Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  Spring

Kampen mod sig selv..

 Jeg er en pige på 15 år, som får det både psykisk og fysisk dårligt, når jeg skal vise ting frem i min sport. En forfærdelig træls ting, som virkelig påvirker en, rigtig meget!!

 

Jeg startede allerede i en ung alder med at ride. Hvergang jeg så en hest, blev jeg glad og det har hængt ved lige siden.

Jeg startede i 2006 med at ride. Jeg gik på rideskole i rigtig lang tid – hele 8 år!

Jeg red på den skønneste Pony i hele verden, Snehvide. Hun var en Pony i verdensklasse og en Pony, som altid gjorde det bedste for mig. Jeg red ikke særlig mange stævner, pga jeg gik på rideskole, men efterhånden som årene var gået, havde jeg alligevel fået startet en del og hvergang jeg red Snehvide, var der altid en roset med hjem, for hun kæmpede altid en kamp, for at gøre en glad. (Blot nogle få rosetter den Pony, gav mig)

Det var derfor også utroligt svært, at gå fra Snehvide og over på Poesi. Snehvide var en erfaren dame, og Poesi var meget ung Pony, da vi købte hende. – kun 4 år!

I 2015, besluttede jeg sammen med min underviser og forældre, at jeg skulle ride mit sidste stævne på Snehvide og at vi skulle købe egen. Desværre gik alt ikke som håbet med Poesi. Poesi var kun lige blevet tilredet, aldrig galopperet med rytter, aldrig sprunget og alt muligt andet. Hun var (og er – dog ikke ligeså meget mere), rigtig slem. Den sværeste hest, jeg nogensinde har reddet og nok kommer til. Hun var alt for stærk, og hvis hun ikke gad, gad hun ikke. Hun smed mig af utallige gange, løb væk hvergang jeg skulle lukke heste ind/ud fra fold, løb væk og hjem hvergang vi var oppe og springe på springbanen, løb væk hvergang jeg tog hovedtøjet af hende, og ja, gjorde i det hele taget, alt andet end hvad jeg bad om.

Jeg var rigtig ked af, at have Poesi over en længere periode, fordi hun er så svær og træls. Jeg har aldrig kunne sælge hende og kommer heller aldrig til det, fordi jeg ved hvad hun har været igennem i hendes liv. Men hvor savner jeg dog bare en Pony, som altid var sød, og en Pony man ikke var bange for og vise frem. For det er sindsygt svært og rigtig hårdt, og skulle kæmpe en kamp, hele tiden. Når tingene så går ned af bakke, føler man sig fuldstændig håbløs og lysten til det det hele forsvinder også bare.

 

I april i år, var jeg rigtig tæt på, bare og sige “Nu det nok, nu gider jeg ikke kæmpe mere. Jeg kan ikke mere, og vil ikke mere”. Min grænse var virkelig blevet brugt på det tidspunkt. Og lysten til at sælge hende, var RIGTIG stor, for gud jeg var træt af hende.                                                                                                                        

Igennem de snart 5 år, jeg har haft Poesi har jeg fået det utroligt dårligt, hver evig eneste gang jeg enten skal springe baner, ride stævner, ride jagt, ride dressur, imens andre kigger, fordi jeg har oplevet mange drømme mig, fra dengang Poesi var en helt anden hest end den hun er i dag.

Men hvergang, hver evig eneste gang jeg skal til stævne eller ride jagt, eller andet får jeg det SÅ dårligt. Jeg får hovedpinde, kvalme (og nogle gange kaster jeg også op), tynd mave, så ondt i maven, at jeg næsten ikke kan rejse mig fra sengen, og når jeg er inde på banen og skal ride min runde, stiger min blus helt voldsomt og imens jeg rider banerne glemmer jeg tit og trække vejret ordenligt, og når jeg så endelig er igennem mål, rider jeg 9 ud af 10 af gangene over til min mor, med surt opstød i munden, fuldstændig forpustet og helt flad for energi, og her er min mor bare den allerbedste. Jeg er nødt til og få noget energi efter jeg har reddet stævner eller baner (også på hjemmebane), så skal jeg have noget sukkervand, ellers kaster jeg simpelhent op. Det er det mest ubehagelige man kan opleve, især fordi det gentager sig, gang på gang. Og det værste er, at sådan her  får jeg det også, når jeg bare springer derhjemme.

 

Men så spørg du nok “Men hvorfor så rider stævner og vise jer frem, når du får det sådan?”.

Jeg ELSKER STÆVNER!!!! Det har og det vil jeg altid gøre. Hvis jeg havde to Ponyer, havde jeg nok taget til stævne hver evig eneste weekend, for jeg elsker min sport. Jeg elsker og vise os frem. Jeg elsker og udvikle mig som rytter og person, få Poesi ud og udvikle hende, gøre os bedre og ja, jeg elsker det hele, til trods for mine trælse problemer. Jeg prøver, hvergang og forberede mig på det. Det kan jeg ikke, men jeg kan prøve ikke og kæmpe imod, men vide hvad jeg skal stille op. For at opgive, pga af mig og mine problmer kommer ikke til og ske.

 

Men der er sindsygt hårdt og skulle kæmpe imod sig selv, så tit. Uden nogle kan gøre noget ved det. Men jeg ved, at det ikke hjælper og opgive nu, efter 13 år i rideverden. jeg ved, jeg ikke er den eneste der får det sådan her, det kan være nogle af jer derude, får det halvt så dårligt som mig, eller værre end mig. Men husk og nyd det gode i livet, og gør det der gør dig glad. Selvom det er træls, hvergang du oplever denne ubehagelige situation. Hold hovedet højt og kæmp. Kæmp r*ven ud af buskerne for at slå dig selv, i en kamp om udholdenhed og en kamp kun imod dig selv. En kamp, kun du og din krop kender til. Men aldrig giv op, for så vinder du ikke kampen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *