fbpx
Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2019

Hvordan fodres Store?

I det her indlæg, vil jeg skrive lidt om fodring 🙂 Det er faktisk et emne, som jeg går enormt højt op i og er rigtig nørdet omkring. Jeg tror godt, at dem derhjemme nogle gange kan være lidt trætte af, at jeg hele tiden har gjort mig nogle nye tanker, fundet nye produkter og vil optimere på ting. Vi joker lidt med, at jeg lider af tilskuds-afhængighed. Jeg er altid på jagt efter det ene tilskud, som ene og alene betyder, at vi kommer på landsholdet – haha. Jeg er selvfølgelig klar over, at det ikke er helt sådan det fungerer, meeeeen man har da lov at håbe. Selvom, at jeg gerne altid vil optimere, så er jeg faktisk rigtig tilfreds med sådan, som Store fungerer pt. Det øverste billede er sådan som Store ser ud nu og det nederste er for 1 år siden ca.

Udfordringerne

Store har følgende udfordringer i forbindelse med fodring/tilskud:

  1. han har brug for rigtig mange kalorier for at holde huld samtidig med, at jeg skal huske, at han har været forfangen
  2. han har brug for ret meget energi for at præstere, igen samtidig med, at jeg skal huske på hans tidligere forfangenhed
  3. han er slidt i sin krop og har i perioder døjet med stivhed i opvarmningen
  4. han gider ikke spise kæmpe mængder, så kan han i enkelte korte perioder gå lidt fra foderet
  5. grovfoder og forfangenhed
  6. hvilke tilskud

Løsninger

Det skal lige siges, at selvom jeg selv nørder rigtig meget med foder, så har jeg fået fuldstændig fantastisk hjælp fra min foderrådgiver, Martin Klonaris.

  1. udover, at han selvfølgelig får alt det grovfoder, han vil have, har vi valgt, at jeg må fokusere på et højt fedtindhold i hans krybbefoder, for at holde stivelses- og sukkerprocenterne nede på acceptable niveauer. Efter han var syg, blev han fodret med skånekost, som sikkert er ideelt til den typiske forfangne type hest. Men som skrevet i det tidligere indlæg blev han bare tyndere og tyndere. Det har nok været OK i forhold til, at han skulle komme sig over sygdommen, men det duer ikke når hesten skal sætte muskler og gå til ridning. Store får derudover ret meget foder, i forhold til hvad andre heste behøver for at holde huld.
  2. vi har måtte gå efter et foder med højere stivelses- og sukker procent, end man normalt vil give tidligere forfangne heste. I starten var det med en klump i maven af nervøsitet, men samtidig måtte vi se på, at Store faktisk ikke er en hest, der burde ligge i risikozonen for forfangenhed. Sukker- og stivelse er ikke det eneste. Som nævnt ovenfor, så skal der være rigtig mange foderenheder i foderet og højt fedtindhold.
  3. for det første skal han have energien, så han er motiveret. Derudover får han et tilskud til led og sener og så får han lidt CBD dråber (dog ikke op til stævner).
  4. det duer ikke for Store, at få store mængder fx grønpiller eller andet, som mange anvender til huld. Derfor skal han have et mysli-foder, som er virkelig højt på foderenheder. Han får ca. 3-3,5 kg. krybbefoder om dagen og mere bør han heller ikke få.
  5. Store får alt det grovfoder han overhovedet gider spise. Hø og wrap har han faktisk aldrig reageret negativt på i forhold til sin forfangenhed. Hos os får hestene wrap. Vi er begyndt selv at lave det og nøj, hvor er det lækkert. Det svære i forhold til grovfoder og hans forfangenhed, har været græs. Han var forfangen i vinteren 2016-2017 og har siden da gået med mundkurv på fold i hele sommerhalvåret. Vores heste går hele året på store græsfolde. Simpelthen fordi det afhjælper mange stivheder osv. i deres kroppe, at de kan bevæge sig over store afstande og ikke bare står stille og glor. I sommerhalvåret er vores heste på fold i 6-8 timer om dagen. Denne sommer, har vi som noget nyt taget mundkurven af ham og 7-9-13, har han nu gået på græs i 1,5 måned uden at reagere negativt. JUHUUUU.
  6. Udover tilskud til led og sener, hvor han får Arti Flex fra Julian&Jones og sine CBD dråber, så får Store elektrolytter og et tilskud til hans hove og hud (Hooves and Hair fra Julian&Jones), da han godt kan være tyndhudet. Når jeg har født, starter jeg ham op på Show Prep fra Julian&Jones og det er jeg vildt spændt på at se effekten af. Og ja, jeg gik engang shop amok i produkter fra Julian&Jones. 🙂 🙂 🙂

Foderplanen

morgen: 1 kg. competition and show mix fra Castle Horsefeeds + 300 gram hørfrø fra Castle Horsefeeds + alle hans tilskud + ca. 5-6 kg. wrap

eftermiddag: 1 kg. competition and show mix fra Castle Horsefeeds + 300 gram hørfrø fra Castle Horsefeeds + ca. 5-6 kg. wrap

aften: 1 kg. competition and show mix fra Castle Horsefeeds + 300 gram hørfrø fra Castle Horsefeeds + ca. 5-6 kg. wrap

 

fb-share-icon

Jeg er en kvinde på 31 år. Jeg er mor til 2 søde piger, Stella på snart 4 og Laura på 2,5. Jeg bor på en skøn gård i Nordsjælland. Min hest hedder Festo Guldbjerg. Han er 5 år og er efter Fürstenball/De Niro. Han er verdens sødeste hest og herhjemme vægtes dressur ikke højere end foldtid og skovture.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *