Når klappen går ned

Dagens stævne var meget lærrigt for mig mentalt, men også virkelig en rutsjebane tur. Jeg endte med mit i programmet, at række hånden i vejret og måtte opgive.

Jeg mærkede da jeg red ned at midterlinjen, at jeg næsten skulle presse Immi derned. Allerede der kunne jeg mærke, at det ikke helt kørte. Igennem programmet kom der store fejl, de var bestemt ikke Immis fejl, men misforståelser og mig som ikke fik redet Immi som hun skulle.

Mit fokus blev væk, og klappen gik helt ned. Tårende begyndte at trille ned af kinderne, af frustutation og af skuffelse. Jeg syntes simpelhen ikke, at Immi fortjente det – det er hun ALT for god til. Immi fik masser af klap og kram da vi kom ud, hun er den bedste kammerat! Om jeg ville have redet vidre nu hvis jeg stod i samme sitiuation, ja måske. Men sket er sket, og det var det jeg vuderede i sitiuationen.

Støttende mennesker er vigtige!

Jeg fik en god lang snak, både med min mor og træner om det DM vi måske skulle have været til. Men vi snakkede dog også om dagens resultat og oplevelse. Vi blev enige om, at det ikke bliver til noget i år. Vi må stikke fingeren i jorden, og lige mærke efter hvor jeg er. Jeg er kun et menneske, og mennesker har følelser, forventninger, drømme og håb. Nogle er bedre til at håndtere det end andre. Jeg er super glad for, at min søde træner kan pep-talke mig, når jeg ikke helt tror på det. Ride mæssigt tror jeg vi er klar, men man skal også være det mentalt.

2 skridt frem og et tilbage

Nogle gange må man erkende nederlag, også arbejde sig op derfra igen. Som min træner sagde “Der kommer et DM igen næste år, og et året efter det, og der er i endnu stærkere”. Vi valgte at melde til nogle LA-klasser ved siden af i år, også få lidt succes på den måde, uden jeg skal føle et kæmpe press. Det er lidt et nederlag for mig, men jeg skal lige huske mig selv på, den kæmpe udvikling vi har været igennem på så kort tid!!! Det har aldrig været planen vi skulle med i år, vi skulle bare se om vi kunne. Så derfor keep smiling.