🍀Græsset er altid grønnere på den anden side🍀

Vi er ryttere er svære at tilfredstille. Intet er rigtig godt nok til vores kære heste eller vores egen mentale dommer som bedømmer alt vi gør på en skala fra 1-10. Det er som, at alle andre lige har det lidt federe end vi selv har det. Lige som det kendte citat lyder: “græsset er grønnere på den anden side”, og sådan kan det også føles til tider. For vi kan altid liiige forbedre os, og vi kan altid liiiige finde et scenearie, der er bedre for os.

Vejret

Det er den ting jeg selv bander mest over, især lige nu i det danske efterårs vejr med mørke, regn og mudder. Om vinteren er det for koldt til at ride. De tykke skridttæpper og dækner skal hives frem, tæerne fryser af og fingerne lider af forfrysninger. Om vinteren er det eneste vi drømmer om foråret. I foråret begynder temperaturen at nærme sig noget man kan ride i, dog lever vi i Danmark, hvilket betyder mere nedbør. Så foråret er hellere ikke ideelt, derfor drømmer vi om sommeren og sommervejret. Dog bliver sommeren for varm og der er fluer over det hele, som både irritere hest og rytter. Så drømmer vi om det lune efterårsvejr med flotte farver. Så kommer efteråret, som bare er mørkt og mudderet. Så drømmer vi på vinteren og den flotte sne, men så kommer vi til vinteren – også vil vi bare have sommeren tilbage.

Det er ikke mange uger om året vi ryttere tænker, ej nu er det helt perfekt at være hesteejer. Det er som om vi tænker, at det altid bliver bedre næste årstid, men der er altid noget galt. Alligevel drømmer vi om, at årstiderne bare skulle skifte, for så bliver det hele meget bedre.

Man vil altid have, hvad man ikke kan få

Det er så svært, for græsset ser altid grønnere ud på den anden side. Veninden har bare en vildt fed ridebane. Naboen har meget større folde. Underviseren har ikke kun en hest, men derimod 3. Det er så svært, for det virker altid som om, at græsset er grønnere på den anden side – og som om alle de andre har noget, der er meget federe. Jeg er selv super dårlig til ikke at sammenligne mig, for de andre har jo bare så mange fede faciliter. Man kan helt glemme at sætte pris på, hvad man har, fordi man alle steder på de sociale medier ser toptunet stalde med de fineste heste i. Vi lever altså lige som hestene i troen om, at græsset altid vil forblive frodigere på den anden side. Dette kan både være motiverende og demotiverende. Faktummet er blot, at vi er overraskende svære at gøre tilfredse.

Vi er aldrig tilfredse med os selv

Ikke nok med vi har en masse krav til vores omgivelser, så har vi også en masse krav til os selv. En lang række krav som skal opfyldes før vi er tilfredse. Disse krav gør, at vi sjældent er tilfredse med os selv, for vi kunne jo have haft mere rolige hænder og lavet mere præcise overgange. Vi har vores egen personlige dommer, så vi mentalt giver os selv på point, når vi rider rundt. Det er godt at kunne få øje på egne fejl, da man lærer bedst af egne fejl. Dog er det ikke fejlene, der skal præge, hvordan man husker træningen. For vi tænker altså, at det havde været den perfekte træning, hvis vi bare liiiige havde ramt den overgang lige i skabet. Så havde det hele været meget bedre. Men vi ved godt, at det ikke er sådan det hænger sammen. Havde vi ramt overgange var der bare en ny ting som ikke var perfekt eller god nok.

Hvis så er tilfredse med vores egen præstation, så havde der bare været ydre faktorer som ikke var perfekt. Blæsevejr så ridehuset larmede, for mange i ridehuset eller at hesten for træt/frisk/ufokuseret. Ikke noget med at vi er svære at tilfredsstille – det er svært. Dog er det sværeste nogensinde at skulle tilfredsstille sig selv, for man vil for altid være sin egen største kritikere. 

Vi skal huske nogle gange at nyde, hvad vi har – selvom det er pisse svært. For græsset er ikke altid grønnere på den anden side, der er nogle gange nogle ting, man ikke vil bytte med. Som Hella Joof siger, hvis man ønsker man kunne bytte med nogen, så skal man huske at man skal bytte med det hele. Rub og stub. Dette gør man måske ikke på samme ønsker at bytte, for vil vi virkelig miste alt for at få venindens ridebane.

Tusind tak for jeres tid

Domino & Clara