Går hesten bag lod? OMG- riv den rytter af!

Et af de seneste års store debatter, inden for dressurverdenen, er placeringen af hestens hoved og nakke. Et kontroversielt emne, som har fået mangen en rytter – både amatør og professionel op af dressursadlerne og til tasterne, for at forsvare den bastion de nu kæmper for. Mange tegninger, billeder og fotografier er heftigt blevet delt på de sociale medier, for enten at understøtte den ene eller den anden holdning, og en skarp skillelinje har tegnet sig: Enten er du med os, eller også er du imod os! Punktum!

Som jeg ser og oplever det, er debattten omkring hvordan vi træner og rider vores heste essentiel, og den skal fortsat pågå og gøre os klogere på de træningsmetoder vi vælger at anvende. Men debatten omkring hestens placering af nakke og næseryg, er for mig at se, enøjet og begrænsende og vil altid ende med to parter, som råber fra hver sit hjørne af ridebanen, uden at være villig til at forstå et anderledes perspektiv end det man selv repræsenterer. Det er en skam, for som jeg ser det, kan der være sandhed i flere anskuelser. Hestetræning er nemlig sjældent en enstrenget, lineær udøvelse af en given metode. Heste er levende, følsomme væsener, som hver især kommer med forskelligt interieur og eksterieur, hvilket kan gøre træningen af dem kompleks og betyde at man skal tænke forskelligt omkring hver eneste hest. Hvad der fungerer, rent træningsmæssigt for den ene hest, fungerer måske slet ikke for den anden.

Skær hovedet af den!

“Skær hovedet af hesten og sæt det om bag på” plejede min gamle ridelærer at sige, når jeg som ganske ung ponyrytter, for 117. gang bekymrede mig om hvorvidt min pony gik “ned med hovedet” eller ej. Jeg havde nemlig godt luret, at for at se sej ud og have tjek på det der ridning, så skulle hesten bukke nakken, ligesom det var tilfældet med alle de ældre dressurrytteres heste, som sled banerne tynde i min rideklub, dengang. Heldigvis havde jeg en kompetent og viis ridelærer, som fejede mine hurtige løsninger af bordet, og tog sig tiden (årene!) til at lære mig hvordan dressur i virkeligheden hænger sammen. At hestens hoveds placering er det sidste man skal bekymre sig om. At kroppen er et hele. At fokus bør starte bagfra – for kun på den måde ender man med et korrekt billede i fronten af hesten.

Vejen til den korrekte form hos en dressurhest, hvor den arbejder let og flydende gennem kroppen, er spændstig og ligeudrettet, tager vægt på bagbenene og går med en utvungen holdning, med nakken som højeste punkt og næsen i lod, kan være lang og besværlig – og med utallige bump dertil. Og i den proces spiller alting ind: Hestens bygning: Hvor let kontra svært er det for hesten at præstere i den korrekte form. Hestens psyke: Hvor trænbar er hesten, tåler den pres godt, eller bliver den hurtigt bange, vred, stresset? Hestens styrke: Er hesten stærk nok til at bære rytteren i en korrekt form? Rytterens kompetencer: Hvor uddannet er rytteren, og forstår rytteren hvordan man uddanner hesten til at agere korrekt? Rytterens psyke: Formår rytteren at tune ind på hesten og docere træningen i den rette mængde? Og derudover kommer alle de mange ubekendte, som kan være rigtig svære at gennemskue og håndtere: Skjulte skader, sadeltrykninger, dårlige oplevelser, tandproblematikker og meget andet.

Hvis man for et øjeblik stopper med at fokusere alene på hovedets og nakkens placering, men ser hesten som det hele den er, vil man langt nemmere kunne se og forstå den dynamik, der udspiller sig. En blind fokusering kun på nakke og næseryg, svarer til at læse et enkelt kapitel i en tyk bog og tro man har forstået det hele. For uanset om hesten går “i lod”, “under lod” eller “over lod”, vil den sagtens kunne være både spændt, usmidig og usammenhængende, hvorfor næsens og nakkens placering kun er et ganske lille udsnit, som fortæller noget om hestens måde at bevæge sig på under rytter.

Et andet fokus, som jeg synes er langt væsentligere at diskutere er begrebet “tvang”. For at tvinge en given holdning igennem, og fixere hesten i det, vil altid – i min optik – være forkert og give stort bagslag på længere sigt. Tvang vil altid – med tiden –  give en stiv og usmidig hest, hvorfor begrebet “utvungen holdning” er værd at understrege i enhver form for træning.

Når jeg skal forklare mine elever, hvordan jeg ønsker de skal føle og forstå deres hest under ridning, plejer jeg at sammenligne hesten med et hus; Forestil dig et hus med en fordør, en bagdør og to sidedøre på hver side. Fordøren sidder selvfølgelig i fronten på hesten, bagdøren bagi, og sidedørene sidder ved hvert ben på begge sider. Forestil dig så at du gerne vil have kontrol over hestens energi, hvilket dybest set er det vi gerne vil, når vi skal ride. Energien i hesten skal gerne flyde blødt og smidigt bagfra og frem og ud gennem fordøren (ud mellem tøjlerne). Hvis hesten skyder sin skulder eller smider bagparten ud, vil energien løbe ud af en sidedør i stedet, og bakker hesten af, vil du opleve at energien render baglæns ud gennem bagdøren. Formår du at tilrette hestens energi, så den flyder ubesværet ud gennem fordøren vil du opleve at din hest lægger sig blødt til tøjlen og bliver elastisk og behagelig at ride. Det er i al sin enkelthed det man kan kalde “at hesten er i rammen”. Når  dette flow stabiliserer sig, vil du med tiden kunne tippe hesten mere og mere på bagparten, hvilket gør den smuk og voluminøs at se på (og komfortabel at sidde på). Men det er en møjsommelig proces, som kræver tid, tålmod og indsigt i, at man i jagten på samling og bæring, aldrig må give køb på flow og løsgjorthed. Meget enkelt, men også ganske kompliceret at udføre. Hvis du vender dig til at tænke i denne form for “flow” i stedet for hvorhenne nakken og næsen befinder sig, skifter du fokus til at handle om hele hesten, hvilket er langt mere konstruktivt i den fremadrettede uddannelse og opbygning af din fremtidige ridebuddy. Og når det er sagt, er det også værd at huske på hvor utroligt kompliceret det kan være at uddanne en hest, og derfor øve sig på at tilgive både sig selv og andre, når man undervejs i processen laver fejl. Det er gennem det uperfekte vi lærer allermest. God fornøjelse 🙂