fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2022,  PEEK NEWS,  Riders NOTEBOOK,  Spring,  Ugens PEEK'er

Jeg endte med at bære min pony op af kirkegulvet

Jeg endte med at bære min pony op af kirkegulvet.

 

Ja, i læste helt rigtigt. Dog ikke fordi jeg er Pippi Langstrømpe. Men på en helt speciel måde.

 

Min pony Felex, var mit et og alt. Han var den pony jeg voksede op med. Ponyen jeg har oplevet alt med. Ham der stod ved min side i gode og i dårlige tider.

Han var der da min først pony døde. Han var der da jeg var en vild teenager. Han var der da jeg blev syg. Han var der da jeg gik igennem et ekstrem voldigt forhold der nær kostede mig mit liv. Han var der da jeg kom ud på den anden side. Han var der da jeg fik min søn. Og han var der da jeg blev forlovet. Selvfølgelig skulle han også være der til mit bryllup.

Min store drøm var at jeg skulle bæres af ham op af alteret. At han skulle overgive mig til min kommende mand.

Felex, også kaldet Monsteret, var min soulmate. Min bedste ven. Hesten i mit liv. Desværre ville skæbnen en anden vej.

Jeg blev forlovet 23 Januar 2020 i Paris. Og jeg glædede mig sådan til at planlægge brylluppet og aftale med præsten at min pony skulle være til stede. Det ville blive så unikt og en livslang drøm som allerede startede fra barnsben, ville blive fuldendt.

Få dage senere, opdager jeg dog en svulst på hans private del. En svulst jeg egentlig ville tro var harmløs, men alligevel sagde min mavefornemmelse at der var noget helt galt her. Felex virkede ikke generet af den og var 100% sig selv som altid. Men jeg tilkaldte dyrelægen.

Dyrelægen kom dagen efter og så svulsten an. Hun konstanterede hurtigt at der var tale om kræft. Hun beroligede mig dog også med at den sad så den kunne opereres, spørgsmålet var dog om jeg ville gøre det på en 24 årig pony. Svaret var ja. Lige Felex ville jeg ikke tænke rationelt ved, kunne han overleve, så skulle han.

Hun tog dog alligevel lige nogle prøver af resten af ham, for en sikkerheds skyld og ville så vende tilbage dagen efter med tid til operation.

 

Jeg var lettet. For ja, kræft er noget øv, men hun sagde jo at alt ville blive godt og at det ikke var en farlig kræft art ifølge hende.

Dagen efter ringede hun og jeg var så glad for at fortælle hende at jeg også havde fået skaffet de penge der skulle til, så hun skulle bare komme med den dato! Til min overraskelse blev hun dog stille i den anden ende af røret. Forsigtigt fik jeg fremstammet “Han skal da opereres, ikke?”. De efterfølgende ord hjemsøger mig stadig den dag i dag. Prøverne var blevet analyseret. Felex havde ikke bare kræft, han havde én af de mest aggressive former, pladecellekarcinom. Og den havde allerede spredt sig til samtlige af hans indre organer. Han var dødsdømt. Med en operation ville han måske have 1 år tilbage, uden var der tale om uger. Hun sluttede af med at sige at de ikke synes det var humant at operere på en 24 årig hest, der med al sandsynlighed ej ville få forlænget livet meget. Og på trods af hvor meget jeg havde lyst til at tvinge dem, måtte jeg jo give dem ret.

Jeg spurgte indtil hvor længe de ville give mig til afsked med ham. Og svaret var max 3 uger. Datoen blev sat til den 19 Februar 2020. Og jeg gik mit livs længste 3 uger i møde med afsked. Afsked til den pony der altid havde været der og nu forlod mig.

 

Jeg skulle giftes den 17 Juli 2021. Planen om at Felex skulle bære mig op ville ikke blive en realitet. Men med skulle han. Han skulle være en del af mit bryllup. Det stod slet ikke til debat. Spørgsmålet var dog blot; Hvordan?

Jeg gik i tænke boks og der befandt jeg mig længe. Og så kom det pludseligt til mig. Han skulle være mit “Something blue” (noget blåt). 

Traditionen er jo at bruden skal bære;

  • Noget nyt
  • Noget gammel
  • Noget lånt
  • Noget blåt

 

Jeg fik fat i én kvinde der lavede smykker ud af aske og fortalte hende om mine ønsker og tanker bag. Sammen kreerede vi et blåt smykke sæt bestående af øreringe og halskæde, indeholdene aske fra Felex.

Smykkerne var designet sådan at asken lagde sig som en smuk sky i en blå himmel. Præcis som værende symbolikken for hvor Felex befinder sig på vores store dag. Samtidig med at han var hos mig.

 

Smykkerne blev allerede lavet kort efter Felex død. Og jeg svor mig selv ikke at bære dem før min store dag. Mange gange har jeg haft dem fremme og set på dem, men jeg har ikke båret dem. De var tiltænkt netop til brylluppet og det skulle blive helt specielt at få dem på, på dagen. Og det må man sige at det blev. Da mine veninder tog smykkerne frem og tog dem nænsomt på mig, brød jeg ud i tårer. Til stor frustration for den stakkels make up artist der allerede inden bryllups start, nu kunne friske hele mit ansigt op. Men at få dem på, efter 1 års vente tid, var overvældene og sentimentalt. Og man kan vist fornemme glæden og lettelsen på billedet her under.

 

Sådan endte det med at jeg bar min pony op af kirkegulvet, nu hvor han ikke kunne bære mig op af kirkegulvet.

 

Felex var med mig hele dagen. Som altid var han der når jeg havde brug for ham. Denne gang blot på en anden måde. Men han var der. Og han er der stadig.

 

Tak for at læse med. Stay awesome Ninjas / DD

 

 

fb-share-icon

28 årig kvinde, mor, hustru, rytter, skuespiller, blogger og meget mere. Følg med når jeg beretter hudløst ærligt om alt og intet i min hverdag, tanker og ideer uden censur. :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *