fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2020

Hvad må du aldrig – aldrig springe over, når det kommer til dressur?

En hest er som en klump ler – uformelig og rå, når den startes. Nogle bløde, næsten smattede, andre hårde og sprækkede, genstridige at forme, uden først at være æltet godt igennem. Heste kommer i lige så mange forskellige udgaver, som mennesker gør. Men fælles for de fleste af dem er, at for at du kan forme dem, gøre dem klar til at føje sig under ridning på en blød og eftergiven og spændstig måde, så må du forberede dem dygtigt. Det forberedende arbejde, for at fremelske en lydig, smidig og eftergiven hest, hedder løsgørende arbejde. Det løsgørende arbejde er fundamentet for den gode ridetur. Uden dette, vil du altid sidde med fornemmelsen af at hesten går på en halv cylinder; at den ikke giver sine 100% til det projekt du præsenterer for den. Og at bygge oven på en hest, som ikke er løsgjort, er hovedløst og vil altid gøre hesten ringere, end den var dagen før. Heste er nemlig ikke maskiner, der laver traverser, versader og changementer, hvis bare du trykker på den rette knap. De er levende væsener, som reagerer på pres og spændinger, og derfor holder “knapperne” selvsagt op med at fungere hvis ikke hesten løbende holdes smidig og blød og eftergiven for hjælperne.

En anseelig andel af de heste, som kommer til Rockthepony med rideudfordringer, er endt her, fordi rytteren enten ikke har været opmærksom på, eller haft kompetencerne til, at smidiggøre hesten. En lille spænding, kan over tid vokse sig stor, og en stor spænding kan blive til en decideret smerte, og en smerte kan få en hest til at reagere med panik, eller bare uovertruffen stivhed. Og pludselig oplever rytteren at være et sted med sin hest, hvor problematikken synes uoverstigelig og uløselig.

Knude for knude

Når en hest ankommer med rideudfordringer, som skyldes manglende løsgørende arbejde, handler det om at løse tingene, step by step. Ofte er hestene spændte mange steder, når først problemet har været der længe. Det er min oplevelse, at mange først opdager det, når hesten ikke længere vil “bukke nakken”. Men forud for dette er der tit mange andre små signaler, som burde have givet rytteren et vink med en vognstang om, at hesten var på vej i en uheldig retning. Måske har hesten længe gået på to spor, måske har den skridtet dårligt, måske har galopkvaliteten været trist og rullede, eller måske har hesten over den seneste tid løbet hurtigere og hurtigere i almindelig arbejdstrav. Alt sammen signaler, der fortæller, at noget ikke er som det skal være.

En hest, som er overspændt og stram i hele kroppen, skal man gribe delikat an. Man kan ikke bare “bukke den sammen i begge ender” for det kan den ganske enkelt ikke kapere. Derimod må man arbejde klogt og tilgivende med hesten, hvilket i første omgang godt kan betyde, at man må ride på kompromis – at man ikke kan “få det hele” i første færd. Når en hest er stiv og stram, kan det være smertefuldt for den, at give efter og strække sig, som rytteren ønsker. Derfor skal vi arbejde med stor indføling og opmærksomhed omkring hestens signaler, når vi ønsker at ændre på kroppens form og holdning. Presser vi igennem med vold, opnår vi det modsatte – nemlig en yderligere spænding. Det er derfor alfa og omega, at man kan mærke præcis hvorhenne i kroppen hesten har spændinger, og så arbejde målrettet, men empatisk, omkring at strække hesten ud, der hvor den er stram.

En hest som er omhyggeligt løsgjort og strukket igennem, er en dejlig rideoplevelse, for både den kompetente rytter og den uerfarne. Hvis ikke vi sørger for løbende at holde vores heste løsgjorte og smidige, ender vi med en “stivnet” hest, der er sej og stram og svær at ride. – Og det er jo ikke meningen 🙂

 

fb-share-icon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *