MIN RIDEHISTORIE

“En hestepige var født”.

Det har altid ligget i kortene, at jeg skulle være hestepige. Min mor har altid selv været fascineret af heste og dens smukke krop. Det har ikke kun været ridningen, men også båndet der blev skabt mellem hest og rytter. Det er nemlig det, som er specielt. Alle kan lære at ride, men ikke alle kan forstå båndet mellem hest og rytter. Nu vil jeg fortælle min ridehistorie, fra start til hvor jeg er nu. Jeg håber i vil nyde det!

PONYEN “KURT”:

På billedet ovenover ser i Kurt. (Jeg er hende uden hjelm, foran mig er min søster, og min mor holder os) Det var en shetlandspony, som var trækhest i Knuthenborg Safaripark. Jeg bor kun 25 minutter væk fra Knuthenborg, og vi havde årskort hver eneste år. Kun for at møde alle dyrene, men hestene var klart højdepunktet. Vi skulle nemlig ride, uanset hvor lang køen var. Kurt var ponyen, som satte gang i min ridekarriere. Vi fik utallige trækture, og normalt skulle der gå medarbejde med på trækturen. Vi blev dog hurtigt “kendt”, og måtte gå runden selv. Det gav mig en masse mod!

Jeg havde ALTID et smil på læben mens jeg red – uanset hvilken pony det var.

Ferie i Danmark – der skulle OGSÅ rides!

Jeg ville KUN med på ferie, hvis der var mulighed for at ride og snakke med heste. Min mor fortalte, at det var svært at finde, men hun prøvede. Jeg husker endnu ikke en ferie, hvor hun ikke fik en hest med i billedet.

Vi fik redet mange forskellige heste og ponyer fordelt i hele Danmark – sågar på Bornholm også.

Jeg ved ikke hvad der tiltalte mig så meget ved heste på det tidspunkt. Om det var deres enorme kraft, deres smukke gang, deres smukke form eller deres skønne væsener. Det var måske en blanding af det hele. Jeg har aldrig oplevet, at jeg synes en hest var grim. Jeg har altid set bag skindet og set deres skønne sjæl.

Jeg kunne ofte bruge flere timer bare på at se på heste. At se dem græsse, at høre deres fredfulde *klik, klak* når de går på cement med sko på.

Vi boede i et hus, hvor der var et stutteri omkring 5 km fra huset. Vi cyklede hen til stutteriet HVER dag, for nu at se om hestene var på fold, så vi kunne sige hej. Min søster og jeg navngav hestene, selvom vi ikke vidste deres køn. Cindy, Camilla, Wendy osv. En dag fik vi lov at gå en tur i stalden. Jeg husker det så tydeligt. De store og flotte spanske hingste. De store, smukke dansk varmblod og de enorme og spændte frisere.

Årene gik, og min mor, søster og jeg kiggede hver aften på hest på DBA. Min far vidste det godt, men troede ikke det ville blive til mere…

Tro om igen, far… 🙂

2009:

En sommerdag, fredag aften omkring 18.00 så vi en traver vallak på DBA. Mac Farlane. Jeg var forelsket. En så ufattelig smuk hest. Vi skrev straks til ejeren, og vi kunne komme og se ham med det samme. Vi kørte derud, og vi var solgte. Smukkeste hest! Min mor fik lov at ride ham lidt, og hun var solgt med det samme. Vi fik snakket om pris, og vi købte ham. Vi havde dog ingen bokse… Så han fik lov at stå hos ejerne i 14 dage, inden min far fik bygget en stald.

Vi tog ud og kiggede på andre heste og ponyer, da han jo ikke skulle stå alene.

Vi så mange forskellige, både store og små. Til sidst fandt vi en hoppe på 4 år. Coco. Coco er en hvid welsh mountain. Havde ikke prøvet så meget.

Perfekt førstegangspony – ikke? Coco kom hjem omkring 3 uger efter vi havde fået Mac hjem. Coco og Mac klikkede heldigvis rigtig godt sammen. Coco var dog på ingen måde en nem pony, og jeg blev lidt bange for hende. Hun bukkede, smed min søster af og meget mere. Mac var stille og gjorde intet.

Da vi købte Coco, fortalte ejer sagde hun havde gået sammen med en hingst, men der var ikke sket noget.

2010:

MIRAKELPONYEN:

Det var en sen fredag aften. Min far skulle ned på gården for at fodre hestene (dengang vi boede væk fra hestene). Vi havde tidligere gået at joket med, at Coco var gravid og der pludselig skulle komme et lille føl, dog havde dyrlægen afkræftet denne joke; “hun er bare tyk, træk den i foder”. Den 9 juli 2010 klokken 21.00 ringede min far til min mor. Jeg var gået i seng, men sov ikke.
Jeg hørte, at hun sagde: “Hvad, ej jeg tror ikke på dig, helt ærligt.”
Jeg blev bange og nysgerrig og løb ind til min mor. Det sidste hun sagde inden hun lagde røret på til min far, var: “Vi kommer nu”. Jeg kiggede med store øjne og spurgte hvad der var sket. Jeg ventede spændt på et svar.
Hun sagde langsomt: Coco har fået et føl.

Jeg tænkte, at det ikke kunne passe. Jeg troede stadig det var en joke. Jeg var helt oppe og køre. Min mor vækkede min lillesøster og sagde vi skulle køre ned på gården for at se føllet. Hun troede selvfølgelig ikke på det, da vi havde gået og joket med det. Vi kørte derned og da vi var der, løb jeg ud til min far. På folden stod der et lysebrunt lille føl. “Nurgh” udbrød jeg. Jeg gik ind for at nusse med hende. Vi hjalp føllet med at finde mælken og hun forsøgte at dige. Vi kørte hjem og derefter kan jeg ikke huske særlig meget. Næste morgen var hun stadig i live og derefter vidste vi hun var sund og rask.

Men… Jeg havde jo aldrig haft med et føl at gøre… Hvad skulle føllet dog hedde? Skulle vi overhovedet beholde det? Jeg havde så mange spørgsmål. Vi valgte at beholde hende. Jeg fik lov at vælge navnet. Det blev “Flower”. Jeg aner ikke hvorfor. Det er bare så godt til hende♥

Flower kunne jo ikke rides, så jeg fandt mig en underviser. Jeg fik også startet et stævne på Coco i 2012, hvor hun var meget ond mod mig. Hun rendte ud af banen flere gange. Fik dog en godt kæmpet roset, så Ida var tilfreds.

Skal lige siges, jeg gik til ridning på rideskole, men fik intet ud af det. Jeg fandt en underviser i 2011, som havde en fjordhest. Armani. Jeg var vild med ham!

Han var dog på ingen måde som andre heste jeg har redet. Han var stor i bygning og meget frisk. Noget, som en 12 årig pige som mig, var meget nervøs for. Jeg fik lov at starte et stævne på hjemmebane. Han var noget af en udfordring. Vi kom igennem med 12 fejl.

Han blev desværre solgt, hvilket var en skam.

2013:

I foråret 2012 købte min nabo en pony ved navn Spirit. En lille 3’er på 112. Meget sky, genert og skræmt.

Han var lige en hest for mig! Så jeg fik lov at ride ham. Han kunne dog intet. Galopere var ikke en succes. Jeg var så glad, da jeg i efteråret 2012 kunne galopere 3 skridt. Henover vinteren rykkede vi os vanvittigt. Han sprang alt og begyndte at få mere selvtillid.

Vi gik fra, at han ikke kunne galopere, til at ride MB til træning! Han var SÅ sej!

Han blev desværre solgt i maj 2013 grundet naboernes børn’s manglende interesse.

Men nu skulle jeg jo igang med Flower! Selve tilridningen gik nemt. Jeg røg kun af enkelte gange, hvilket er helt ok. Jeg tilred hende helt selv, uden hjælp fra underviser eller andre – det synes jeg er rimelig godt klaret, da jeg kun var 14.

Flower og jeg startede stævner med en kæmpe succes. Utallige sejre og nul-runder. Vi red 70 cm med 0 fejl (b0), da jeg er over ponygrænsen. Vi er blevet klubmestre 5 gange, og jeg er så taknemlig for alt, hvad den pony har gjort for mig. Hun har lært mig næsten alt det jeg kan idag. Til træninger ligger vi på MB-MA-S, og det er nemt for hende.

I slutningen af november 2015 tog jeg et drastisk valg. Jeg ville være bidløs med hende. Et fantastisk valg, som fungerer fantastisk for os!

I 2014 så jeg dog min drømmehest var til salg. WHAT A SPOT… Han stod dog i Nordjylland, og jeg skulle ikke have andre heste.. Øv..

Årene og det hårde arbejde begyndte at give pote. Flower og jeg var stærkere end nogensinde før, og vandt mange konkurrencer. Jeg har fødselsdag den 12. Januar, og blev 18 år i 2017. Jeg ønskede mig KUN én ting. At blive fuld ejer på Flower. Min mor har før stået på ejercertifikatet. Jeg fik hende! Nu kunne hun endelig blive min. I fødselsdagskortet stod der noget foruroligende. “Pengene er til hjælp til enten ny hjelm eller hest”. HEST?!

Jeg vidste straks hvad jeg skulle kigge efter! Enten en pinto eller araber. Jeg kunne ikke helt slå WHAT A SPOT ud af hovedet.. Men han var jo ikke til salg…

Jeg fandt en elegant araberhoppe. Jeg var solgt! Jeg bestilte en tid til at se hende, men jeg fik desværre lungebetændelse. Jeg skrev, at jeg gerne ville reservere hende, da jeg var sikker på, at jeg gerne ville købe hende. Dagen vi skulle se hende, skrev ejer, at den var solgt.. Jeg var knust… Jeg var så tæt på at give op…

I marts 2017 skrev min veninde, at hendes ene stævneveninde solgte sin hest. Jeg skyndte mig at se.. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Mindsanten ikke, om det var selveste WHAT A SPOT!

Jeg skyndte mig at skrive til ejer. Vi fik en tid og jeg talte dage… Endelig blev det dagen, hvor jeg skulle se ham. Jeg vidste allerede hjemmefra, at uanset hvordan det gik, ville jeg købe ham. Han var dog slet ikke som jeg forventede. Muskelfattig, voldsom i bevægelserne og bange for den ene langside. Jeg valgte dog at købe ham alligevel, og ejer var enig med os i, at vi var et godt match.

Jeg fik ham hjem den 19. marts. Udviklingen skred frem, og vi blev bedre. I efteråret 2017 ændrede han sig, og jeg blev bange for ham. Stort set hele vinterhalvåret i 2017-2018. Han stejlede og var mærkelig. I foråret blev det bedre, og udviklingen skete hurtigt. Vi slog flere rekorder. 100 cm, 105 cm, 110 cm og endte på 115 i sommeren 2018. Men så gik det galt… Han fik en ledbåndsskade. Vi holdt hovedet højt, selvom vi mistede ½ års ridning.

Jeg gik igang igen i slutningen af 2018, og derfra må man sige, at udviklingen har været stor. Vi har virkelig udviklet os helt vanvittigt i 2019. Gjort ting jeg ikke turde drømme om. Starte stævne, ride i cordeo på ham, springe igen.

Jeg ved ikke, om i kan fornemme, hvilken udvikling vi har været igennem.. Men jeg synes, at i skal gå ind på min InstaGram profil @ida_flower_spot og scrolle ned i kigge. Jeg er i hvert fald selv, vildt stolt.

Heste har bare altid været et skønt dyr. Ridningen er for mig ikke alt. Det er hestens velvære og velfærd. Har hestene ikke det godt, så har jeg heller ikke… Håber i har nydt dette indlæg!