Kender du det? Præstationsangst!

Jeg er ved at være godt parat til at tage tilbage på efterskolen nu, og det havde sådan set ikke haft gjort mig noget, hvis jeg skulle være taget afsted i dag. Normalt rider Sol og jeg nemlig vores ugentlige dressurundervisning om mandagen, men i morgen er den desværre aflyst grundet den forlængede weekend. Øv øv altså! 

Vi kom fra toppen

Ja, det har faktisk virkelig været svært at vænne sig til at ride på skolen. Først og fremmest, fordi jeg netop i et år været så heldig at ride en ugentlig undervisning på hold ved Dorthe Rohmann. Det har jeg virkelig været glad ved, og det var en mulighed jeg bestemt kun havde, i det ene år, hvor jeg boede i plejefamilie.

Rytterne på holdet der, var en del mere dressurpointerede, end mange af eleverne fra efterskolen. Det er klart, for alle har forskellige interesser. Undervisningen ved Dorthe betød dog også, at jeg havde noget at leve op til og blive motiveret af. Jeg var selvfølgelig ikke på samme niveau, som de fleste andre derude. I starten havde jeg svært ved at vænne mig til det, men her til sidst fandt jeg mig rigtig godt til rette. Folk var begyndt at lægge mærke til en kæmpe udvikling fra min side, og det betød meget for mig. 

Så at starte et nyt sted er svært

Nu kendte jeg jo lige alle så godt, og jeg havde netop redet Sol og jegs første LA. Jeg var flyttet hjem til min mor igen og skulle nu på efterskole. Så hvad kunne gå galt? Aldrig før havde Sol og jeg været så meget på toppen. 

Jeg havde bare glemt at tænke på, at der ville kunne komme reaktioner, når nu vi flyttede sted og underviser. Jeg troede måske lidt, at vi var blevet uovervindelige.

Da jeg startede på efterskolen, følte jeg at jeg skulle bevise at jeg kunne noget.

Jeg ville gerne bevise, at Sol og jeg kunne ride en LA. At vi var gået fra ingenting, til hvad jeg mente var top. Det gik bare hurtigt op for mig, at det ikke var muligt. De første mange undervisninger, var bare noget værre rod. Jeg kunne slet ikke samle Sol eller ride nogen øvelser. Jeg selv spændte op og var ude af balance. Sol er en meget sensitiv pony, og det er stort set kun mig, der har været på ryggen af hende, specielt fordi hun i starten bukkede og stejlede rigtig meget. Derfor reagerer hun også, når jeg ikke er helt klar i hovedet. Jeg koncentrerede mig simpelthen for meget om, at give et godt indtryk, til at kunne ride ordentligt. Jeg er kontrolfreak, og det gjorde mig yderst ked af det, at jeg følte at vi var på vej i den forkerte retning. 

Det har jeg først lige indset

Jeg er rigtigt glad for min nye underviser også. Hun er meget forstående, og kunne mærke på mig, at det påvirkede mig at være faldet så langt tilbage i min ridning. En dag kom hun hen til mig med ordene: “altså, skal vi ikke finde en løsning, så det bliver rart for dig at ride igen, også selvom det ikke er perfekt? Man kan ikke ride, hvis ikke man har den rigtige følelse i maven”. Det var bare lige hvad jeg havde brug for at høre der. Endelig besluttede jeg mig for, at det kunne være lige meget, hvad andre tænkte om min ridning i dét sekund. Det skulle jo nok blive bedre med tiden. 

Nu er jeg på rette vej igen

Siden hen, har jeg været motiveret til at gøre mit absolut bedste igen. Jeg fik trådt lidt ud af min præstationsangst, som måske egentligt startede ved nogle små, ligegyldige kommentarer fra et par andre ridelinjepiger. Små ting som “ej, Sol så da lidt stiv ud i dag” eller “mine forældre kan se at jeg er passioneret, så jeg bliver nødt til at få hesten med hjem i weekenderne” – som slet ikke har haft de budskaber, jeg har følt de har haft. Jeg ville bare også bevise, at jeg havde noget at bidrage med. At jeg også var passioneret, men at jeg bare ikke havde samme muligheder. Nu hvor jeg har sluttet fred med mig selv og min ridning igen, har vi faktisk kun haft gode rideture siden. Der kan man bare se hvor meget det betyder. 

Tak fordi du læste med. Følg min hverdag på instagram her.