Jeg kommer til at være evig ponyrytter af denne grund…

Endelig, endelig, endelig er dagen kommet, hvor jeg skal se Sol igen! Der er gået en hel uge, og jeg synes at det er helt forfærdeligt længe. En hel uge uden ridning, kommer til at sætte Sol og jeg en smule tilbage. Jeg kan dog ikke klage, for det var langt værre, da jeg ikke kunne se hende i mere end to måneder.

Sidste år var noget værre møg

Det er lige før, at jeg bedre kan lide 2020. Så skal der altså reeeet meget til! Meget kan jeg sige om år 2019. Der skete en masse ting, jeg ikke ville have været foruden – og en masse ting, jeg glædeligt ville have været foruden. Dette indlæg bliver måske lidt ømt, for sidste år er bestemt ikke et år, jeg er fan af at tale om. Alligevel passer det bare perfekt i dag, og jeg ved, at jeg vil ud med det, på et tidspunkt. Når først det er overstået, kan jeg ånde lettet op. 

Så hvad er det så?

Dem, som har fulgt med på min instagram i længere tid ved, at jeg næsten lige er flyttet hjem, efter at have boet et år i plejefamilie. Jeg tror at det er de færreste der egentligt ved hvorfor at det var omstændighederne. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv ved det 100% 

I starten af 2019 stod Sol opstaldet på en rideskole, hvor jeg havde nogen absolut fantastiske venner og veninder. Stalden der, var mit andet hjem. Jeg havde det generelt bare ikke så godt, og det var der nogen, som hurtigt lagde mærke til. Starten af 2019 var max. tumult med kommunebesøg og samtaler med alle mulige mennesker, som jeg ikke aner funktionerne på. Det var helt klart selvforskyldt, men jeg tror ikke, at jeg vidste bedre. 

Så skulle Sol hjem

I Marts måned var det selvfølgelig begyndt at blive forår igen, og Sol skulle altså hjem fra rideskolen. Jeg ville rigtigt gerne have haft, at hun blev der, for det var der, jeg tilbragte al min tid. Sådan kunne det dog ikke gå, for det er dyrt at have hest opstaldet. 

Præcis 20 dage efter at Sol var kommet hjem, flyttede jeg dog. Det var sådan lidt en “akut-situation”, så jeg havde ikke nogen ting med, da jeg rigtigt skulle have haft overnattet ved en veninde. Her boede jeg på et opholdssted i omkring 12 dage, og jeg husker ikke meget andet, end at det var monster varmt udenfor. Min sagsbehandler besluttede at flytte mig hjem til min farmor, da der var mere styr på situationen kort efter. 

Der mærkede jeg bestemt savnet til Sol

Jeg boede ved min farmor i 6 uger, hvilket på daværende tidspunkt føltes som meget, meget længe. Jeg elsker min farmor rigtig højt, og hun er en af de personer, jeg ser op til. Trods at hun har været igennem en masse, og blandt andet har mistet to af sine børn, formåede hun at skabe et rigtig godt hjem for mig. Min farmor var pædagog før hun gik på pension, så hun havde også rigtig god kommunikation med kommune mm., og min farmor og jeg aftalte sammen, at jeg ikke skulle blive boende ved hende. 

I de seks uger jeg boede ved hende, kunne jeg ikke se Sol overhovedet. Sol var jo hjemme, og jeg var vred på min mor. Den vrede er heldigvis overstået, for jeg har nu lært, at min mor hele tiden har gjort sit absolut bedste – og jeg bor jo hjemme igen, den dag i dag.

Det var det sværeste

Da jeg ikke kunne se Sol, var det hele en kæmpe omvæltning for mig. I kan måske forstå det, når jeg beskriver det som, at Sol var mit frirum fra alt andet. Det er hun stadig. På det tidspunkt, var jeg først vandt til at have Sol ved min side, igennem alt det svære med samtaler og alt det der. Pludselig flyttede jeg, og så følte jeg selvfølgelig at jeg var alene, når jeg ikke havde Sol ved min side. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, hvis jeg på et tidspunkt mister hende. 

Efter de 6 uger, kom jeg i plejefamilie. Jeg havde sagt til min sagsbehandler at jeg var helt ligeglad med hvad jeg skulle, hvis bare jeg kunne have Sol med. Og at hvis jeg ikke havde hende, ville jeg bare gå min vej igen. Min plejemor var heldigvis også hestemenneske, og det førte til, at jeg fik lov til at få Sol igen – samt. at kommunen faktisk betalte opstaldning til Sol i en periode. 

Jeg er heldig og taknemmelig

Det sker ekstremt sjældent, at plejebørn får dyr med i plejefamilie. Min sagsbehandler havde aldrig oplevet det før. Hun havde kun hørt om en, som fik en kat med. Det er vanvittigt dyrt med hest, og jeg ved ikke, hvordan jeg kunne være så heldig. På det tidspunkt følte jeg mig ikke synderligt heldig, fordi jeg fokuserede på alt det, som ikke fungerede. Men wow, nu er jeg blevet ekstremt taknemmelig, for tænk hvis jeg ikke havde haft fået Sol tilbage endnu. Så tør jeg slet ikke tænke på, hvor jeg var endt henne.

Nu bor jeg hjemme, har Sol og går på efterskole. Selvom jeg har nedture, tror jeg ikke, at noget kommer til at måle sig med det, jeg allerede har været igennem. Uanset, har det givet mig blod på tanden til altid at kæmpe videre. Det bruger jeg i mange situationer, og jeg tror at det er en af grundende til, at jeg er så målrettet.

Og nu lever vi (forhåbentligt) lykkeligt til vores dages ende

Jeg håber og tror ikke, at jeg nogensinde kommer til at skulle mangle Sol så længe igen. I hvert fald ikke før, at hun rejser over regnbuebroen om mange, mange år. Jeg håber at det her kan give lidt forståelse for, hvorfor jeg har en pony, jeg aldrig vil kunne skille mig af med. Sol er noget særligt, hun har hjulpet mig igennem fuldstændigt vanvittige ting. Det er en ægte solstrålehistorie. Hvordan vi begge begyndte som ingenting, og sammen er gået til meget mere, end jeg nogensinde havde troet ville være muligt. Jeg ved ikke hvem jeg skal takke. Men TAK!! for at jeg har været igennem alt dette, og nu er, hvor jeg er. 

Tak for at du læste med i dette indlæg. Det betyder vanvittigt meget. Videoen er fra Maj 2020.

-Liv & Sol

https://www.instagram.com/p/B_0W3nMhFMc/