Hvornår er godt, godt nok? // Nico, Squess & Le Mans

Hvornår er godt, godt nok?

Det er et sprøgsmål jeg har oppe at vende flere gange i hovedet i løbet af dagen. Jeg bor i Nordjylland, Aalborg for at være mere præcis. Jeg hører ofte når jeg starter andre steder i landet at Nordjylland er for de “hårde drenge”.

Det hænder da også ofte at jeg bliver en smule startstruck når jeg ser på startslisterne til stævnerne. Hvordan kan det lige være jeg er kommet der til hvor jeg skal starte mod dem??

Jeg har en konstant konkurrence kørende med mig selv. Jeg skal hele tiden være bedere, hele tiden gøre mere, hele tiden gå til større ekstremer. Det er nok min største svaghed men samtidig min største force. Jeg er vedholden og har jeg sat mig noget for, ja så stopper jeg oftest ikke før jeg er nået dertil.

Observationssamlingen med landstræneren er ingen undtagelse. Jeg er tilmeldt som youngrider og har endnu ikke startet MA – HVAD TÆNKER JEG DOG PÅ!

At få det bedste ud af det

Jae… men nu er jeg meldt til og må få det bedste ud af det. Vise hvad vi kan og hvad vi har brug for hjælp til. Det er der ingen skam i, jeg må blot huske på hvad Dennis sagde da jeg snakkede med ham i telefonen “det er ok at lave fejl, det gør jeg også. Hvis bare du har gjort dit bedste kan man ikke forlange mere” og det er SÅ sund en indstilling at have. Specielt for min psyke.

Jeg har altid troet min psyke var “dårlig” til det her game. Nok er den ikke finpudset endnu, men dårlig tror jeg alligevel ikke den er. Jeg har haft flere gode snakke med Maria og hun siger så klogt som altid “det var noget andet hvis du havde været inde i gamet siden dine ponyår” og det har hun nok ret i.

For et år siden….

For et år siden kunne jeg knap gennemføre en LC1 til 60% og det er vigtigt for mig at tænke på indimellem.

Når jeg tænker på det bliver jeg mildest talt pavestolt. Det er faktisk okay og indimellem sundt at indrømme.

Jeg har knoklet hårdt og så længe jeg bliver ved med at gære mit bedste ER det godt nok! Det er samme indstilling jeg tager med mig til Kirstineholm på søndag. Der har jeg forhåbentlig også en masse god inspiration med fra lørdagens junior/youngrider arrangement med bla. Susanne Baarup.

 

Troen på sig selv og at sammenligne sig selv mod andre

For mig er det rigtig vigtigt ikke at sammenligne mig selv med andre hele tiden. Det har jeg en utrolig svær tendens til. Men så snart jeg lader være med det, kobler mig ind i min bobbel og bare fokuserer på at ride plejer det jo at gå meget godt, heldigvis.

Der florerer rigtig meget rundt omkring influencers, bloggere og andre på sociale medier kun ligger billeder og videoer op af de gode episoder og fremstiller et glansbillede.

Egentlig synes jeg ikke der er noget galt med at vise tingene går godt. På langt de fleste Instagrams og diverse kan man blot kigge få måneder tillbage og se udviklingen der er sket. Det betyder da også lidt. Alle er jo ikke perfekte, og jeg tror bestemt ikke det er det alle prøver på at vise. Men det tager da intet af os at glæde os over andres succes og være stolte over de fremskridt andre laver, vel?

Vi kan da tydeligt se at alle de danske (og udenlandske for den sags skyld) ryttere kommentere og heppe på hinanden. Jeg bliver ofte mere drevet og motiveret af andres succes, til at ville gøre det endu bedre og tage et endnu større spring i den rigtige retning.

Træningen op til

Egentlig vil jeg helst ikke ændre for meget op til et stort event.Vi ridder undervisning mandag (som altid) og så vælger jeg lige at tage et smut ud til Maria fredag formiddag for at få finpudset de sidste par detaljer inden.

Ellers går han de resterende dage ture i skoven, løsgørende og så håber jeg de har en tid til han kan komme på vandbånd der hvor vi normalt kommer med ham.