Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  Spring

Man sælger ikke bare sin bedste ven…

Den debat om, at sælge sine heste… Jeg er klar over, at der er forskellige grunde til salg, men dette er MIN mening. Jeg respekterer også, at folk sælger deres dyr, men her er grunden til, at jeg IKKE gør.

UBETINGET KÆRLIGHED:

Det kan godt være, at heste ikke har en særlig stor hjerne, men det er ikke ensbetydende med, at heste er et dumt dyr. De husker nemlig rigtig godt!

Jeg synes et eller andet sted, at det er uforskammet at sælge sin “såkaldte” bedste ven. For mig er det ikke bare et dyr der rides på, men en hest, som der skal opbygges et tillidsbånd med. Jeg har altid sagt, at hvis man anskaffer sig et dyr, så skal man også passe på det. Jeg har ALDRIG solgt et dyr. Uanset om det er en kanin, kat, hest. Jeg har fået aflivet et par stykker. At sælge kan simpelthen blive forfærdeligt for ens dyr. Især, hvis de ender som kastebold.

Begge mine heste har vidt forskellige forudsætninger. Flower har altid boet hos mig, og Spot har haft 11-12 forskellige hjem. Mine heste skal i hvert fald ingen steder, da man aldrig 100% ved hvor de ender henne.

Lad os tage et eksempel – læs sidste linje….

Forestil dig, at du er et føl. Et nyfødt føl, som slet ikke har noget viden om verden.

“Jeg blev født en sommerdag – nærmere sagt, den 20 juni 2008. Alt var trygt. Jeg havde min mor, og vi er meget tæt knyttet. Menneskerne der har mig, passer så godt på mig, og jeg elsker en god strigletur. Der er dog mange andre mennesker der vil snakke med mig, men jeg er genert og sky. Jeg har ikke rigtig lyst til at være sammen med andre end min mor og mine mennesker. Omkring 11 måneder senere, bliver jeg tvunget ind i en trailer. Nye mennesker og uden min mor. Jeg vrinsker og vrinsker. Intet sker. Jeg ryster af skræk og er bange. Nu er ALT utrygt og skræmmende. Et par timer senere, bliver jeg lukket ud af traileren. Vent… Jeg kender ikke det her sted… Hvor er mor? Jeg bliver meget usikker på mig selv, og savner det gamle sted. Mine nye ejere virker søde de første par dage, men det vender hurtigt. Jeg bliver skubbet og sparket til på folden. Jeg kan ikke være i fred. Mine ejere gør ikke noget for at behandle mine store sår, og det gør ondt… Til sidst affinder jeg dig med smerten. Der går ikke mere end et par måneder, før jeg bliver tvunget ind i en trailer igen. Jeg er nu fyldt 2 år. Jeg husker stadig tankerne fra forrige tur med traileren. Det var ikke rart. Jeg begynder pludselig at blive bange igen. Meget bange. Jeg ankommer kort efter til et sted med maaange heste. Jeg har ingen ide om, hvor jeg nu er henne.. Men en ting er sikkert; jeg har IKKE lyst til at være her. Det er ikke rart. Mine ejere kører væk fra dig. De første par dage er jeg i en mørk og kold boks. Jeg har ikke noget at ligge mig i, og de andre heste er meget tynde. Hvad er det her for et sted, tænker jeg…

Tilridningsstedet:

Jeg bliver sat i en kæde, hvor nogle mænd sadler mig op. Sadlen jeg har på er alt for stor, og den gør ondt at have på… Jeg får nogle spænder på, som tvinger mig til at gå ned med hovedet. Min nakke gør ondt, og jeg synes ikke det er sjovt. Det her sker nogle gange om ugen. Jeg er lige fyldt 2 år og 1 måned, da der er nogle der sidder på mig. Jeg synes det var meget ubehageligt og alt gjorde ondt. Jeg havde dog ikke lyst til at være ond, så jeg gjorde mit bedste. De snakkede om, at de gerne ville købe mig. Jeg blev glad. Endelig kom jeg væk fra det her sted. En uge efter var jeg flyttet til et nyt sted. Yes, tænkte jeg. Den første dag, ville hun ride mig. Jeg blev sadlet op, og fik indspændinger på. Det var på ingen måde rart, og jeg stejlede bagover. Jeg landede på min rytter. Min nye ejer brækkede kravebenet, og hun sendte mig tilbage igen efter få uger. Jeg havde fået et skævt kryds, men ingen opdagede mine smerter.. Jeg blev sat i tilridning, og blev solgt til en kvinde i midt 50’erne. Det viste sig at være en dyremishandler… Jeg var knust og meget ødelagt. Ingen så mine smerter og jeg havde det dårligt med mig selv. Jeg troede snart ikke der kunne ske mere dårligt for mig… Min ejer fortalte mig, at jeg snart ville blive sendt til slagtning. Jeg vidste ikke hvad det betød… 4 måneder efter, havde jeg det forfærdeligt. Jeg blev købt af en ny ejer, og hun forstod ikke i første omgang hvor ødelagt jeg var. Heldigvis gav hun aldrig op på mig! Jeg gjorde det gengældt med en masse gode stævner, hvor vi også vandt en del gange! Efter 2 år blev jeg sendt til en ny dame… Jeg tænkte, om det virkelig var takken for alt det jeg gjorde for hende..  Jeg var knust. Min nye ejer mærkede hvor knust jeg var, og sendte mig tilbage igen. Jeg var glad for at være hjemme igen. Der gik dog ikke mere end ½ år, før jeg var i en trailer på vej til et nyt sted. Nu måtte det altså være nok.. Jeg blev ikke motioneret rigtigt her, så jeg gik bare og hyggede mig.

Lykken:

Omkring 1½ år efter, kom der en ung pige og red mig. Hun så sød ud, men jeg ville ikke et nyt sted hen, så jeg prøvede at smide hende af. Øv, hun var god… 1 uge efter kom pigen og hentede mig. Jeg ville ikke ind i traileren.. Hun lokkede med mad, så jeg gik ind. 3 timer senere var jeg på Lolland. Da jeg kom til min nye ejer, var jeg total knust, ødelagt og træt. Jeg vil ikke mere. Der gik et par dage, før hun red mig. Det var ikke med indspændinger, en sadel der passede og en sød og rolig rytter. Jeg prøvede at være så blid som muligt. Jeg var så glad! Måske dette var lykken?

Der gik et år, før jeg så en trailer. Jeg havde lykkeligt glemt traileren, og gik godmodigt derop. Da jeg stod derinde, fik jeg flashbacks – mishandling, indspændinger, ny ejer – tankerne vrimlede rundt. Jeg måtte ud. Jeg gik i panik og sprang træktorvet. Jeg bakkede ud og løb. Alt hvad jeg kunne. Jeg var SÅ bange. Min ejer kom stormende efter mig. Jeg blev stående. Jeg havde affundet mig med tanken om at skulle sælges. Igen.. Jeg gik slukøret efter min ejer. Men der skete noget specielt. Min ejer tog en anden pony med mig. Min bedste ven.. Flower. Hun blev stillet i den ene side, og jeg gik op i den anden. Jeg var tryg nu. Vi kørte afsted og ankom til et nyt sted. Jeg var SÅ bange for, at Flower skulle køre væk uden mig, så jeg vrinskede og vrælede. Jeg var panikken. Skulle hele tiden have øje på hende. Min rytter satte sig op. Jeg blev febrilsk og stejlede flere gange. Min rytter var god til at få mig beroliget. Jeg var tryg, også fordi jeg kunne se Flower. Det var en god oplevelse, da vi fik sprunget, og jeg var så god. Jeg var glad og tilfreds. Jeg blev kørt hjem igen, med hele min flok. Jeg er her stadig endnu, og min ejer fortæller mig hver aften, at jeg er elsket, og aldrig skal sælges igen. Ved i hvorfor jeg tror på hende? Fordi hun er den ejer, der har haft mig i længst tid. Den som har taget sig af mig, når jeg har haft smerter.”

Hesten jeg har skrevet om, er…

Spot. Min kære Spot.

Jeg skal kort sige, at jeg ikke er 100% sikker på denne historie, da der er så mange dele der ikke hænger sammen. Jeg har taget ud fra, hvad jeg har fået fortalt af hans ejere. Jeg ved det her om Spot, da han stadig har en del mén og psykiske problemer.

Heste giver os SÅ meget glæde og livskvalitet. Hvad med, at vi satte ambitionerne lidt ned, og tænkte på hestens velbefindende istedet for? Jeg tvivler på, at heste nyder at komme ud for at “gøre en ny rytter glad…”

Hvad er DIN mening?

Jeg hedder Ida Skafte Bendsen og er 20 år. Jeg er bosat på Lolland med min mor, far og søster. Sammen har vi en masse dyr, da vi lever og ånder for at give dyr det bedste liv. Jeg har selv 2 heste, som henholdsvis hedder What A Spot og Flower. Jeg har en Instagram, hvor jeg opdaterer dagligt. (@ida_flower_spot), hvor jeg har 24.260 følgere. Jeg drømmer om, at starte en masse stævner i spring og dressur, men spring er dog min primære disciplin.

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *