Investering i mig selv

I daq bliver starten på noget nyt. Det siges jo, at hvis du altid bliver ved med at gøre det samme, vil du også altid få de samme resultater. Jeg vil ikke blive ved med at få de samme resultater. Jeg vil være bedre, og jeg vil være mentalt stærkere. Så derfor bliver i dag starten på et nyt kapitel, og det kan I læse mere om i dette indlæg.

Stævnenerver og præstationsangst

Hvis man har fulgt med herinde på min blog og på min Instagram side, så kommer det nok ikke bag på nogen, at det her med stævnenerver er et større issue for mig.  Det har faktisk mere eller mindre forfulgt mig gennem hele mit liv. Som barn kan jeg huske, at jeg tit var tæt på at kaste op, når jeg skulle børste tænder om morgenen på en stævnedag. Selvom det at ride stævner er noget der virkelig driver mig, og er en motivationsfaktor for mig i den daglige træning, så er jeg faktisk ikke ret vild med at ride stævne, når jeg endelig er afsted. Det er typisk fordi det bliver forbundet med en træls oplevelse. Det er ikke altid, at jeg føler mig decideret nervøs, men alligevel formår jeg ikke at få vist det hesten og jeg indeholder. Det er enormt irriterende for mig. En længere stævnepause, mens jeg ledte efter ny hest, coronapause osv. har bestemt heller ikke hjulpet på problemet.

At finde frem til årsagen

Hvis man skal løse et problem, er man som regel også nødt til at kende årsagen til problemet. Udover at jeg aldrig rigtigt haft den store tro på mig selv, så har jeg svært ved at finde ud af, hvorfor jeg egentlig har det sådan med stævner.

Efter de sidste par stævner, hvor Rocky og jeg har haft nogle dårlige oplevelser, besluttede jeg at droppe stævner og i stedet tage til banetræning. Jeg måtte sande at vi simpelthen har øvet os for lidt i at komme ud og se andre steder, og når vi ikke engang kan det uden at det skaber store spændinger. Så kan vi jo heller ikke præstere at ride et program. Så jeg har været afsted 2 gange til banetræning, og det har været rigtig godt givet ud. Der kunne jeg virkelig se, at det lige så meget er Rockys manglende rutine, og dermed manglende fokus, som virkelig tricker noget i mig. Ved sidste banetræning nåede jeg frem til den konklusion, at det ikke kun er stævnenerver, der er roden til problemet. Jeg er sikker på, at det også er gamle traumer, der kommer op i mig, når Rocky er på udebane og bliver lidt rigeligt oppe på mærkerne.

Gamle traumer

Igennem tiden har jeg haft nogle ridetraumer, som stadigvæk sidder lidt i mig. Den værste oplevelse var i 2008, hvor jeg var på auktion for at prøve heste. Det var unge heste, og de fleste var dog alligevel særdeles søde og velopdragne. Jeg var desværre så uheldig, at mens jeg red rundt og prøvede en af hestene, var der samtidig prøveridning af springhestene, som sprang rundt i samme hal. En af de heste var temmelig vild, og kom pludselig tættere og tættere på mig. Jeg tog ned i skridt, fordi jeg godt kunne se, at hesten kom rigeligt tæt på, hvilket den da også gjorde. Per refleks forsøgte jeg at dreje væk, og i det samme rejser “min” hest sig lodret op i luften og vælter direkte ned på siden og ned ovenpå mig. Utroligt nok slap jeg med en voldsom hjernerystelse og et forslået ben, som jeg ikke kunne gå på de efterfølgende 3 uger, hvor det var kulsort af blodansamling. Jeg tør slet ikke tænke på hvor galt det kunne være gået..

I årene efter var jeg bange for at ride, og kunne ikke slippe af med skrækken. Da jeg købte min gamle lærehest Coco, fik jeg samtidig modet tilbage. Den dag i dag, mærker jeg kun til det, hvis nogen rider for tæt på mig, eller hesten bliver lidt vild. Kroppen glemmer aldrig den oplevelse, og når først den mindes den, så kan jeg intet stille op. Jeg kan ikke bare slå det hen, og sige til mig selv, at der intet er at være bange for.

At få den rigtige hjælp

At få den rigtige hjælp er guld værd, men det er svært at vide hvad der lige på tidspunktet, er den rigtige hjælp. Da jeg var allermest rideangst, prøvede jeg hypnose flere gange uden held. I den situation var det at finde den rigtige makker, Coco, der hjalp mig videre.

For at komme videre i mit arbejde med mig selv nu, må jeg bare erkende, at selv med alverdens gode råd og taktikker, så er det ikke lykkedes mig at knække koden. Derfor har jeg i noget tid gået og spekuleret over hvilken hjælp jeg skulle søge. Jeg er også enormt privilegeret at kende nogle søde piger, som faktisk er uddannede coaches, og bare kan deres kram. Alligevel synes jeg det har været svært, netop fordi der i dag er så mange muligheder! Hvordan ved jeg lige hvad der er det rigtige for mig?

Beslutningen er taget

Pga. min ubeslutsomhed, så har jeg stået lidt i stampe, og ikke vidst hvilken hjælp jeg skulle tage imod.

Så faldt jeg pludselig over Anja fra Powermind Academy, som udover at være 1 til 1 coach, også kører et 5 ugers online forløb “Bedst når det gælder” for kvinder. Det lød også fint og flot, og bonussen ved det forløb, er at man kommer i en lukket facebookgruppe sammen med de andre piger på forløbet, og således får en helt masse opbakning fra hinanden. Stadig var jeg i tvivl om det var det rigtige for mig, for jeg er nok nået dertil, hvor jeg efterhånden selv synes, at jeg er et håbløst tilfælde.

Da jeg skridtede af efter sidste banetræning, reflekterede jeg meget over mit ridt. Det gik væsentligt bedre, men både Rocky og jeg har sindssygt svært ved at holde fokus. Han er ukoncentreret og jeg bliver usikker. Jeg bliver faktisk bange, og får katastrofetanker om at falde af. Sådan skal det ikke være. Jeg vil gerne være den rolige og fokuserede rytter, som faktisk kan støtte sin hest i de svære situationer på udebane.

Bedst når det gælder

Så lige der, mens jeg skridtede af, tog jeg en beslutning. Jeg tog en beslutning om, at nu skal det være slut med at være usikker og nervøs. Så da jeg havde sadlet af og læsset Rocky, fandt jeg mobilen frem og tilmeldte mig Powermind Academys 5 ugers forløb “Bedst når det gælder”. Det var også kun lige en halv time inden tilmeldingen lukkede. Typisk mig at gruble over noget lige indtil sidste øjeblik 😉

Jeg har set nogle af Anjas videoer og en liveudsendelse omkring forløbet. Hun opremsede en masse situationer, og spurgte om man kunne genkende sig selv i dem. Jeg kunne sætte kryds ved hver eneste.. Især den med, at du rider rundt og synes at det her går da bare godt! Så kommer der pludselig en i hallen eller på ridebanen, og så kan du pludselig ikke finde ud af noget længere. Den ramte virkelig mig. Sådan har jeg altid haft det! Men sådan vil jeg ikke have det længere!

Det rigtige eller ej

Om det er det rigtige for mig, det ved jeg først når jeg kommer i gang med det. Det kræver helt sikkert noget arbejde af mig selv ikke mindst. Jeg håber, at det bliver det vendepunkt jeg drømmer om. Jeg vil i hvert fald gøre en ihærdig indsats nu! Det kan sagtens være, når de 5 uger er gået, at jeg finder ud af, at jeg måske har bedre af et 1 til 1 forløb med en coach, men lige nu tiltaler ideen med en lille lukket gruppe af piger i samme situation mig meget godt. Uanset udfaldet af det, så har jeg gjort noget for mig selv, og taget første skridt på vejen. Det tæller også noget 🙂

Klokken 17.30 i dag går vi i luften, jeg glæder mig!

Jeg hører gerne fra andre i samme båd 🙂

Følg med i min rejse på min Instagram @thrivester 🙂

Tak til Ecco for at have givet mig midlerne til at gøre dette muligt 🙂

Kærlig hilsen

Thrine