fbpx
Pavo,  PEEK 2019

Fra en hesteejers mareridt til En avlers mareridt

Det er d. 10. oktober 2018, jeg er helt vildt spændt – for jeg skal nemlig hente min nye hoppe hjem. En 8 års efter Boney M, en drømme hoppe at kunne avle på i fremtiden.. troede jeg.

Jeg havde egentlig købt hoppen tilbage i juni måned, men fordi hoppen da havde føl ved siden kunne jeg ikke hente hende før føllet skulle vendes fra.

Da jeg købte hende ( vi kalder hende Grethe ) var hun i så fin foderstand og så rigtig fin ud generelt.

Et chok mødte mig..

Jeg kom ud til der hvor jeg skulle hente hoppen, den så forfærdelig ud :O den var ikke bare tynd, men tyndere end tynd – hvis man kan sige det sådan.

“Grethe” Oktober 2018

Hun var så tynd, hendes ben så hævede og fulde af sår, og som om det ikke var nok – havde hun også det slemmeste regneksem jeg havde set til dato.

Hun kom heldigvis hjem til os i sidste øjeblik, før hun nok havde givet op. Man kunne fornemme det på hende og se det i hendes øjne. Min tanke var nøjagtig den samme som du nok sidder med lige nu. Hvorfor/Hvordan kan man tillade sig at behandle et dyr på den måde ?!

Vi brugte alt vores krudt på at få Grethe til at acceptere os som mennesker, acceptere at vi gik ind i boksen til hende og ville lægge dækken og grime på hende, acceptere at vi ville behandle hendes regneksem.

Det tog tid, og det gav blå mærker og buler, fordi hun var så utryg ved os. Om morgenen kunne det sagtens tage 30-60 minutter at få en grime på hende, men jeg ville ikke give op – hun skulle simpelthen acceptere at jeg pillede og rørte ved hende.

14 dage efter – ca. var grime og dækken problem så godt som løst, dog var der stadig lidt udfordring med at trække hende ud og ind, men heller ikke her gav jeg op. Hun måtte lære at man skulle gå pænt i snor til og fra marken.

Føl mave? hvor kom den fra?

Efter Grethe havde været ved os i ca. 1.5 måned, og hun stille og roligt var begyndt at se pænere ud i huld og acceptere flere og flere af os i stalden, synes jeg hendes mave så helt forkert ud i forhold til at hun altså ikke var drægtig og faktisk burde se anderledes ud.

Vi tjekkede hende for orm, men der var intet. Endnu en uge gik og her nåede jeg til at jeg var 100% sikker på at der lå et føl i maven på den hoppe.

Jeg ringede til dyrlægen som kom og tilså hende, hvilket ikke var nemt – for dyrlæger var NO GO for Grethe.

Dyrlægen var ikke helt overbevist om at der skulle ligge et føl i den mave, og faktisk mente han at jeg så forkert.

Fair nok tænkte jeg, men inderst inde vidste jeg bare at jeg havde ret.

Jeg snakkede med en foderkonsulent om hvordan vi kunne få Grethe til at tage mere på og evt. hjælpe det føl der lå i maven på hende, eller som jeg i hvertfald mente der gjorde.

Foderkonsulentet sagde at hun aldrig havde oplevet sådan et tilfælde, og ud fra den adfærd jeg beskrev og hvordan vi havde fodret hende, så mente hun også der kunne være et føl i maven på hende.

Foderkonsulenten mente at det kunne være en god ide at starte Grethe på Podo Lac, fra Pavo for at give hende det helt optimale, men hun skulle stadig beholde sit andet foder så vi var sikre på hun var helt dækket ind.

Jeg måtte afsted efter e sæk Podo Lac, og mens jeg kørte ringede jeg til tidligere ejer af Grethe for at høre om han vidste noget om dette føl der måske var i hendes mave.

Stol på din mavefornemmelse.

Tidligere ejer fortalte at den godt nok var blevet bedækket i februar 2017, så det kunne da godt ske der var noget, men han havde aldrig fået det tjekket.

Min verden gik lige i stå et kort øjeblik – WHAT – så han har ladet den se sådan ud og vidst at der kunne være et føl i maven på hende. . . . . .

Tilbage til virkeligheden.. Jeg ringede straks til min dyrlæge og fortalte ham det hele igen. Nå for den, var svaret jeg fik.. øøøh ja sagde jeg, og spurgte om der var noget vi kunne gøre for at hjælpe den.

Hans svar var at jeg allerede gjorde alt jeg kunne, og bare skulle fortsætte sådan, han var ligeledes med på ideen om at den skulle have Podo Lac, så vi kunne hjælpe hende den vej.

December kom, og Grethe blev rundere og rundere gennem juletiden, hun var frisk og glad hele vejen igennem.

2019 – de værste måneder startede.

Midten af Januar 2019 synes jeg Grethes mave begyndte at sætte sig meget bag til, hun blev blød ved krydset, og jeg blev nervøs.

Igen ringede jeg til dyrlægen og forhørte mig, men han mente ikke jeg skulle være nervøs, for hvis hun skulle fole og det skulle komme for tidligt, ville det max være to uger før tid, så der var jo god tid endnu.

Lidt stress meldte sig også i min mave, jeg havde nu regnet mig frem til at hvis Grethe holdt sin termin nogenlunde, ville hun fole mens jeg var til Hest & Rytter messe med vores udstyrs butik :O

De næste dage ( faktisk 14 ) var uudholdelige. Grethe havde tegn på veer hver dag, og hun blev mere og mere klar til at fole. Som ejer var dette hjerteskærende, og virkelig ikke sjovt.

Jeg var flere gange om natten oppe, for at tjekke hende, og ligeledes havde jeg sat kamera op, så jeg kunne følge med på min telefon fra sengen.

Grethe satte yver, og havde on/off voks propper – jeg var virkelig ved at gå ud af mit gode skind, hvordan filan skulle det her ende?

Den 5. oktober 2019 – tryk på speederen

Min søde kæreste synes jeg havde kørt mig selv helt i sænk med alt det stress over den kære Grethe, så han ville forkæle mig med en tur på Bones i Kolding, MUMS og lige hvad vi trængte til efter 14 dage med meget lidt søvn og en masse stress i kroppen over Grethes tilstand.

Hvad vi ikke vidste og havde håber ikke ville ske – skete

Vi var færdige på Bones og på vej hjemad med motorvejen, vi nåede Vonsild, og her tjekkede jeg tilfældigt kameraet på telefonen.

GRETHE VAR GÅET IGANG MED AT FOLE !!!

Jeg råbte nærmest: ” SKAT – TRÆD PÅ SPEEDEREN – DER KOMMER FØL ”

Vi skyndte os så meget vi kunne, og jeg fulgte med på telefonen, hvordan hun klarede den.

Til min store frygt gik det hele lidt for stærkt – Grethe “skød” nærmest føllet ud og skyndte sig at rejse sig op. Hun kiggede meget på det, men gjorde ikke rigtig noget, og jeg kunne se på skærmen at føllet ikke var kommet helt ud af fosterhinden. Gode råd var altså meget dyre i vores situation.

Vi kom hjem, og jeg fløj ud i stalden og ind til Grethe og føl, hun ville tydeligvis ikke acceptere det, og jeg tror inderst inde at hun nok havde givet op på det stakkels føl, som altså nu var født 6 uger for tidligt, hvilket er ALT for meget.

Jeg vidste godt at vi ikke havde gode odds, men når man står i situationen, så tænker man kun på ‘én ting – at redde det lille liv.

Gode råd var rigtig dyre her, vi kimede alle dyrlæger ned, og fik min veninde til at komme ud, hun havde fået en del føl igennem tiden og var lidt bedre til at kunne se alting end jeg selv var.

Jeg satte mig i boksen og begyndte at gnubbe på føllet for at give det varmen og få dens blodcirkulation igang, den var meget kold og nærmest ved at give op – det skulle ikke ske på min vagt i hvert fald.

Vi opdagede hurtigt at navlestrengen ikke var cuttet fra moderkagen, så det fik jeg gjort i en fart, mens jeg gnubbede følle alt hvad jeg kunne. Efter navlestrengen var kappet, var det som om at hun kom mere til sig selv og blev lidt mere livlig at se og mærke på.

Vi vidste udemærket godt at dette ville være en kamp og et kæmpe sats for at få lille følle til at overleve, men vi gjorde alt hvad der stod i vores magt for at det skulle lykkedes.

Min veninde kom og vi blev enige om at få følle ud af boksen, op på en plade på fodervognen og pakket godt ind i tæpper og givet den et hundedækken på. Følle havde nemlig næsten ingen pels, og kunne ikke stå selv. Samtidig var Grethe også ret stresset over situationen og derfor måtte vi havde følle ud.

Tilbage til dyrlægerne, vi kunne ikke få fat i nogen som helst – til sidst fik vi fat i dyrlægevagten, men hun skulle lige ordne et får i Nordborg inden hun kunne komme forbi ( vi bor i hvertfald en god time fra Nordborg ) Jeg kom i tanke om Hestedyrlægerne i Ribe, og Lone derfra blev vores redning – thank god.

30 minutter senere stod hun i stalden og fik samme chok som vi havde fået, men hun handlede hurtigt, vi skulle have hoppen malket ud for råmælk og givet det til følle i en sutteflaske. Vi havde selvfølgelig ingenting hjemme, for hvordan skulle vi vide det ville gå sådan her?

Heldigvis havde Lone en tud til flasken og vi måtte have bedøvet Grethe for at få lov at malke det vi kunne.

Vi fik givet følle den første råmælk, den kunne ikke drikke meget, for stor og udviklet var den jo ikke, men Lone var nu alligevel ret imponeret over hvor godt den så ud.

Lone sagde at nu var det tid til at ligge følle ind i boksen i et hjørne, så vi kunne få Grethe til at acceptere hende, for til trods for at følle ikke selv kunne stå og spise, skulle hun have moderkærligheden.

Det var et nervepirrende øjeblik, vi lagde følle med sit dækken på i et hjørne, og gik ud og væk fra boksen, de næste 10 minutter var IKKE sjove. Jeg kunne hele tiden se for mig at Grethe ville trampe følle ihjel.

Puha – til min store overraskelse accepterede hun følle og begyndte at slikke det.

Lone spurgte om vi havde tjekket køn og givet det et navn, men det havde ingen af os tænkt på i de nervepirrende timer vi lige havde været igennem.

Følle skulle have en lille sprøjte, så ud af boksen og op på pladen på foder vognen igen. Grethe viste nu tydelige tegn på accept af hendes føl, som var en lille hoppe.

Value Fighter blev hendes navn, hun var i sandhed en Fighter.

Lone fortalte os at vi nu skulle tage den hårde beslutning, om vi ville kæmpe for lille Value, eller om vi skulle sige at det var det.

Jeg kunne IKKE bare give op nu, selvom jeg vidste det ville blive hårdt og en kamp uden lige.

Vi valgte at kæmpe, fordi hun også kæmpede alt hvad hun kunne.

Natten over skulle hun have mad hver time, men vi havde kun meget lidt råmælk tilbage fra Grethe og vi vidste godt at vi ikke kunne få lov at malke hende igen, det accepterede hun absolut IKKE.

Lone sagde at vi kunne tage lidt alm. mælk med lidt flourmelis og blande i råmælken, også skulle vi som det første næste morgen, hente råmælks erstatning og mælkeerstatning til hende.

Vi fulgte alle råd, og vi delte endda vagter op mellem min svigermor, min mor, min kæreste og jeg. Så alle kunne hænge bare lidt sammen. For vi vidste det blev hårdt og i mange uger fra nu.

De næste dage.

Dagen efter hentede min kæreste råmælks erstatning og mælkepulver til lille Value. Heldigvis bor vi ret tæt på #pavodk så de var hurtige til at finde det hele frem til os.

Value skulle nu have mad med 1.5 times mellemrum og ikke meget af gangen. ca. 50-100 ml.

Billede fra dagens hun blev født, hvor hun stod op for første gang.

Dagene gik, vi var alle trætte, men Value sørgede for at holde os alle oppe, og de andre heste i stalden var så flinke, det var som om de forstod situationen.

Value blev stærkere og stærkere, kunne efterhånden drikke mere og mere, men stadig ikke stå selv.

på 4. dagen sagde dyrlægerne at vi skulle sørge for at hun kom op og stå ca. hver 2. gang hun fik mad, den var hun helt med på og der var fest i boksen så man sad ved hende og skulle støtte hende i at stå op.

Value begyndte også selv at møve sig rundt i boksen, og var meget livlig og glad.

Det blev til hygge stunder når der skulle gives mad, alle dyrene hjalp og selv hundene var helt stille og sad i boksåbningen, det var virkelig noget HELT SPECIELT <3

Hun vrinskede endda af os når vi kom ind i boksen til hende, og hun var helt med på når hun skulle op og stå, for så var der fest, hun havde næsten ikke tid til at spise fordi hun skulle hoppe rundt i ens arme.

vi havde klippet sokker i stykker som hun havde på bagbenene, for at mindske sår.

Dyrlægerne var tilfredse og meget overbeviste om at hun nok skulle klare den, for hun var stærk og udviklede sig helt den rigtige vej.

Vi var alle meget optimistiske omkring Value og hendes udvikling.

Hun var god og drak fint, tog på i vægt og havde det rigtig godt.

D. 14. februar – en øv dag.

Den 14. februar var Value 9 dage gammel og virkelig stærk. Vi var ikke så bekymrede for hende længere. Jeg tog o biografen med min veninde for at komme lidt væk fra det hele og imens passede min mor og kæreste Value og sørgede for at hun fik sin mad som hun skulle og kom op og stå.

kl. 23 begyndte mit værste mareridt. Jeg skulle fodre Value, og gik ud med hendes lunkne flaske. Allerede da jeg trådte ind i stalden, fornemmede jeg noget der ikke helt var som det skulle være..

Jeg fløj hen til boksen, hun lå som hun plejede, men sagde ikke noget – og man var blevet vant til at hun reagerede når vi kom ind i stalden.

Jeg satte mig ned ved siden af hende, mærkede hende, men kunne ikke få kontakt til hende, hun trak vejret som hun skulle og var dejlig varm.

hendes ben blev hurtigt stive, hun kunne ikke lukke øjne, og hendes læber var helt stive og reagerede ikke når man rørte ved dem :O

EN KULDEGYSNING RAMTE MIG – jeg vidste godt hvad klokken havde slået – og jeg græd – jeg græd rigtig meget.

Det tog mig ca. 10 minutter før jeg fik mig taget så meget sammen at jeg kunne ringe til dyrlægen og fortælle det og få dem til at komme og give hende den sidste sprøjte.

I de 10 minutter gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at få hende til at reagere og spise, men intet hjalp. Selv Grethe havde stillet sig over i et hjørne og var helt tavs, hun plejede ellers nok at være med når der blev givet mad.

Jeg fik først fat i en kvæg dyrlæge, han mente vi bare skulle lade hende ligge i boksen, så skulle moderen nok selv ordne hvad der skulle ordnes gennem natten! JEG VAR I CHOK – det kunne jeg simpelthen ikke lade ske. Hun skulle herfra på en værdig måde.

kl. 23.50 stod vagt dyrlægen hjemme i vores stald, lige så medtaget som vi var måtte hun også fælde en tåre.

Hun lyttede på Value og prøvede også at få hende til at reagere, men uden held. Hun fortalte os at der kun var én vej nu og det var mod de evige græsmarker… mit hjerte stod helt stille.. generelt var der meget stille i hele stalden..

Vi sagde farvel til vores alles skønne lille Value Fighter og dyrlægen gav hende den sidste sprøjte…….

kl. 00.10 d. 15. februar, sov Value Fighter stille ind.

Hun vil ALDRIG blive glemt, vores første føl på gården.

På min Instagram profil @hjuhlknudsen kan man læse og følge hele hendes lille historie <3

  • Dette indlæg var det sværeste jeg nogensinde har måttet skrive, men jeg synes samtidig at det er en vigtig historie at få ud. Det handler ikke om at man skal “prale” med at man har fået en meget tynd, mishandlet, misforstået hest til at blive sig selv igen, men det handler om kærligheden vi har til vores dyr. <3

 

Grethe efter hele episoden.

Grethe blev hurtigt sig selv igen, var helt klar på at være hest igen. Vi har ofte tænkt på om det mon var en lettelse for hende, at Value ikke længere var der.

Hun tog rigtig fint på, fik ordnet tænder, blev vaccineret osv osv.

Juli måned fandt vi et godt nyt hjem til skønne Grethe, her har hun det rigtig godt nu og lever sit liv <3

TUSIND TAK fordi i læste med 🙂

Indlægget her betyder utrolig meget for mig, det gør selve historien i den grad også.

fb-share-icon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *