ECCO,  Pavo,  Spring

Hvordan rider man hen til det spring, hvor alt før gik galt?

Kender alle springryttere ikke det? Du rider hen til springet, du har god grundgalop, bagparten arbejder, hesten trækker, og du indser at afstanden er helt galt. Du har nu tre muligheder, du gør alt hvad du kan for at rede springet, du drejer fra, eller du bliver passiv og håber på det bedste.
Uanset hvad du gør, så tror jeg alle springryttere kan genkende denne situation.

Jeg er nok mest den passive type, jeg går i panik og når ikke at reagere, før hesten selv har taget en beslutning om det er over, under eller udenom springet – uanset hvilken beslutning hesten tog, sidder jeg altid med en klump i halsen og springene skal i hvert fald ikke blive større, før jeg har fundet 100 gode afstande.
Det er ikke så ofte mere, at jeg ligger nede i springet og roder rundt – men det skete meget i min karriere som pony og juniorrytter, og jeg var altid drøn forvirret, når jeg rejste mig op – for hvad pokker skete der lige?

Hvis i har en lige så hård træner som jeg har, så sætter i jer op på hesten igen og springet står akkurat med samme højde som før, og hvis man spørger, om man må få springet ned, så svarer min træner “det lærer du jo intet af, det er definere en god rytter, er at man kan ligge en dårlig tur fra sig.”
– Mit hjerte begynder først der at galopere, uden hesten, da jeg har sat den i bakgear.

Men hvordan overvinder man sin frygt? Hvordan rider man hen til det spring igen hvor alt gik galt? Jeg er ikke sikker på, jeg har den rigtige løsning, men jeg gør faktisk noget i forhold til før, hvor jeg var passiv.

Jeg tager altid 5 dybe indåndinger og kigger op i loftet og smiler, og siger til mig selv “jeg er verdens sejeste”.
Jeg sætter hesten i galop og rider en runde i et godt grundtempo, gerne lidt større end jeg normalt ville (da jeg VED, at jeg kommer til at bakke hen til springet.)
Normalt ville jeg kigge i god tid hen imod springet, men det gør jeg ikke her, jeg holder fokus på galoppen og når springet er i sigte, så kigger jeg altså kun på grundbommen, og sørger for at hesten skal sætte lidt større af, så jeg ikke rider hesten direkte ind i springet.

Dette trick gør jeg tit, for vi har alle dårlige dage – vi har alle dage hvor alt går galt, uanset hvor god du er, og det er helt okay, vi skal lave fejl for at blive bedre. Det vigtigste er bare, at man sætter sig op på hesten igen og prøver og roser hesten når den hjalp dig igennem anden gang. Da at rose hesten, tror jeg på er en stor del af nøglen til succes, men det kan vi tage en anden gang.

Husk at i kun rider fordi i elsker det!
CC

Mit navn er Clara, jeg er 22 år og har hesten Cavour. Cavour er en 12 års Hollandsk Varmblod og jeg har haft ham, siden han var 5 år gammel. Sammen har vi mange resultater til og med Ma spring, men da Cavour har stået stille det meste af vinteren, så vi er i gang med at træne os op igen, stille og roligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *