Hvordan mobning førte til ridning

Jeg var et barn der blev holdt udenfor og mobbet. Det blev starten på min ridekarriere.

Dette er min historie om min start fra rideskole rytter og hele vejen til at få min første pony. Med både op og nedturene.

Når man har redet i rigtig mange år, eller enda hele livet, så glemmer man nogengange hvor man startede. Og hvorfor man startede. De fleste heste drenge og piger, startede vel fordi de var heste tossede i forvejen, eller fordi hest var deres yndlingsdyr. Men ikke for mig. Min start var faktisk helt anderledes.

Jeg har aldrig været specielt hesteglad. Hest var heller ikke mit yndlingsdyr. Og generelt var jeg faktisk super ligeglad med heste. Imens så var alle pigerne i min klasse, kæmpe hestefanatikere. De gik alle sammen til ridning, og deres søskende ligeledes. Jeg derimod gik til dans. Og havde lige danset junior DM med en flot 2 plads som resultat. Jeg var ligeledes pigen der ikke rigtig havde venner i skolen. De andre piger ville altid kun snakke hest, og jeg var ikke velkommen i deres klub.

Vi skriver år 2004. Da jeg blev 10 år gammel, gik i 3 klasse og vi var på vej ind i sommerferien hvor vi skulle starte i 4 klasse bagefter, havde min skole lavet en ‘sommerferie pjece’ med forskellige aktiviteter man kunne krydse af og deltage i. Jeg fik hurtigt krydset svømning, badminton, spejder osv af. Men ingen af pigerne i min klasse, krydsede det samme af. De alle sammen krydsede ‘ridning’ af. Ridningen skulle foregå på den rideskole, som de gik på i forvejen, så de kunne føle sig rigtig seje og på hjemmebane. Jeg selv ville så gerne være en del af dem, og som alle små børn der bliver holdt uden for, prøvede jeg virkelig at blive venner med dem. Så jeg krydsede også ridning af.

Jeg havde aldrig prøvet ride før. Og havde egentlig heller ikke lyst til at prøve det. Men jeg ville så gerne få venner, så jeg gjorde det. To gange skulle man afsted, og de to gange skulle være livsforandrende for mig. Første dag jeg ankom, havde rideskolen gjort en masse ponyer klar, som vi så skulle op og ride på. Mine klassekammerater havde deres ridetøj, ridestøvler og ridehjelm på, og kendte navnene på alle ponyerne ud og ind. Jeg selv havde ingen af delene, og stod i mine jeans og gummistøvler. Jeg husker tydeligt hvordan pigerne fniste af mig, da jeg skulle gå hen til ‘lån en ridehjelm område’ og låne en af de mega gamle og beskidte hjelme. Det var en nedværdigende oplevelse. Men jeg lod mig ikke slå ud.

Vi fik tildelt en pony hver, og os der ikke havde redet før, ville blive trukket. Pigerne begyndte igen at fnise og viske til hinanden, da jeg fik tildelt en sort 2’er pony, der hed Sultan. Noget med ‘ham falder hun af, han er ustyrlig’. Men jeg anede jo ikke hvad de talte om. Jeg blev trukket nogle runder og lærte de basale småting, og så var det ligesom en dag.

Ugen efter hvor vi skulle afsted igen, fik jeg at vide at jeg var sådan en dygtig lille rytter, så jeg måtte gerne prøve at ride Sultan selv. Allerede her stod pigerne ved barrieren og blev mugne, for de havde ikke set det komme at jeg måtte det. Men igen blev der visket om at jeg nok ville falde af nu, for Sultan skulle man være en god rytter til, før man kunne ride ham. Undervisningen gik igang, og den foregik bare i skridt til en start. Pludselig skulle vi prøve det der trav, og Sultan, han fik lavet et eller andet buk/stejl hvor alle i ridehuset gispede. Jeg husker ærlig talt kun, at jeg absolut ikke fattede hvad der skete, for jeg kendte jo intet til heste. Men faktum var at jeg blev på. Jeg faldt ikke af. Og ridelæreren skamroste mig for det.

Da vores forældre kom og skulle hente os, tog ridelæreren fat i min mor, og spurgte om jeg havde overvejet at starte til ridning, sådan fast, for jeg var ‘et lille naturtalent’. Nok noget de har sagt til alle, for at få flere kunder, men ikke desto mindre blev jeg meget stolt. Så vi sagde ja.

Hver Tirsdag skulle jeg nu gå til ridning. Onsdag var stadig dans. Jeg fik tildelt en Haflinger ved navn Hercules, som jeg skulle ride. Når jeg ankom var han allerede sadlet op, da han havde gået en time inden. Og når jeg var færdig, skulle den næste overtage, så jeg lærte heller ikke at sadle af. Sådan red jeg rundt i et halvt års tid. En dag besøgte vi så en rideskole i Tyskland. Og her kunne jeg få muligheden for selv at sadle op og af og lære meget mere, under den tyske disciplin. Vi fik aftalt at jeg kunne ride der om Torsdagen, så jeg stadig red i Danmark om Tirsdagen. Her fik jeg tildelt en fjordhest ved navn Knut.

Tiden gik og jeg red både på Hercules og Knut. Jeg lærte alt det basale fra jorden i Tyskland, og typisk rideskole ridning i Danmark. Pigerne i min klasse, de havde stadig ikke accepteret mig. Nu virkede det enda til at de var endnu mere trætte af mig, eftersom jeg også red samme sted som dem nu. Men jeg fortsatte og alt gik ok. Lige indtil én dag, hvor Hercuels blev forskrækket og smed mig af H til. Det var min første gang jeg faldt af en hest, og jeg blev så voldsomt forskrækket. Den oplevelse gjorde at jeg meldte fra samtlige Tirsdage efterfølgende. Og også meldte fra Torsdage i Tyskland. Jeg var blevet bange.

En dag overhørte jeg pigerne i klassen tale om, hvordan de vidste jeg aldrig ville holde som rytter og at man var en dårlig rytter, når man bare gav op. Samtidig med min mor tog en samtale med mig om hvorvidt jeg ønskede at fortsætte eller ej. Vi blev enige om at jeg ville stoppe i Tyskland og prøve at fortsætte i Danmark.

Da jeg kom tilbage på rideskolen, havde de fået to nye ponyer. Ponyen Hannah og ponyen Latino. Hannah var en sød og altid glad pony, som alle kunne ride. Latino derimod, var en pony der altid havde ørene ned langs halsen, bed ud efter folk og generelt ikke en rar pony at være i nærheden af. Man måtte ikke selv hente ham på folden eller i boksen, uden en voksen, fordi han enten løb væk eller angreb. Jeg ønskede naturligvis at få lov at ride på Hannah, af selv samme årsager.

Billedet her er af Latino som man kendte ham bedst.

Desværre ville alle helst ride på Hannah. Så jeg fik tildelt Latino. Jeg var kun 11 år gammel, og havde derfor altid min mor med mig. Min mor hentede ham på folden, tog ham ud af boksen og hjalp mig med at sadle op. Selve ridningen, der var Latino sød. Langsom og doven, men sød. Min mor fik den ide at jeg kunne få halvpart på Latino. Dette betød jeg nu kunne ride ham 3 x ugentligt, og skulle muge hans boks 1 x om ugen. Selvfølgelig sagde jeg ikke nej til mere ridning, nu var jeg jo blevet bidt af det.

Så nu havde jeg altså fået halvpart på den her pony. Hvilket betød, meget mere tid med ham og i stalden. Til stooor frustration for pigerne i klassen. Dog begyndte de da nu at tale lidt med mig i stalden, omend de stadig ignorerede mig i skolen. De havde nemlig også alle halvpart, så nu var jeg vel egentlig på niveau med dem og derfor nok lidt mere accepteret.

På min rideskole, kunne man for en 50’er købe sig til en time mere, når man i forvejen havde halvpart. Og med tiden blev det til at jeg red ham mine 3 dage, og vi tilkøbte de andre 4 dage også, så jeg red ham hver eneste dag. Der blev også færre og færre ryttere til Latino, da han gang efter gang løb væk fra børnene og angreb de voksne, så der til sidst ikke var mange der turde eller ønskede at have ham som deres hest i undervisningen. En overgang blev det enda sådan, at det var mig eller min mor der skulle komme ud og hente ham ind fra fold og klargøre ham, da vi var de eneste han ikke længere lagde øre af. Det var en frustration for rideskolen, for dem der skulle ride ham og egentlig også for os, fordi vi følte os lidt tvunget til at hjælpe. Eller nok mere min mor end mig, jeg var jo bare glad for at være i stalden hver dag.

En dag satte min mor og en fra bestyrelsen sig ned og talte sammen. Senere fik jeg at vide at den samtale var gået ud på, at rideskolen ikke kunne bruge Latino pga hans væsen. Samtidig havde de talt godt for min mor omkring, at med alle de penge der blev brugt på at jeg alligevel kunne ride ham hver dag, kunne hun jo overveje om det at få egen pony ikke næsten var billigere. Jeg husker tydeligt at min mor sad på en bænk, med kasseren af rideskolen, da hun kaldte mig over. Hun sagde at hvis jeg stoppede til dans, så måtte jeg få min egen pony. Og den pony ville blive Latino.

Behøver jeg sige at jeg ikke har danset siden? :p Så min mor købte altså Latino fri. En 11 årig, sur 2 ‘er pony, som hele sit liv havde været rideskole hest. Nu var han for første gang privat ejet. Latino rykkede fra elev pony stalden, over til privat stalden, og vi blev i første omgang stående på samme rideskole. Jeg husker tydeligt hvor stolt jeg var, at jeg nu havde min helt egen pony. Desværre igen også på bekostning af, at pigerne i min klasse blev sure. De havde redet mange flere år end mig, og de havde ikke deres egen hest. Og så kommer jeg efter kun 1,5 år og får min helt egen pony. Det blev til tøsefnidder igen, og i skolen blev det bestemt ikke bedre heller. Jeg husker enda en episode, hvor jeg lige har redet en undervisningstime på Latino, og jeg så går udenfor for at ride en time mere. Jeg gjorde det fordi jeg var vandt til at se rideskole hestene gå 3-4 timer dagligt, så jeg troede det var normalt at ride længere. Jeg vidste ikke bedre. Tøserne nedgjorde mig, bagtalte mig om hvor synd det var for Latino og var så grimme i deres mund. Bevares, jeg fik lært at man ikke red i flere timer på sin hest, men jeg lærte det på en rigtig træls måde. En måde der stadig kan få voksne mig, til at få lyst til at kramme 11 årige mig og sige ‘alt skal nok blive ok’.

Vi flyttede rideskole, da det blev for meget for mig, for min mor og fordi min ridelærer flyttede. Vi fulgte faktisk bare med ham til det nye sted. Den beslutning var den bedste vi kunne gøre for både mig og Latino. Latino blev en helt anden pony det nye sted. Han livede op, han blev mindre doven OG han havde ørene fremme det meste af tiden. Ponyen der var kendt som ‘den sure pony’ var nu mere glad end sur. Min teori er at det at vi skiftede miljøet, gjorde en stor forskel for ham.

Her ses han med min lillebror og 13 årige mig i 2007.

Latino og jeg var ikke de store dressur tosser. Vi var dog rigtig glade for spring. Vi sprang søde LC/LB klasser sammen og fik enda redet en enkelt lille jagt, Schakenborg Jagt, i 2007. Og så red vi en masse ture. Jeg havde en daværende aller bedste veninde, som jeg red på de vildeste eventyr med. Vi kunne forsvinde hjemmefra i 4-5 timer. Da det var før tiden hvor alle havde en mobil telefon, vidste ingen som regel hvor vi var. Men vi hyggede os! Det er helt klart nogle af de bedste barndoms minder jeg har, selv den dag i dag. At jeg fandt et sted, hvor min pony blev glad, jeg blev glad, fik venner der holdte af mig og oplevede de sjoveste ting.

Desværre var det en kortvarig fornøjelse. Latino fik i 2008 konstateret noget med lungerne. Jeg var kun 14 år, og husker ikke hvad det hed, det han fik. Men det var noget der gjorde at lungerne voksede, og de ville fortsætte til de indre blodåre osv ville springe og han så ville dø af sig selv. Med den diagnose, måtte vi nu geare ned i tempo, og også begynde at se os omkring efter en ny pony, som afløser af Latino.

Det var her vi endte med at finde Felex. Felex som i har hørt så meget om i de mange andre indlæg, og sikkert kommer til at høre om i mange flere. Vi fik ham hjem ca 3 måneder før Latino skulle herfra. Latino og Felex kunne ikke døje hinanden i starten. Eller dvs Latino kunne ikke døje Felex.  Lige indtil dagen hvor Latino skulle aflives. Det var som om at Latino gav faklen videre til Felex, den aften. De stod og gnubbede og spiste sammen på folden. Noget vi aldrig havde set dem gøre før.

Dengang som 14 årig pige, var jeg ikke glad for at få taget billeder af mig selv. Hvilket betyder, jeg har ikke ret mange af Latino og jeg sammen. Og også kun dette ene minde med Latino og Felex og mig sammen.

Det er mit yndlingsbillede over alle. Jeg ved det er dårlig kvalitet. Jeg ved det er dårlig taget og at det ikke er noget specielt. Men det er det eneste jeg har. Hvis der er noget jeg fortryder gevaldigt, er det at jeg var en teenager der synes jeg var for grim, til at få taget billeder af mig selv. At jeg ikke allerede dengang gik op i minder. Det er Latino’s kapitel i mit liv, der lærte mig vigtigheden af billeder, minder og fortællinger. At den som huskes lever for evigt.

På selve aflivningsdagen sagde min daværende bedste veninde og mor, at jeg ville fortryde hvis vi ikke fik taget lidt billeder sammen. Jeg synes det var noget vås, men jeg må jo nok indrømme at jeg i dag giver dem ret. Her er to fra afskedsdagen.

 

Latino blev aflivet den 14 Oktober 2008. Ca 18:30. Selvom det efterhånden er næsten 14 år siden, er det en dato jeg aldrig glemmer. Han var min første pony, som jeg kun havde fornøjelsen af i 2,5 år, men som lærte mig hele grundfundamentet i min ridekarriere. Og han sørgede for jeg mødte Felex i mit liv. Monsteret som fik den største betydning i min ridekarriere nogensinde.

Jeg fortsatte med at ride, og jeg rider stadig den dag i dag. 18 år senere. Skæbnen har nogle gange mystiske veje at forme sig på, og selvom jeg husker min skole tid og starten på min ridning, med tåre i øjnene over at jeg aldrig havde venner og altid var alene, så sidder jeg også tilbage med en my af taknemmelighed. For uden de oplevelser, var jeg aldrig endt på den rideskole, den sommerdag. Og dermed var jeg aldrig endt med at blive rytter, få egen pony og være der hvor jeg er nu. Måske jeg havde været professionel danser i stedet, men den del undlader jeg lige at tænke for meget over :p

 

Jeg håber i har nydt et indblik i hvordan min ridekarriere og det at få min første pony, startede.

 

Tak fordi i læste med. Stay awesome Ninjas // DD