JO HØJERE SPRING DESTO BEDRE…

Eller hvad?

Forleden dag så jeg en video af en pige på internettet, hvor hun sprang sin pony for første gang efter lang tid. Den havde ikke været sprunget længe, og var tydeligt stiv og utilpas under springning. Jeg tænkte ikke videre over det. Hun skriver så, at hun ønsker at springe 1 meter + næste gang. Jeg havde ikke tænkt mig at kommentere noget, da det jo på ingen måde er min opgave at fortælle pigen, hvad der er korrekt for hendes hest. Min søster havde set samme opslag, og vi kom i snak om det over frokosten. Vi blev hurtigt enige om, at det var rytterens ambitioner der her kom over hestens kapacitet. Så længe den generelle grundridning og afstande til springene ikke er på plads, så er det en dårlig ide at springe højere.

Hvis jeg kigger på mig selv, så er jeg ikke på nuværende tidspunkt klar til at springe højere end 70 cm, da jeg ikke ønsker at min hest får en dårlig oplevelse på grund af dårlig afstand. Jeg er langt fra perfekt og jeg skal heller ikke dømme nogen andre. Jeg ønsker dog blot, at andre bliver mere opmærksom på dette emne. Jeg vil mere end gerne ride på et lavt niveau i længere tid, for at give hesten selvtillid og bestemt også mig.

Men handler springning ikke om, at man er dygtige jo højere springene er?

Jo – rent konkurrencemæssigt gør det. Ved stilspring kan du ikke bare lave alle de fejl du vil, der bliver du bedømt på at ramme afstanden, ride på midten af springet, give korrekt efter, sidde korrekt og holde ligeudretningen på ponyen efter springet. Du kan sagtens ride en S klasse i spring, men ride utrolig grimt og flå hesten i munden.

En af mine gamle veninder red en pony i S, hvor det virkelig var uharmonisk og slet ikke noget kønt syn. Hesten var total stresset og jeg tvivler på, at hvis det havde været en stilspringsklasse havde de ikke fået topkarakter. Jeg synes, at det er ærgerligt at (især) ponyryttere rider grimt og uharmonisk på deres ponyer. Jeg er klar over, at der er meget på spil i de høje klasser, men handler det ikke om, at både rytter og pony skal synes det er sjovt? Der er da ingen der synes det er fedt, hvis rytteren konstant skal holde hesten tilbage og tvinge den over enorme forhindringer.

En af de ting, jeg fik øjnene op for i år er, at jeg ikke behøver at springe højt ved hver træning for at øve mig. Jeg kan sagtens ride 80-90 i bane med fin teknik og harmoni, men hvis hesten KAN springe de højder, hvorfor så gøre det HVER gang? Det er der jo ingen grund til. Jeg springer kun 1 gang om ugen, hvor jeg finpudser min holdning og øver mig i afstande. Ellers rider jeg bomarbejde 2 gange om ugen, hvor jeg træner afstanden fra galop til bommen og tæller mine galopanspring. Det er svært i starten, men når jeg først er kommet igang, så bliver det bedre efter et kort stykke tid.

Men hvis det ikke handler om højden, hvad handler det så om?

Teknik, teknik og atter teknik. Teknik og harmoni er det vigtigste under springning. Jeg tænker altid når jeg springer, om hvordan jeg ville se min ridning hvis jeg var dommer ved en stilspring. Jeg forsøger så vidt muligt (lykkedes selvfølgelig ikke altid) at ramme mine afstande, give korrekt efter og ramme midten af springet samt lande i rigtig galop – lander hesten ikke i rigtig galop, jamen så ned i trav og spring an igen.

For mig er alt ikke om højden, men om tilliden mellem hest og rytter. Skal hesten turde tage chancer (lave lang afstand, redde din r*v og gøre meget for dig under springning) skal der være selvtillid. Og selvtillid kommer ikke, hvis man konstant leverer dårlige afstande og hesten får mange stop.

Mit råd til ryttere, der tror at alt er omkring højdespring. Stop et øjeblik og mærk om det er det værd. Tag farten af, nyd din hest’s kapacitet og opbyg dens selvtillid i stedet for at ødelægge den.

OBS: Det udvalgte billede er fra 2014, med min daværende 4 års pony, som lige var begyndt på springkarrieren. Jeg fokuserede meget på, at hun følte sig sikker, og som i kan se, havde hun meget overskud og ørerne fremme.