fbpx
Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2022,  Spring

Ja, jeg har rideangst, og hvad så?

Jeg er tydeligvis hverken den eneste der døjer med det af årets deltagere i Peek, og jeg er derfor heller ikke den første til at skrive et indlæg om det. Men jeg synes at jeg har et par ting at tilføje til emnet også.

Især fordi rideangst er vigtigt at tale om, det kan for mange være et tabu og forbundet med skam, og det synes jeg er en kæmpe fejl og noget vi alle i heste sporten skal hjælpes ad med at ændre. Det er ikke noget man skal være flov over, eller være bange for at sige højt, det er noget man skal have lov at være åben omkring, uden at skulle forholde sig til dumme uvidende kommentarer.

Jeg fristes lidt til at skrive at man skal have lov at være stolt af det, men det er alligevel det forkerte ord at bruge, for nej selvfølgelig er ingen stolte af at være bange, og sådan skal det jo heller ikke være. Men når man står ved det og erkender det for sig selv, er man bare sådan et kæmpe skridt på vej i den rigtige retning. For man kan kun hjælpes, hvis man selv er klar til at tage imod hjælpen.

Det er for mig også et meget personligt indlæg, da det kommer ind på nogle lidt dybere ting omkring mig.

Hvad er rideangst så.

I store træk er det for mange jo en fælles betegnelse for at være bange i forbindelse med heste og ridning. Noget er decideret angst, andet er nok mere en alm frygt/usikkerhed, jeg har selv været igennem begge dele, og med det i mente har jeg lidt behovet for at dele dem op, for efter at have oplevet deciderede angst anfald i forbindelsen, synes jeg forskellen alligevel er stor. Jeg synes dog det er meget fint med at samle det hele, for det gør det nemmere at forholde sig til. Det er også vigtigt for mig at pointere at der ikke er ment noget med at det ene eller det andet er bedre eller værre, eller nogen er mere eller  mindre ramt. Hovedsagen er at alle der er ramt, er begrænset af det og går igennem en kamp hvor at fortsætte med det de elsker, selvom hele kroppen nogle gange kæmper imod.

Men meget simpelt og jeg er ikke i tvivl om at nogle eksperter kan forklare det meget bedre end mig. Så kommer rideangst til udtryk, som frygt, utryghed, ja angst og andet i forbindelse med ridningen og omgangen med heste. Det er noget meget få som er ramt ens, og det kan komme til udtryk på rigtig mange måder. Lige fra ikke længere at turde nærme sig hesten og til at man har ting man undgår så som spring og tur eller andet, fordi man ikke føler sig tilpas med det. Men uanset hvor på skalaen man er kan det være et stort problem for den der rammes, for det sætter grænser for en selv og man må opgive ting som man egentlig rigtig gerne vil.

Min historie med rideangst.

Ja, hvor skal jeg starte. Jeg har aldrig været den mest modige rytter, jeg har ikke været den der har fundet det sjovt at ride de friske knapt så styrbare heste, jeg har heller ikke fundet diverse vilde ting som jorden rundt uden sadel og ja kort sagt ride med hovedet under armen. Jeg har kun ville ride heste hvor jeg føler de har været styrbare og fornuftige i hovedet, og under kontrollerede forhold. Jeg har i min pony tid redet mange gode galopper ud over marken, men kun på ponyer jeg har vidst/følt jeg kunne stoppe. Ellers var det ikke noget der i mine yngre dage (jeg føler mig lidt gammel ved at skrive sådan 😉 ) der sådan virkelig tydede på at jeg var bange.

Og dog, jeg kan godt huske hvordan min mor har fortalt at nogle af de andre forældre mente at hun tvang mig til at ride i starten, fordi jeg ikke rigtig virkede til at jeg ville og turde. Sandheden var hvad de andre forældre ikke kunne vide, at jeg helt vildt gerne ville ride. Men det tager nogle gange tid for viljen at overvinde frygten.

Når men pony tiden gik jo og en dag var den ovre, ganske som for alle andre. Den gang var jeg springrytter helt igennem og red kun dressur fordi jeg skulle, for som min mor sagde at ingen spring uden dressur. Jeg kan så ikke sige andet end at hun med den holdning var den klogeste af os 2, og jeg med tiden er blevet helt enig med hende.

Jeg fik så min første store hest Prestige, og var helt klar på at skulle overvinde springbanerne rundt omkring, og det gjorde vi også, vi red LB /110 cm til C- stævner og ca. 120 cm til træning, og det gik så fint for jeg stolte på ham, og jeg følte at jeg havde kontrollen.

Den gang var min drøm berider uddannelsen, og kort inden jeg i januar 2010 skulle til Jylland og i gang med grundforløbet fik jeg mulighed for at ride dressur på en anden hest end min egen. Det var jo fedt for erfaringen og et kompliment at andre ville lade mig ride deres hest. Jeg red dog flere forskellige heste der, så i sig selv var der ikke noget mere i det. Desværre sker der så det at i det øjeblik jeg er ved at stige op på hesten for første gang, kommer en hest den ikke er tryk ved galopperende tæt ved den bagfra. Hesten jeg er på vej op på sætter så i fuld buk skråt igennem, med mig der kun lige har fået benet over sadlen og derved kun har en bøjle på. Jeg han på overraskende længe, men op mod hjørnet måtte jeg i sandet, lige på ryggen og med alt luft slået ud af mig. Heldigvis skete der ikke mere og efter at have fået luften tilbage kom jeg da op og ride. Men det blev ikke godt, og jeg stoppede efter få gange med at ride hesten, for jeg var for usikker ved den. Hvad der så også viste sig efterfølgende var at jeg blev meget utryg ved at sætte mig op på nye heste, for oplevelsen lå i mig. Efter med tiden/årerne at have været oppe på en masse heste, hvor det ikke gik galt, begyndte den frygt så at aftage.

Tilbage til mit berider grundforløb. Ved en spring undervisning ender jeg i en rigtig øv situation, lang historie kort, vi kommer på en dum afstand til en okse, min daværende meget ærlige hest Prestige vælger at kæmpe for at rede situationen, og ender i et elevator spring over den her okse på nok en 100 cm +/-. Det kommer så lidt bag på mig og jeg bliver kastet frem, men bliver på. Dog får jeg med næsen taget fra på hans hals, og det ender med at koste mig en brækket næse, blod udover det hele, udstyr, hest og mig selv. Men er ellers uskadt. Af gode grunde kunne jeg ikke ride videre der. Så der gik nogle dage inden jeg red igen. Den episode har helt sikket sat sig i mig for i mange år efter og også den dag i dag, Nu jeg en kæmpe kylling når det kommer til spring. Jeg har længe nærmest panikket hvis jeg har følt at jeg ikke kan se afstanden, og når det sker smider jeg alt væk og giver ikke hesten en chance for at komme godt til springet.  Det er i perioder faktisk meget begrænset hvad jeg har sprunget og det er noget når 7 år siden jeg sidst har sprunget over 80 cm.

Lidt tilbage til nutiden, men baggrunden er også vigtig at få med for jeg tror selv at nogle ting ligger lidt gemt der.

Min egentlige rideangst begyndte med min tidligere store hest Ronato, min soulmate, på godt og ondt. Han var den hest der har givet mig de vildeste følelser i begge retninger. For da tingene fungerede var det der hvor jeg nærmest bare skulle tænke noget så gjorde han det, og på en anden side var han den hest jeg har været allermest bange for at sætte mig op på. Han kunne eksplodere ud af ingen ting, dette skyldes helt sikkert smarte da han havde ringfod i begge bagben. Men på det tidspunkt viste jeg ikke at det havde udviklet sig og var begyndt at give problemerne.

Men det at tingene kom så pludseligt trickede noget i mig, jeg har altid haft et meget stort behov for at føle at jeg har kontrollen, og det følte jeg ikke at jeg havde når jeg ikke kunne forudse hvornår han satte afsted. Så jeg frøs, faldt frem nærmest som et forsøg på fosterstillig på hesten og glemte alt om at ride, og logisk nok så kostede den reaktion et par ture på jorden. De gange jeg hold hovedet koldt og red i stedet, blev jeg jo på uden problemer, og fik ro på ham igen. Men desværre så bekræftede hver af de gange det gik galt, min angst i at den jo havde ret, jeg ville falde af og det ville gå galt.

En af de værste ture vi tog, var på tur i en skov ved stalden, han så noget, frøs og blev bange, og så hed det flugt, i sig selv ikke det værste. Det værste var at hans flugt gik under et halvt væltet træ, hvor jeg godt kunne se at den eneste måde vi begge ville kunne være under, var hvis vi ramte præcist helt ude i den ene side og jeg nåede at bukke mig. Det er ikke nemt med en hest løbende i fuld panik og især ikke når vi ikke har haft mere en 10-15 meter hen til træet. Ramte vi til den anden side ville jeg ikke kunne være under, men ramme lige ind i træet. Nå at kaste mig af inden ville heller ikke være en mulighed. Alle de ting når jeg at tænke igennem i de få meter hen til træet, og rent mirakuløst får jeg ham til at galoppere kort nok i sidste øjeblik, og får lov at styre nok til at vi rammer det sted hvor jeg kan komme med under, og jeg rør ikke træet. Efter det sætter han farten om igen og jeg får ham stoppet på staldens parkeringsplads, ca 50 meter fra skoven. Der hopper jeg af og kan knapt stå på benene. Der går det op for mig at jeg var alt for tæt på ikke at have klaret det. Jeg er overbevidst om at noget eller nogen har hold hånden over mig der, for så heldig er det vildt at være. Jeg priser mig også evigt lykkelig for at det var et af de gange jeg formåede at reagere i situationen, for ellers havde jeg ikke klaret den.

Det er nok ikke den store overraskelse at jeg efter den oplevelse ikke red i skoven på ham mere, vi gik tur i skoven, men jeg var kun på jorden derfra. Derefter red jeg ham så nærmest ikke, men havde mig en smuk klappe hest som gik på fold og nød livet.

Efter den tid flyttede jeg ham et andet sted hen af forskellige grunde. Det var til et sted med fjordheste. Et af de første gange jeg red ham på stedet endte jeg på jorden igen. En overgang fra skridt til trav provokerede nok til at han satte afsted, og jeg troede jeg skulle være smart og hoppe af i farten da han løb i panik direkte mod et hegn hvor jeg muligvis ville ryge af ud mod en asfaltvej, og så ville jeg hellere i sandet. Jeg landede desværre bare ikke helt som håbet og tog fra med hoften, det kunne høres 50 meter væk at jeg ramte jorden. Det var første og indtil videre eneste gang jeg har overvejet om jeg burde med ambulance efter et fald. Det gjorde jeg så ikke, og jeg slapt overraskende nok fra det uden et mærke. Jeg haltede lidt nogle uger efter, men det var det. Der gik noget nær et halvt år hvis ikke mere inden jeg satte mig op på ham igen.

Jeg red så fjordheste på stedet i stedet, og nogle dage gik det fint, men andre dage kunne jeg end ikke få mig selv op på hesten. Jeg har stået på jorden og ved tanken om at skulle sætte foden i bøjlen, blive bleg som et lig og føle at jeg ville besvime. Der gik det endelig op for mig at jeg havde udviklet rideangst, og ikke bare var bange for min egen hest. Eller det var jeg også, men der lå noget dybere i det.

Min angst har altid haft meget med kontrol at gøre, har jeg følt at jeg havde kontrollen har jeg kunne argumentere angsten væk, fordi jeg har vidst og følt at den ikke havde ret, men de områder hvor angsten har haft ret, eller jeg ikke har følt mig i kontrol har angsten taget over, for jeg har ikke haft noget der kunne overbevise om at den ikke havde ret. For den havde jo haft ret før.

Hvad gør man så – Behandling.

Omkring det tidspunkt faldt jeg på facebook en konkurrence fra en hypnoseterapeut, der ville gå ind i ride angst og i den forbindelse søgte personer at “øve” sig på, og i den forbindelse kunne man vinde forløbet. Jeg meldte mig til, jeg havde jo ikke rigtig noget at tabe. Til mit held blev jeg valgt og startede op. Skæbnen ville så at det slet ikke blev rideangsten vi fokuserede på, men tvært imod min mere generelle panikangst. For ja jeg døjer med angst i mit liv på flere måder, det samme med depression og stress, det hænger sammen med min psykiske diagnose, og når jeg ikke formår at holde den i balance og jeg i stedet overskrider mine egne begrænsninger så er der en pris at betale og den kan komme til udtryk på mange måder, bl.a. angst.

I takt med mine sessioner ved Pernille som hun hedder, fik jeg langsomt åbnet op og bearbejdet mange ting fra mit liv, og jeg kom mere i balance. Når jeg er i balance er jeg oftere i kontrol over angsten end den er i kontrol over mig. I det forløb fik jeg styr på rigtig mange ting og jeg er også evigt taknemmelig for den mulighed jeg fik, for den er uden tvivl grunden til at jeg kom igennem en uddannelse og i dag både er stærkere og længere i mit liv end jeg nogensinde havde troet jeg ville komme. Rideangsten kom jeg dog ikke nærmere på, i første omgang. Der er grænser for hvor meget man kan arbejde med på en gang.

Så nogle år efter startede jeg et nyt forløb op, kun med fokus på rideangst da den var begyndt at tage lidt til igen efter jeg egentlig havde haft lidt styr på den i noget tid. Jeg kan ikke sige andet end at hypnosen har en meget stor del af æren i forhold til at jeg stadig rider og at jeg gør det med en rolig fornemmelse i maven langt hen ad vejen. Jeg kan også presse mig selv lidt uden at lukke ned og jeg er begyndt at gøre flere ting som jeg aldrig havde troet at jeg skulle igen.

Jeg har stadig begrænsninger og det vil jeg nok altid have i en eller anden grad, og det har jeg accepteret. Jeg kender mig selv og kan handle efter det, og så har jeg jo nu den bedste ven i Boss. Han er der, og udfordre mig ind imellem, men aldrig mere end at jeg kan være med, og ved at han i sidste ende er der med mig, også når jeg synes det er svært. Jeg har jo for hulen selv tilredet ham, uden andre end mig på ryggen, det var da en ting jeg aldrig havde forventet at kunne.

Hvad der ikke virker til en med rideangst.

Puhh det blev vist lidt langt, men jeg vil nu alligevel slutte af med et par gode råd om ting der efter min erfaring, ikke virker at sige til en med ride angst.

  • Hvorfor sælger du ikke hesten, når du ikke tør ride på den? – Den er ikke fed at få i hovedet, ridning er ikke alt, og man kan sagtens være glad for sin hest selvom man af den ene eller anden grund ikke rider den.
  • Du skal bare gøre sådan og sådan. – Hvis det var så simplet, havde man nok ikke problemet.
  • Den gør jo ikke noget, der er ikke noget at være bange for. – Det forsøger man jo også at forklare sig selv, så når andre selv en god mening siger sådan, slår man ofte sig selv mere i hovedet over at man ikke kan lade vær at være bange.
  • Din hest trænger til at blive redet. 1 Hesten har ikke noget naturligt behov for at blive redet, så nej. 2. Det kan ramme et rigtig ømt punkt, og give den ramte endnu dårligere samvittighed som i sidste ende kan forværre angsten for nu er der lige pludselig flere forventninger.

Der er massere af andre ting, og i sidste ende er det jo bare forskelligt fra person til person hvad der ikke virker. Men angst er aldrig bare en bare ting, det er så meget mere og langt mere komplekst at navigere rundt i end man skulle tro. Der er ikke en nem løsning, men hvis vi alle bliver bedre til at tale om det på en positiv åben måde, kan vi forhåbentlig slippe af med tabuet omkring det, og kommer vi det er vi kommet rigtig langt. For så er der en barriere mindre de ramte skal bekymre sig om.

Med åbenhed og åbne spørgsmål kommer man langt ofte vil folk gerne have hjælp men på deres egen betingelser. Så måske det kan hjælpe at spørge om der er noget man kan gøre, i stedet for at tilbyde forskellige ting. Forskellen ligge i at for mig vil jeg fx. hellere selv spørge om en vil trække mig, frem for at en anden spørg om det er det de skal. Det lyder meget ens, men for mig er det bare et mindre nederlag hvis jeg selv foreslår det, frem for den anden vej. Det kan godt være at det bare er mig. Men med det sagt har jeg været trukket rundt på Ronato flere gange og det har jeg det fint med, også selvom det er da noget af en nedgang fra at have trænet M- dressur og til ikke at kunne sidde på hesten uden en holder ved, på samme hest.

Tak for at i har ville læse med så langt, det blev noget længere end planlagt, men det er så mit indlæg nr.20, så det er jo lidt rundt.

Men lad mig endelig høre jeres kommentare, er det noget i selv har mærket, hvad har virket, hvad har ikke og ikke mindst lad os alle hjælpes ad med at tale om rideangst så det forhåbentlig en gang bliver noget folk ikke er bange for at tale om og sige højt.

 

Tidligere indlæg:

#19 Den sunde/naturlige slankekur – den gode fold

#18 Det rigtige opstaldnings sted hvad er vigtigt for mig

#17 Mavesårs update 1

#16 Ud på tur aldrig sur

#15 Facebook lives og impulskøb

#14 Nu med mavesårs hest

#13 Wellness behandling til hesten

#12 At føle sig som den dårligste ondeste hesteejer

#11 Typisk fjordhest fordomme omkring forskellige typer heste

#10 Har jeg for meget udstyr nej da eller jo måske lidt

#9 At komme tilbage efter et dårligt stævne

#8 At flytte hesten og modtagelse af præmie fra pavo for tidligere uges peek

#7 Online konkurrencer og ridt på godt og ondt

#6 Tanker efter et dårligt stævne

#5 Specielle oplevelser sammen med hestene

#4 Varieret træning hvor svært kan det være svært

#3  De kære føl boss er blevet storebror for anden gang

#2 Når noget bare ikke føles til at være som det skal

#1 Hvem jeg ny som blogger og mine tanker bag

fb-share-icon

Hejsa Mit navn er Rikke. Jeg er næsten lige fyldt 30, puhaa den var lidt hård at komme over ;) Men det er nu ikke så slemt som frygtet. Min blok her kommer til at handle om mig og min skønne fjordhest Boss som er 6 år. Jeg har endnu ikke blesuttet om der skal være en rød tråd, eller om det bare skal være hvad der falder mig ind jeg vil skrive om. Så der satser jeg på at jeg bliver klogere i processen. Men nu har jeg i hvert fald kastet mig ud i det, og så må jeg se hvor det ender. Målet er i hvert fald at hygge mig med det og tage en skriv ad gangen. Men håber da nogen vil læse med, og at nogle af mine ideer vil have relevans for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *