at jeg, om måske 10 år, kan vinke fra et journalistarbejde på en større medieplatform. Det kunne dælme være vildt!

Tusind tak for at have læst med, det betyder virkelig meget! Jeg skriver og skriver og skriver, fordi jeg bare synes at det er det fedeste. TAAAAK! :))

fb-share-icon

Mit navn er Liv, jeg er 17 år gammel og heldig ejer af en skøn pony, ved navn Aastrupgaards Sol. Lige nu tilbringer vi vores tid på Skrødstrup Efterskole, hvor jeg tager min 10. klasse. Her satser vi på at få et fantastisk år med masser af ridesport og nye, gode venner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *