I går, i dag, i morgen!

Åh, det er godt nok frustrerende, med det Corona her. Jeg havde sådan håbet, at der ville blive åbnet op for os efterskoleelever, selvom jeg ved at situationen er kritisk. Der er så meget af vores tid, vi mister. Det er jeg rigtigt ked af. Heldigvis har jeg Sol i stalden, som jeg kan bruge tid med.

De sidste par dage

Jeg kan lige så godt sige det som det er. Det begynder altså at være lidt hårdt, at være så længe hjemme. Jeg er ovenud lykkelig for, at have Sol hjemme. Hendes “ventil-funktion” er altafgørende for, at jeg kan holde situationen ud. Jeg tilbringer så meget tid som overhovedet muligt, i stalden for tiden. Sol og jeg får bestemt nogle gode oplevelser, og vi hygger os virkelig. Bunden i hendes boks er næsten så grundigt muget, at man vil kunne lægge et vaterpas. Det jeg kan lave i stalden, det laver jeg. 

I går cyklede jeg de 10 kilometer til Hovgaard, som jeg gør så mange andre gange. Vi skulle egentligt ride dressur, men jeg fik et vigtigt opkald i det, at jeg var i gang med at sadle op. Det tog en hel del af min ridehalstid, desværre. Derfor tog jeg mig sammen, spændte ballerne lidt og kastede mig ud i en lille tur uden sadel. Jeg er liiidt en kylling med ridning uden sadel, mest fordi jeg før har følt, at Sol ikke er så stor fan af det. Og så har jeg næsten altid været ved at falde af, påvej op på hende, når jeg har forsøgt mig med det. 

Jeg vidste, at jeg bare skulle overstå opstigningen, som var den jeg var mest nervøs for. Derfor sagde det bare “en, to, tre, hop” og så sad jeg på ryggen af Sol, som faktisk var rigtigt sød. Ret hurtigt faldt hun ned på jorden, og det var virkelig en succesoplevelse. Skønt!

Et minde

Imens jeg så skridtede rundt på Sol dér, spillede en sang i radioen, som jeg engang har lavet en instagram-video til. En efterhånden flere år gammel video, faktisk. Og jeg kunne ikke lade være med at se situationen for mig. Det er så vildt, så surrealistisk, hvor langt vi er nået. Når jeg tænker tilbage på den 13’årige pige med den rå pony, hun hverken kunne rense hove eller skifte dækken på, kan jeg næsten ikke genkende os. Jeg lægger ikke så meget mærke til hvordan tingene engang var, længere. Kun, når jeg af og til bliver mindet om det. 

I dag var jeg også i stalden, og jeg brugte lang tid på at tale med nogle af de andre piger. Samtalen sporede sig lidt ind på en vild ridetime, vi engang havde. Den ridetime, hvor jeg skridtede på Sol, lige før hun styrtede bagover med mig i et stejl. Kort efter var en anden pony styrtet i den anden ende af ridehallen, og yderligere efter det, var en rytter faldet af, fordi hendes hest blev bange. Det var virkelig en speciel time, for det er godt nok sjældent at der sker uheld i undervisningerne ved Dorthe. Vi afbrød ridetimen derefter, for det var helt vildt, den dag. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på, hvor vildt det er, at jeg engang ikke engang kunne ride en almindelig 20-metervolte uden buk og stejl. Nu har jeg en pony, på lige fod med så mange andre. Det er simpelthen så fedt. Det giver så meget blod på tanden til, at fortsætte udviklingen og rejsen. 

Udover det

I dag har jeg fået de sidste ting hjem, til Sols nye springsadel. Jeg har sparet op SÅ længe, og jeg har næsten ikke talt om andet siden i sommers. Hvor er det så øv, at vi ikke kan ride springundervisning for tiden! I dag fik jeg min nye gjord, et fortøj og et passende kopfjern til sadlen. Jeg mangler egentligt stadig stigremme, men de må vente i denne omgang. Jeg har snart ikke flere penge på kontoen. Sådan er det vel, at være hestemenneske. Hahah!

Min mor var så sød, at hjælpe mig med at skifte sadlens kopfjern i dag. Det var en proces, som tog en lille smule tid at forstå. Men nu er kopfjernet skiftet, og jeg kan SLET IKKE vente med at prøve at springe i en rigtig springsadel. Det har jeg aldrig nogensinde prøvet før! 

Her til aften, har jeg som de fleste andre danskere set pressemøde. Tudet øjnene halvt ud af hovedet, selvom jeg havde prøvet at forberede mig mentalt på, at der endnu går længe til jeg kommer på efterskolen. Jeg er bare ved at være godt træt af online-dit-og-dat. Jeg savner nogle, at være sammen med. Jeg er begyndt at trænge til lidt luft herhjemmefra, og så glæder jeg mig bare sådan til at ride undervisning igen. Jeg må holde ud lidt endnu, der er ikke andet at gøre. Jeg er yderst taknemmelig for, at have muligheden for at være blandt de fantastiske mennesker på Hovgaard!

I morgen!!

I morgen er dagen, hvor Anna Kasprzak skal give feedback på vores videoridt.  Puha, nerverne sidder altså lidt uden på tøjet, når jeg tænker på det. Bare situationen i sig selv, er jeg godt nok spændt på. Bare jeg ikke siger noget forkert, bare teknikken ikke driller, bare jeg har styr på, hvad jeg skal. Helt almindelige bekymringer, fordi jeg glæder mig sådan. Jeg er virkelig taknemmelig for muligheden. Det føles helt vildt, at være blandt finalisterne. Jeg har nået det, jeg ville nå med PEEK nu. Og det er gået op for mig, at det for mig slet ikke er selve konkurrencen der er det vigtigste. Det har bare virkelig givet mig et boost af selvtillid at være med, og jeg har fået øjnene op for, hvor meget jeg holder af at skrive og af at dele ud af Sols og min hverdag. 

Det bliver virkelig fedt, og det kommer til at være noget, jeg ikke vil glemme. Det er helt sikkert!

Jeg glæder mig til at fortælle om, hvordan det er gået. Både med feedback og med at prøve den “nye” sadel! Tusind tak for, at du har læst med. Det betyder vanvittigt meget. Hvis du har lyst, kan du følge med i Sols og min hverdag her.