Når man vil det fór meget. Mental forberedelse til stævner.

Kender I det, når man vil noget SÅ meget, at man så netop ikke lykkes med det?

Jeg kender det alt for godt, og det har påvirket mig til mange stævner gennem tiden. Nogen gange endda så meget, at jeg kan blive for nervøs til stævner. Det er heldigvis ikke så tit, at jeg decideret bliver ekstremt nervøs til stævner, men det sker, og det er typisk når det er længe siden jeg sidst har været til stævne.

Pga. min forrige hest Fairytale (den smukke skimmel på billederne) blev skadet og måtte aflives, er det meget længe siden jeg har redet stævner fast. Jeg købte Rocky sidste år og vi brugte det år til at finde ind til hinanden, så derfor prioriterede jeg ingen stævner sidste år. I år var jeg så endelig klar til at komme på stævnebanerne igen, men så kom COVID-19 og der var ingen stævner. Øv! Nå, men vi brugte tiden derhjemme på at blive bedre, og det er bestemt heller ikke dårligt givet ud. Jeg har haft mere fokus på at nyde hver ridetur.

Stævnedebut

I sommer blev der så åbnet for stævnerne igen, og vi fik endelig vores stævnedebut sammen. Jeg havde set meget frem til det, og følte at vi var så klar, som man nu kan blive, og op til stævnet havde han været rigtig fin at ride. Det gjorde måske netop så, at jeg havde sat mine forventninger lidt for højt. Lige præcis det med at sætte forventninger for højt, kan jo være lidt farligt, for chancen for at blive skuffet er temmelig stor. Og jeg blev da i den grad også skuffet. Jeg havde glemt hvor svært det er at gå ud og starte stævne på en “ny” hest.

For det første, så ved man ikke hvordan hesten tackler en stævnesituation. Den kan jo være nok så cool derhjemme og ude til træning, og så blive spændt og nervøs til selve stævnet. For det andet, så er det noget nær umuligt at vide hvor lang opvarmning den skal have. Man kan jo godt tænke, at når nu det er en uvant situation, at så skal man have ekstra lang tid på opvarmning til at få hesten til at slappe af og vænne sig til omgivelserne. På den anden side kan der ske det, der skete for mig den dag – nemlig at hesten bliver så påvirket af alle de nye indtryk, at den ender med at gå “død” inden man skal på banen. Det er bare ikke sjovt at ride på banen med en hest, som man ikke føler har mere brændstof på motoren – pyha!

Så da jeg skridtede hen mod banen til vores første start, ramte nervøsiteten mig med 100 km/t. Min hals snørrede sig sammen, jeg følte ikke jeg kunne få luft, og havde mest af alt bare lyst til at melde fra.

Når man bliver positivt overrasket

Jeg følte virkelig at vores program var noget værre møg, og jeg var SÅ flov og pinligt berørt da jeg red ud af banen. Jeg havde måttet kæmpe hele vejen rundt med at holde ham igang, og fordi der ingen fremdrift var, ødelagde det fuldstændig flowet i programmet, og begge vores midterlinjer var rent slinger. Det var så pinligt, synes jeg. Især fordi jeg virkelig havde sat mig selv op til, at nu skulle vi bare ind og vise hvad vi kunne. Hold op hvor var jeg træt af det, og jeg troede at vi havde redet til omkring 55-60 % max, så dårligt synes jeg selv det var gået.

Min bror, som var med mig, sagde at det så altså ikke så skidt ud, og jeg skulle lade være med at lade mig slå ud af det. Da pointene kom, blev jeg noget overrasket, da det alligevel var lykkedes os at ride til 65 %. Jeg forstod det slet ikke, indtil jeg så videoen af mit ridt, og tænkte at det da trods alt ikke så så slemt ud som jeg selv følte det.

Bedst som man ikke tror, at det kan blive værre

Vi nåede et enkelt stævne mere inden, at verden lukkede ned igen, og alle stævner blev aflyst. Igen havde jeg sat forvetningerne lidt for højt. Jeg troede, at vi ville få en god tur på “hjemmebane”. Stævnet blev nemlig afholdt samme sted som jeg rider undervisning, så vi kendte de udendørs forhold godt. Jeg havde bare ikke lige taget højde for, at der ikke plejer at være dommertårne på banen… Så da vi red op til dommertårnet (i øvrigt i silende regn), så blev Rocky pænt forskrækket over regnens trummen på taget. Lad os bare sige, at det ganske enkelt var umuligt at ride programmet på en hest, der var meget skræmt. Så jeg måtte opgive inden vi overhovedet kom igang. Heldigvis fik vi lov at ride lidt på banen, for at se om han kunne slappe lidt af med det. Det var dog stadig farligt 😛 Så næste år kan kun blive bedre på stævnefronten! 😀 Hvis der altså kommer nogen stævner, nu må vi se..

At tro på sig selv, men samtidig ikke sætte forventninger for højt

Jeg synes virkelig det er en balancegang, hvordan man mentalt skal forberede sig til stævner. Jeg følger diverse coaches og mentaltrænere på de sociale medier, og er også så heldig at kende et par rigtig dygtige piger, som har taget Master of Mentaltraining uddannelsen hos Rasmus Bagger. Så dem bliver jeg selvfølgelig også inspireret af. Hos de fleste coaches, er det særligt troen på sig selv, man skal arbejde med, og tankegangen med at sige til sig selv “at nu skal jeg bare vise dem alle sammen”. Det tror jeg også for en del er vejen frem, og jeg har især noget at arbejde på, i forhold til at tro på mig selv, og tro på at jeg er god nok.

Samtidig, så tror jeg også bare det er vigtigt, ikke at forvente for meget. Det er i hvert fald den fejl jeg gør mest. At jeg vil noget SÅ meget, at jeg fejler fordi jeg bliver for spændt på det. Hvor jeg derimod skal slappe mere af og huske mig selv på, at Rocky og jeg bare skal ud og have det sjovt, og så se det som træning. Jeg skal huske mig selv på, at jeg har købt en hest som aldrig har gået stævner, udover 4 års championat og egnethedstest, og at stævner er noget helt nyt for ham. Jeg skal også huske mig selv på, at jeg er rusten efter 2,5 års stævnepause, og at jeg nok skal bruge nogen stævner på at komme tilbage i “gamet”, før jeg føler mig hjemme inde på banen igen.

Her er en lille bid fra vores første stævne:

Læresætning af Kyra Kyrklund

Jeg læste for nyligt en artikel med nyttige læresætninger fra dressurens dronning, Kyra Kyrklund. Hun sagde bl.a.:

“Der er to slags ridning. Derhjemme skal du være meget opmærksom på dine udfordringer, men du skal ikke være for kræsen til stævnet”.

Den sætning ramte virkelig spot on hos mig! Det er nemlig præcis det der sker for mig. Jeg kommer til at være for kræsen til stævnet, og vil for meget (særligt på opvarmningen, hvor det jo er her Rocky virkelig har brug for min hjælp til at blive tryg og fokuseret).

Måske jeg snart skulle finde Kyra’s fantastiske bog frem fra hylden, og få læst den igen. Det er vist alt for længe siden jeg har åbnet den 🙂

Jeg håber, at I og Jeres heste har det godt. Vi ses her på bloggen, og indtil da kan I følge min og Rockys hverdag på min instagram profil @thrivester 🙂

Kærlige hilsner

Thrine og Rocky

TIDLIGERE INDLÆG:

1.Yes et nyt PEEK år er igang! Præsentation af mig

2.Hesten som var så svær at finde

3.Spred budskabet om hestesporten!

4.Vigtigheden af god tandpleje

5.Efterårs-kittet. Gode fodertilskud til hesten

6.Når hestene knytter bånd mellem mennesker. Om venskaber

7.De ting vi ikke selv er herre over. Tid til eftertænksomhed.

8.Den evige dårlige samvittighed

9.Ja du er stærk, men er du smidig?

10. PEEK 2020 – Så er vi allerede halvvejs

11. Fantastisk dag! Kåret præmiehingst (video)

12. Et liv fyldt med heste

13. Hvad du ønsker kan du få

14. Fra føl til ridehest (video)