Mine 9-årige ponypige drømme der går i opfyldelse

Som lille pony-pige, drømte jeg meget om heste. Om at ride med et skridttæppe, om at longere og om at have sin helt egen hest. Følelsen når jeg så de store piger, der havde deres egen hest, som red rundt inde i det store ridehus. Jeg stod altid på barrieren og beundrede dem. Jeg studerede dem og funderede over, hvordan min hest skulle være, hvis jeg en dag ville være så heldig at få én. Jeg havde drømt om en, siden jeg startede som 2-3 årig.

Min mor sagde altid nej. Jeg plagede i årevis og kom med (hvad jeg selv syntes) teeemmmelig overbevisende argumenter. Jeg fik heldigvis lov til at få part på en af ridekoleponyerne. Jeg var overlykkelig og følte mig temmelig sej, fordi jeg også fik mit eget underlag og skridttæppe. Det var virkelig toppen, og jeg var helt høj.

Følelsen, jeg havde indeni, da jeg fx fik et skridttæppe, var så fantastisk. Det var helt vildt.

Det næste skridt

Tingene tog fat, og jeg valgte at få en part et andet, privat sted, som senere blev til en lånepony, da jeg var 11 år. Efter 2 låneponyer, og et par år senere fik jeg Immi. Jeg var 14 år på det tidspunkt og var stadig rigtig glad. At have sin EGEN hest, er noget helt andet og helt specielt. Her tre år efter, har jeg nu to dejlige heste! Jeg er lykkelig og rigtig glad for, at jeg fik muligheden for det.

Tålmodighed og træning

At have sin egen hest er blevet hverdag for mig. Men husker jeg at sige tak, og husker man generelt at værdsætte ens hest for, at det er ens egen? Ja. For de giver en gensidig respekt, både for hest og rytter. Hesten er ikke en maskine, men et væsen og en del af ens team.

Jeg føler mig ofte priviligeret for, at jeg får muligheden får at udleve mine drømme. Selvom det ikke går så stærkt, og jeg ikke har de bedste heste, så har jeg dem. Med tid, tålmodighed og en masse træning bliver de heste, de bedste. Hvis 9-årige mig havde set, hvor jeg er i dag, ville jeg være dybt misundelig.

Når man får hest i en sen alder

Men, jeg er glad for jeg fik min egen hest i så sen en alder. Jeg lærte forståelsen, jeg lærte tålmodighed i at vente, og jeg lærte taknemligheden. Når man ikke har den bedste hest, tager det lidt længere at ride den op. Men jeg har fået erfaring, og jeg lærte at ride inden jeg fik min egen hest. Måske mine resultater ikke er de bedste, men for mig er det ikke resultaterne, der afgør, hvor god du er. Det er din rutine, dine erfaringer og ikke mindst din opbakning hjemmefra, som gør, du kan blive en bedre rytter. Det er altså for mig ikke på stævnebanen, jeg bliver en bedre rytter, men derhjemme i de tusindvis af træningstimer og hårde arbejde jeg har lagt og lægger i sporten.

Knus Immi og Lykke