Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo

Når man ikke kan holde, hvad man lover

PEEK-konkurrencen sluttede d. 14. december. Det var en fed oplevelse at være med til finalen på Blue Hors, selvom det – indrømmet – var en stor skuffelse for mig ikke at hive PEEK-sponsoratet med hjem. Inden finalen skrev jeg et indlæg om, at det har været givende for mig at springe ud i PEEK-konkurrencen og dermed i ”blogger-livet”, og at jeg ville fortsætte bloggen efter finalen.

 

Jeg står stadig ved, at det har været givende for mig at blive blogger. Skriveprocessen på bloggen har ’tvunget’ mig til at få tankerne på plads og få stillet skarpt på mine prioriteter. Den proces er jeg ikke sikker på, havde været lige så konstruktiv og givende for mig, hvis ikke jeg havde skullet formulere det på skrift og dele det med andre på nettet. Det har også været givende for mig at opleve, at det ikke er ’farligt’ at ”dele lidt ud af sig selv”, og jeg tror, det har givet lidt mere ’udadvendthed’ på den private persons konto.

 

Efter finalen har jeg gjort mig mange overvejelser, om jeg nu stadig syntes, jeg kunne stå ved min udmelding om at fortsætte bloggen. Først skulle jeg liii’ komme mig over skuffelsen over at have lagt så mange timer og kræfter i konkurrencen og så ikke vinde. Jeg er en umådeligt dårlig taber, og jeg ved, at jeg skal vente med at ‘sige’ noget, til jeg er færdig med at knurre over ikke at vinde. -Næste indlæg fra mig var nødt til at vente, til jeg var klar til at være høflig igen. Det var jeg klar til igen i juleferien, og jeg er endda så vidt nu, at jeg glædes over at have deltaget i konkurrencen, prøvet at være blogger, fået alle de fine sponsorgaver og den fede oplevelse på Blue Hors, og at vinderen Rie Obling bare havde gjort det ekstra godt og faktisk fortjente at vinde.

 

Jeg har siden sat mig ved tastaturet flere gange for at skrive mit næste indlæg på bloggen, men teksten flyder ikke ud af fingrene, som den plejer. Jeg kan ikke længere finde en vinkel, motivation eller formål med at skrive. Det er ikke, fordi jeg ikke vil fortælle om mig selv og min hverdag med Renette, men det føles af en eller anden årsag ikke meningsfuldt for mig længere at blogge om det. Det er ringe, jeg ved det, at melde ud, at bloggen fortsætter, og så trække i land igen – det kan sjovt nok komme til at virke som om, jeg er den dårlige taber, jeg kan være. Eller også er det udtryk for et enormt konkurrencegen, der gør, at man kan hive alt muligt op af hatten, når der er en konkurrence at vinde. Eller noget tredje eller fjerde.. Jeg ved det ikke selv, men uanset så er det beslutningen for nu at trække mig som blogger, og så kan jeg jo altid vende tilbage, hvis lysten til at blogge igen skulle melde sig i fremtiden.

 

Endnu en gang tusind, tusind tak til alle, der har fulgt med og bakket mig op i konkurrencen. Tak for jeres interesse og alle jeres positive tilbagemeldinger. Det sætter jeg virkelig stor pris på, og det har givet mig et boost i forhold til selvtilliden, motivationen og troen på Renettes og min videre dressurkarriere sammen. Det er jeg jer virkelig taknemmelig for! Skulle der være nogen, der måtte have lyst til at følge Renette og mig videre, kan I følge med på Instagram, hvor jeg jævnligt poster om stort og småt i hverdagen med Renette og ikke mindst om stævnerne.


Insta-profil: @hjelm_hansen 

 

Også endnu en gang tak til PEEK-holdet, Riders Notebook, Ecco, Pavo, Catago og Blue Hors for muligheden, gaverne og oplevelsen.

 

Peace out for nu og alt godt til jer alle!

Renette, 14 år og Helle, 35 år. Vi har været partnere de seneste 6 år. Mit fokus er, at vi trives sammen som ekvipage, og målet er at nå så langt i dressuren, som vi overhovedet kan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *