fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2020

Hvornår er en ridetur god?

I mens jeg sadlede Sol af i dag, gik jeg og reflekterede over, hvad jeg skulle skrive i det her indlæg, som formegentligt bliver det allersidste “rigtige” fra min side af! Jeg har dog stadig en hverdag, jeg glædeligt deler en hel masse ud af. Sol og jeg havde en lidt speciel ridetur i dag, hvilket fik mig til at spørge mig selv, hvornår en ridetur egentligt er god. Hvilke krav skal man stille, for at opnå en “god” ridetur? Og hvad er det lige, der adskiller den gode ridetur fra de andre rideture? 

Dagens ridetur

Da jeg red dressur på Sol i dag, virkede hun i starten meget træt og uoplagt. Jeg blev lidt øv over, at jeg hele tiden måtte drive hende frem til tøjlen. Jeg er generelt mest til friske heste, og det svinger altid meget med Sol. Jeg elsker, når hun er energisk! Det er bare lidt som om, at Sol og jeg sjældent har en mellemting af tempoet. Enten er hun meget frisk, eller meget sløv. Det har formegentligt meget med mig selv og min ridning at gøre også. Jeg har bare ikke fundet ud af den dybere grund endnu!

Nå, men “the show must go on” så jeg red alligevel det, jeg havde planlagt. Vi red en hel masse schenkelvigninger, og i starten tænkte jeg bare “Åh hvor pinligt, jeg kan slet ikke finde ud af det”. Jeg måtte lige hanke op i mig selv, for hvis ikke vi træner, bliver vi ikke bedre! Vi red hvad der føltes som en milliard schenkelvigninger, og mindst 80% af dem, var lige til at smide ud af vinduet. Jeg var ret tæt på at give op, men vi fandt langsomt rytmen, som forsøgene gik. 

Hvad lærte jeg så af det?

Jeg blev klart mere kropsbevidst ved at prøve igen og igen og igen. Pludselig gik det op for mig, at jeg “bare” skulle blive ved med at ride rytme ind i traven og at jeg skulle flytte mere på min vægt, end jeg egentligt skulle flytte mine schenkler. Det var i hvert fald sådan, jeg allerbedst fik Sols bagpart med. Vi døjede ellers med, at hun af og til blev lidt forbøjet, tabte bagparten, slog fra og gik ud gennem udvendige skulder. Åh, der var mange ting at holde styr på! Det er en stor del af det med, at være urutineret samtidigt med at have en urutineret hest.

Efterfølgende galoperede vi en masse, og eftersom at schenkelvigningerne pludselig gav pote, huskede jeg på vores feedback fra Anna igen. Jeg red en heeeel masse overgange, primært fra galop til skridt. I starten trippede Sol ret meget, men langsomt kom hun mere på bagparten og galoperede vanvittigt godt! Mega succes, det var virkelig det hårde arbejde værd! Det var næsten i dag, vores PEEK-video skulle være filmet! Det gik ret hurtigt op for mig, at overgangene er vildt vigtige i forhold til at ride “frem og tilbage” i tempo. 

Hvordan var min ridetur så?

Havde du spurgt mig, hvordan min ridetur gik, lige i det jeg kom ind i stalden, havde jeg nok svaret: “det gik ret blandet”. Men tænker jeg tilbage nu, så havde vi en rigtigt god ridetur. For i bund og grund er en god ridetur egentligt ikke den dag, alting bare spiller helt perfekt. Det er rart engang imellem, men det er jo ikke de nemme ture, man bliver bedre af. Eller, det overbeviser jeg i hvert fald mig selv om! Jeg mærker selv, hvor meget jeg udvikler mig på kort tid, når jeg får reflekteret mere over mine handlinger, specielt i dressur. Og det er derfor, at jeg elsker netop dressur så meget, som jeg gør. Der er mange ting, der skal forstås og kodes sammen. Det kan jeg godt lide!  Der er altid en eller anden grund til, at hesten giver den reaktion, den giver. Jeg synes at det er spændende at nørde i!

Jeg elsker, når jeg kan mærke fremgang – uanset i hvilken sammenhæng. Jeg er sådan en, der higer efter at opnå noget, også selvom jeg egentligt ikke ved hvorfor. Nogle gange kan det godt være lidt en ulempe, at jeg altid vil gøre alt endnu bedre. Især fordi at jeg sjældent bliver tilfreds. På dén måde, kan jeg godt komme til at lægge et lidt tungt pres på mine egne skuldre. Men hey, tingene plejer heldigvis at lykkes i sidste ende alligevel. Jeg er faktisk ret glad for, at jeg har den her perfektionisme, for den styrker mig på mange punkter. Det er godt at lære at værdsætte værdier ved sig selv, ligesom man værdsætter andre. 

Opsummering

Altså moral of the story er vel, at det ikke er det at være på toppen, der er vigtigst. Men processen derhen. Jeg tænker i forhold til det med, at man måske ikke lærer lige så meget af sit bedste, som man gør af sit værste. Åh, det roder lidt for mig, men jeg håber at det er til at forstå. Det er et budskab som mange har, og som jeg selv finder virkelig inspirerende. Om et år vil jeg forhåbentligt tænke tilbage, og sige at alt arbejdet var det hele værd. Jeg håber da uden tvivl, at Sols og min udvikling stiger i samme grad, som den har gjort hidtil. Det er jeg næsten helt sikker på, at den vil. Man kan alt med passion og drømme, ikke? Sig ja, sig ja!! 

Tusind tak for at have læst med, det betyder virkelig meget. Følg med i Sols og min hverdag på instagram her. 

 

fb-share-icon

Mit navn er Liv, jeg er 17 år gammel og heldig ejer af en skøn pony, ved navn Aastrupgaards Sol. Lige nu tilbringer vi vores tid på Skrødstrup Efterskole, hvor jeg tager min 10. klasse. Her satser vi på at få et fantastisk år med masser af ridesport og nye, gode venner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *