Mine stævnenerver overtog mig

Åh, jeg har godt nok været væk i det, der føles som evigheder! Jeg har haft rigtigt meget om ørerne på det sidste, og jeg er i en periode, hvor det er lidt svært at hedde Liv Haumann og gå på efterskole. Der er mange ting man gerne vil, når man går på efterskole. Det kan godt blive lidt uoverskueligt når man ikke får så meget tid for sig selv. 

Er jeg nu god nok?

Som nok alle andre, døjer jeg lidt med den der “er jeg nu god nok?”-følelse. Jeg har før nævnt at jeg har lidt problemer med præstationsangst. Jeg sætter mange forventninger til mig selv, og bliver ekstremt skuffet når jeg ikke lever op til dem. Jeg vil bare gerne bevise, at jeg rent faktisk dur til noget. 

Jeg gjorde mig parat til stævnet

Jeg må indrømme, at jeg har haft hænderne fulde. I flere dage har min mave været så fyldt op med sommerfugle, at jeg ikke har kunnet være i mig selv. Specielt efter springtræningen i onsdags, har jeg gået og tænkt meget over, hvordan stævnet nu ville komme til at gå. 

Hele lørdag fra formiddag og til godnat klokken 00.00 her på skolen, brugte jeg i stalden på at forberede mig. Jeg var udmærket klar over at jeg ikke skulle forvente så meget af stævnet, for det var trods alt vores begges første rigtige springstævne nogensinde. Derfor gik jeg med “vi kommer ikke for at vinde, vi kommer for at skinne” citatet. Lavet lidt om, fra hvad folk ellers går og siger. Jeg flettede Sol op med hvad der føltes som tonsvis af rosenknopper, og den indre dressurrytter jeg har i mig, fik mig endda til at sy dem. Flot blev Sol, men det tog dælme lang tid!

Sol blev rigtigt serviceret og fik klippet ører, hovskæg, gedeskæg og hale. Derudover blev hun vasket og alt vores udstyr blev pudset. Jeg ville bare være max. klar!

Det gik måske ikke som ønsket – men jeg er glad trods alt

Tjoh, Sol og jeg udgik i begge vores klasser. Jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at det udelukkende var min egen skyld begge gange. Præstationsangsten tog over, og det var virkelig øv! I vores første klasse skulle vi have redet en LE metode B7. Desværre blev jeg meget forvirret da startsignalet gik rigtig hurtigt, og jeg var endt i den forkerte ende af banen. I panik red jeg over første spring fra den forkerte side, og udgik desværre grundet fejl i bane. 

Vores anden klasse skulle have været en LD metode B0. Her kunne jeg banen i søvne, men jeg kunne slet ikke tænke klart grundet alle nerverne. De sad helt uden på tøjet, og det var lige før, at jeg fik tårer i øjnene da jeg kom ind. Jeg var helt sikker på, at jeg ikke kunne. Vi kom uden problemer over første spring, fik så et stop på to´eren. Derefter en bom på to´eren og 2 stop på tre´eren. Øv, øv, øv! Sol gjorde bestemt sit bedste, men jeg havde givet lidt op på forhånd. 

Til gengæld var Sol helt igennem fantastisk at have med. Hun sprang virkelig godt på opvarmningen, hvor jeg ikke havde så meget at leve op til. Desuden var hun virkelig sød på pladsen, afslappet og nem at læsse både til og fra stævnet. Langt mere, end jeg kunne ønske mig af min pony. Hvor er det fantastisk!

Mere træning til os!

Selvfølgelig var jeg skuffet over mig selv. Skuffet er måske endda et for lille ord. Jeg var så heldig at der var en sød dame i slusen der lige smed en: “Det var virkelig flot tacklet” kommentar da jeg red ud af banen. Det gjorde en kæmpe forskel for mig, for jeg syntes og synes faktisk, at jeg gjorde hvad jeg kunne for at give Sol en god oplevelse. Jeg pressede ikke nogen af os for hårdt, og jeg er glad for at jeg er en af dem, som trods alt kan ride ud af banen med et smil og ros til hesten alligevel. 

Jeg kunne ikke rigtigt gøre mere. Sådan er det at være urutineret, med en urutineret hest. Man bliver nødt til at komme videre. Der kørte SÅ mange tanker i hovedet på mig, selvbebrejdelser. “Du kan ikke ride, Sol har den forkerte rytter, alle synes at du er dårlig” og så videre, og så videre. Jeg tror at det er normalt. Man bliver bare nødt til at bruge sin indvendige “pyt-knap”. Jeg havde mange timer til at fordøje og evaluere på stævnepladsen, fordi Sol og jeg alligevel ventede på, at min veninde Ellen og hendes hest var færdig med deres hesteklasser. Lidt mere end tre timer havde jeg til at gå og nyde Sols selvskab og helt igennem fantastiske sind. Desuden var vi lige oppe at snuse til terrænbanen. Wow, det er den største drøm at vi en dag skal kunne springe nogle af de spring, som står deroppe.

Her er en meget kort video, af de spring vi nåede på banen. 

Tak for at have læst med. Hvis du vil følge mere med i Sol og jegs hverdag med op- og nedture, så klik her.