Følelsen er vigtigere end resultatet

Resultatet vs følelsen

Kender i det: I skridter ud fra stævnebanen, og har den fedeste fornemmelse i kroppen, for så at blive mødt af sin mor, som ikke er heste menneske. “Øhm det resultat der var ikke så godt”. Eller når man kommer tilbage til stalden, og der er en der spørg hvordan det gik. “Armen den var så god, men vi fik 2 bomme”. Hvorfor skal det være at resultatet inde på equipe, skal betyde så meget for os?

Stævne med Favour

I lørdags var jeg afsted til ridestævne med Favour igen, den gik sin anden 120cm. Det var første gang nogensinde at hun lyttede så meget til mig. Jeg havde to helt fantastisk klasser. Dog med 1 bom i første klasse og 2 i anden. For de fleste lyder det ikke som et særlig godt resultat. Men ærlig talt. Den hest har aldrig gået bedre. Hun sprang som en drøm, lyttede helt fantastisk. Nem at styre hele vejen rundt, og ikke nok med det, så kunne jeg rent faktisk samle hende. Lige lidt klip fra klasserne nedenunder

Hvorfor er følelsen ikke nok?

Hvordan kan det være at vi bliver nød til at hakke os selv ned, når selve resultatet ikke er tilfredsstillene. Jeg har flere gange kommet ud fra en klasse, og have reddet skod. Hesten havde reddet min røv, og vi var nul. Men jeg stod tilbage og nærmest undskyldte hesten for turen rundt. Andre gange er jeg kommet ud af banen med en bom eller to, men den fedeste følelse, fordi hesten var en stjerne, og jeg selv red ganske fornuftigt.

Vi vil alle vinde.

Inderst inde, så tror jeg bare at vi alle gerne vi vil vise omverdenen at vi er gode nok. Jeg må indrømme at jeg pt er lidt frustreret over min resultat liste pt. De sidste mange stævne har jeg lært utrolig meget, og der var rigtig mange gode ting med i hver klasse, men jeg har også haft nogle ture, især med ham dem gamle hest. Hvor jeg bare har haft nedtur på nedtur. Dog har jeg også startet lidt MB igen på Lansing, som bare har været en stjerne, samt Favour også bliver bedre og bedre.

Når man så kigger rundt på de andre i stalden, eller kigger rundt på ens venners instagram, hvor de lige vinder det ene efter det andet. Så ja, det gad man virkelig godt var en selv, som i virkelig.

Sæt pris på det vi har!

Nu skal jeg også selv lige huske hvor langt jeg er nået. Kom fra at have reddet kun på rideskole hest, maks sprunget 80cm, til at ride min første 130cm på under 3 år. Sammen med min partner in Crime Belondo!! Alt det den kære hest har lært mig.

Det rammer bare altid en lige hårdt hver gang man får en nedtur, og ikke nok med det, så bliver man også lige overrasket hver gang. Man tror altid man lige er blevet det bedre som rytter, så man ikke får en nedtur. Men ak nej. Dog er den eneste løsning at træne, og træne en masse!

Denne uges stævne

Nu har jeg virkelig fået trænet, og været rigtig flittig, jeg har kigget på en masse faktorer der evt har haft forstyrret resultatet. Jeg har fået reddet en masse undervisning, og gennemgået det hele med min træner. Så nu får i lige en melding engang i starten af den kommende uge, om hvordan lørdagens stævne går.