“Hvem har lovet dig at det blev nemmere?”

Ja det er da egentlig et godt spørgsmål!

 

I bagklogskabens klare lys kan jeg da godt se at jeg måske har været lidt naiv og levet i en illusion, men hey jeg har altså heller ikke prøvet det her før! Så da min træner for en tid siden direkte spurgte mig:

“Hvem har lovet dig at ridning blev lettere af at få en bedre hest?”

Ja så kunne jeg rent faktisk ikke svarer. Min hjerne kværnede, det var der ingen der have, men der var en der havde sagt det til mig – nemlig mig selv! Jeg kan da godt høre nu at det måske lyder både tåbeligt og naivt. Men ærligt så var det nok det jeg troede. Hvis bare jeg fik en hest der kunne flytte stængerne og kunne en masse øvelser så ville det hele da bare spille, ville det ikke?

“vil du høre min ærlige mening om dit hestehold?”

 

Det var det der stod i en tekstbesked der tikkede ind på min telefon på vej hjem fra PEEK finalen i december 2019. Jeg havde lige haft mit livs hesteoplevelse på Blue Hors. En kæmpe drøm var gået i opfyldelse, jeg havde vundet årets PEEK Finale og et sponsorat for 2020 til en værdi af 40.000. Hallo jeg var lykkelig! Jeg var helt oppe at køre da vi sad i lastbilen på vej hjem. Nu skulle der rides, nu skulle jeg videre mod de mål jeg havde, det hele var bare perfekt! Min telefon bimlede og bamlede, der kom beskeder fra nær og fjern. Det væltede vitterligt ind med “tillykke”, “pisse godt gået”, “mega sejt”, “det har du virkelig fortjent”, “glæder mig til at følge med på sidelinjen” og alt det der. Min træner skrev selvfølgelig også tillykke – det betød rigtig meget, for han er en jeg har den største respekt for. Han hare på kort tid lært mig så meget mere end jeg ville have troet muligt. Så jeg skrev selvfølgelig “Tusinde tak, jeg er så mega taknemmelig for alt den hjælp jeg har fået, jeg håber du vil hjælpe mig med at give den endnu mere gas det kommende år?”. Men så kom den besked jeg ikke havde ventet: “vil du høre min ærlige mening om dit hestehold?”. “Øhh ja?”, men hvad skulle det nu betyde? Det fik jeg svar på i næste besked for der stod: “Den hest du rider MA på den er ikke god nok til dig!”… Gisp…Se det var et ømt emne, men det var ÆRLIGT og jeg vidste inders inde han havde ret og jeg vidste også at det bundede i, at han kendte og forholdte sig til mine drømme og mål for fremtiden… Jeg hadede bare at høre det!

 

Et møde blev til en beslutning!

 

Allerede dagen efter PEEK Finalen sad vi alle (Mig, min mand og min træner) rundt om spisebordet og talte om fremtiden. Hvad var det jeg ville? Vil jeg bare tide Prix Saint George og Intermediere eller ville jeg kunne ride det med potentiale til procenter i den bedre ende? Hvad var jeg villig til at ofre – altså hvor vigtigt var det for mig? Måtte de koste en af de heste jeg havde? Var jeg klar til det? Hvor meget tid havde jeg? osv osv….. Det blev en lang snak men også en RIGTIG GOD snak….. Jeg var afklaret med at måtte ofre “noget”, jeg ville ikke kunne ride tre heste på det niveau…

Aftalen blev at Don Juan skulle sælges! Det var ikke en helt ukendt tanke. Det har jeg overvejet før, men hver gang har jeg haft trukket i land. Men denne gang var det bare mere okay på en eller anden måde. Der var bare lige et mennnnn….. Jeg ville ride en Prix Saint George på ham først! Hvis jeg kunne det så ville jeg føle at vi var sluttet på toppen!

 

Debut og placering i Prix Saint George

 

En måned efter vores møde red jeg på af midterlinien til C-stævne på Vallensbæk Ridecenter. Var jeg nervøs? “JA”. Sommerfuglene baskede men jeg følte vi var klar! Og mest af alt følte jeg mig stolt og glad. Tænk at vi gjorde det! Tænk at vi sammen var kommet så langt! Min egen lille drengerøv og mig…. Det var virkelig en fed følelse og turen gik super godt! Med 66,484% endte vi på en sikker 2. plads – DET VAR VIRKELIG CRAZY!

 

Hestekøb i Tyskland

 

Det der med at købe hest kan altså bare være en jungle og en uoverskuelig process. Gad vide hvor mange timer jeg har siddet på nettet og søgt, googlet og ledt??? Jeg tør næsten ikke tænke på det….. Men endelig så der ud til at være bid. Så i slutningen af februar var jeg i Tyskland med min træner og se på heste og der mødte jeg “Morfar”. Altså egentligt  hedder han Saphir og så et eller andet tysk til efternavn som jeg hverken kan huske hvordan man siger eller staver. Han virkede bare så rar… Han gik bare der i hallen og udstrålede ro, overskud og en eller anden form for power – som ikke var den der hidsige slags power,  men mere den der fattede styrke som virker imponerende og trygt (gir det mening?).

Anyway jeg kunne i alt fald godt lide ham og det kunne min træner også. Så beslutningen blev taget! HAM SKULLE DET VÆRE!!! Det føltes ret syret at tage den beslutning. Tænk at jeg skulle have sådan en hest? Jeg har ALDRIG købt en så uddannet hest. Det har altid været yngre heste eller heste på LA-niveau… Så I kan nok forstå at det var “dream come true”!! Nu skulle jeg bare ride…. Nu skulle jeg lære det hele…. Nu skulle jeg starte stævner og have en på opleveren! Og det kunne IKKE GÅ HURTIGT NOK!

 

MENN…. jeg blev klogere!

 

For det var altså ikke BARE at sætte sig op og ride….. I hvert fald ikke for mig. Jeg huskede ellers at det var så “nemt” der nede i Tyskland da jeg prøvede den, men nu var det pludselig helt anderledes? “Rid bare en schenkelvigning i skridt” – øhhhh ja det lyder sku da egentlig nemt nok – tænker det er sådan ca. LB2 den øvelse ligger i? Men helt ærligt, det kunne jeg næsten ikke. Og tænk så hvordan det så ud i trav… (ikke pænt kan jeg vist godt afsløre)! Hvad pokker foregik der? Når jeg skulle fra Galop til trav gik det for alvor galt – det kunne jeg simpelthen ikke. Galoppen blev bare kortere og kortere end til han til sidst galopperede stampende og stift på stedet… Hvad pokker gjorde jeg forkert? Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af at ride? hvorfor slog den fra i tide og utide? Havde jeg taget munden for fuld? Skulle jeg virkelig erkende at jeg sket ikke var så god som jeg troede? Og hvad med alle pengene vi havde givet for ham? Var de spildt?

I kan godt se at spørgsmålene var mange ikke? Jeg var i syv sind. Jeg var vild med ham men også ked af det inden i. HVORFOR??? HVORFOR??? Lige meget hvor meget jeg spurgte mig selv eller forsøgte at regne det ud kom jeg ikke tættere på et svar! Til sidst måtte jeg give op! Altså ikke give op på morfar, men på at finde et svar på mit spørgsmål. Det kostede simpelthen for meget energi – den energi skulle jeg hellere bruge på at ride! Så jeg besluttede at sætte ambitionerne ned i en tid. Der var jo alligevel Corona så der var ikke nogle stævner jeg skulle nå! Nu måtte jeg bare starte forfra og øve mig i at glide rundt.

“Du skal lære at ride”

 

Efter at have gledet rundt, redet frem og tilbage, lavet et væld af sidebevægelser og firkanter ser det hele lysere ud. Jeg føler mig nu lagt mere sikker på at jeg ikke har købt katten i sækken. Jeg skal bare lære at ride!!! Jeg så min træner ride ham for nogle uger siden og sad bare der på skamlen og tænkte wauuuuuu….. Det så, så fint ud. Det tog ham ikke særlig længe og få ham på plads i rammen. Jeg spurgte ham om ikke også han synes at han var lidt stærk og lidt stiv i siderne? Jeg håbede lidt at svaret var “jo jeg kan godt se hvad du mener”, men nope….. Det svar fik jeg ikke. I stedet fik jeg at vide at “jeg bare skulle lære at ride!”.

Hmmmmm….. ja måske? Nej ikke Måske! Han har jo ret…. For det er bare ikke nemt at overtage sådan en hest og specielt ikke for en mindre rutineret rytter som mig. Derudover er Morfar en ganske stor hest (176sm i stang) så der er også lidt krop at holde sammen på og nogle lange bagben at ride på plads! Så jeg kan kun sige at jeg er ovenud lykkelig for at have en træner der i den grad kender vejen, er en god formidler, taler rent ud af posen, presser på, og er mega perfektionistisk og ikke mindst er MEGA KOMPETENT!

 

Hvor der er vilje er der vej!

Det er måske lidt kliche agtig, men det er jo også meget rigtigt. Jeg har i hvertfald lært at ridning er sværere end jeg troede og at det ikke nytter at bruge sin energi på at klynke, man skal RIDE!

Nu har jeg snart haft han i 3 måneder og nu tror jeg endelig vi er ved at være der hvor vi er klar til stævnebanerne. På søndag rejser jeg på ferie med min familie i 2 uger og min træner får glæden af morfar imens. Så når jeg kommer hjem så spænder vi hjelmen på og gør klar til de første midterlinjer…..

 

Det blev et langt indlæg denne gang – tak fordi du læste med.

Rigtig god sommer

XOXO

Rie