Når stævner og følelser går hånd i hånd “pararytterens beretninger #3”

Følelser, forventninger, Stævner og fortielse…

Jeg har så mange følelser indblandet i min sport, både i hverdagen og ikke mindst i stævne situationer, fordi jeg virkelig BRÆNDER for min sport.

Jeg ved hvor meget det betyder for min præstation og ikke mindst for min udvikling.

Jeg presser mig selv til det yderste hver dag og især op til et stævne, har jeg tårnhøje forventninger til mig selv og min egen præstation  – men hvad sker der så, hvis jeg ikke lever op til mig selv og mine egne krav?

Eller hvis den plan jeg har sat mig i hovedet ikke lykkedes?

Så føler jeg mig som en fiasko, ganske simpelt. Ikke fordi andre siger det, eller hentyder til det, men fordi jeg ikke kan leve op til mig selv og min egen målsætning.

Tankerne løber simpelthen af med mig

• Er jeg overhovedet dygtig nok til det her niveau?

• Jeg kommer aldrig i mål med mine planer!

• Hvad tænker andre? Og “griner” de mon af mig?

• Og så til den værste – pinligheden, gud hvor jeg syntes det er pinligt at fejle.

Og gud forbyde det, hvis der så samtidig, var nogle der vidste hvordan jeg tænkte, kunne se hvordan følelserne løb af med mig, eller fandt ud af hvor jaloux jeg blev på dem, der rent faktisk kom i mål, i den pågældende situation.

For ja, jalousien spillede da helt klart også et puds for mig, for hvem vil ikke gerne være den der står med på vinder skamlen.

Men, er det i virkelig så skamfuldt at fejle eller lade andre se sin skrøbelighed.?

NEJ!! vi er alle mennesker og laver alle fejl, og det er jo lige præcis det vi lærer aller mest af og gøre os endnu stærkere og mere viljefaste på at nå i mål næste gang.

For mig var det dog lettere sagt en gjort, og jeg måtte bide i det sure æble og have den selv erkendelse at “jeg har brug for hjælp til det her” ellers bliver jeg min egen værste fjende og jeg kommer aldrig i mål med mine drømme.

Som sagt så gjort – jeg fandt frem til en coach, der selv har dyrket parasport på eliteplan,

har været med til PL, og som kender til presset, udforingerne og alt det der følger med i elite sport.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at med en snuptag var mit mindset forandret – tværtimod. Jeg blev vendt på hovedet, skulle pludselig forholde mig til en masse tanker og følelser på en ny måde, og lave nye regler for mig selv.

Jeg blev tvunget til at være ærlig over for mig selv!

I forhold til mine mål om det var en realitet at nå de målsætninger jeg havde sat, og ikke mindst hvad kræver det af MIG at komme derhen.

Jeg skulle pludselig være bevidst om, hvorvidt der var balance i omgivelserne omkring mig, og om jeg afstemte forventningerne med dem der var med mig til stævne så jeg ikke mentalt skulle bruge krudt på usagte ting og irritationer der kunne distrahere mig fra dagens opgave.

Og så lærte jeg det vigtigste:

At være ligeglad med hvad andre tænker.

Andre ved jo ikke hvad dit mål er til stævnet, det gør kun dig selv og højst sandsynligt din træner –

vi rider jo ikke rundt med et skilt på ryggen hvor der står:

“Jeg skal vinde”  eller “det er første gang jeg rider den her sværhedsgrad så hvis bare jeg gennemfører er jeg tilfreds”.

Jeg har måtte konstatere, at det for mig var den helt rigtige beslutning, at få hjælp til “selvkontrol”, at tage action på mine udfordringer og lærer at styre mig selv rundt i følelsernes spil.

At kunne glæde mig over min sport og nyde at ride op ad midterlinjen med et smil på læben hver eneste gang, også selvom det ikke giver en rosette med hjem hver gang , selvom det er målet.

At kunne glæde sig over andres succes og bruge den til inspiration for mig selv.

Måske du kan nikke genkendende til én eller flere af de samme tanker og eller følelser som mig.?!

 

Vær åben omkring det, sig det højt for dig selv eller din træner – det er okay, du er godt nok!

 

Og for så lige at vende tilbage til det med jalousien

– Så må vi erkende at vores sport desværre er ret hårdt ramt af jalousi

og den gode tone mellem hinanden på stævnebanerne godt kan være svær at få øje på.

Det ville være så fantastisk hvis vi alle kunne glæde os over hvor skønne dyr vi har og

hvilken fantastisk sport vi dyrker, og huske på at det skal være sjovt, ligegyldigt hvilke niveau vi er på.

Så køre venner, HUSK at Ønsk hinanden held og lykke og glæd dig over andres succes og sejre.

Det kommer tifoldigt tilbage til dig selv.

 

Vi læses ved snart.

XOXO

Michéle