“Never give up on something, that you can’t go a day without thinking about” – Churchill

Begyndelsen

Da jeg var 11 år gammel fik jeg min første pony Tony. Tony var en pony, som jeg delte med mine 2 søskende, og vi kaldte ham for “Tony the Pony”. Han var den perfekte lære pony synes min forældre. Tony var ikke en slank model 😀 hehe og han var stiv og doven. Så man fik lov til at svede og arbejde hårdt. Der lærte jeg rigtig meget. Man kan ikke ligefrem sige at han løb med os 😀 Så det synes mine forældre var perfekt! Jeg lærte utroligt meget at bruge mine ben, og øvede balancen i et par måneder uden nogen bøljler eller tøjler. Det var hårdt! Men det har givet så meget porte i min ridning idag, at jeg lærte grundridningen på den måde 🙂 Senere hen fik vi en rigtig sød 1’er pony Donna Hougård med masser potentiale. Hun gav mine søskende og jeg rigtig meget, indtil vi solgte hende videre til en sød pige.

Sygdomsforløb

Men min rejse i ridesporten har ikke altid været nem, det har været lidt af en rutchebane. I en alder af 17 år fik jeg en hjerneopeartion. Det satte en lille stopper for det hele. Og da min elskede Paretino desværre blev syg samtidig, og måtte desværre op til hestehimmlen var det hele rigtig hårdt. 🙁

Kunne huske jeg tænkte hvorfor mig.

Efter min opeartion var det ekstra hårdt, jeg fik desværre epilepsi og fik anfald en gang imellem. Det var aldrig sjovt for mig eller min familie. Kunne huske at min læge på rigshospitalet ikke var vild med at jeg red. Og jeg tænkte du skal ikke sige jeg ikke må ride. Vil slet ikke vide hvad jeg ville have gjort, hvis jeg ikke måtte ride. Heste har altid været en del af mit liv. Elsker de dyr simpelthen SÅ meget de er fantastiske !! 🙂

Efter samtalen med min læge og at jeg var kommet hjem. Blev jeg lidt hjemme for at komme mig over operationen. Omkring 1 måned eller 2 startede jeg med at ride. Men måtte kun ride på dem der var sikre, jeg måtte ikke falde af og slå mig. Så jeg startede med ridningen igen, og red min søde pony Tony. Og så red jeg ham stille og roligt og senere kunne jeg også ride lidt på Ballerina igen. Jeg red ham til jeg var 20 år indtil vi solgte ham videre. I alt den tid har min mor, far og mine søstre hjulpet mig rigtig meget, og har været en stor støtte i min ridning og med min sygdomsforløb.

Rejsen

For ca. 2 år siden fik jeg muligheden for at købe en 12 års vallak som hedder Cappuccino. Han er også en hest, som betyder rigtig meget for mig og familien. Cappuccino var faktisk det første føl vi lavede. Han er et afkom af min fars gamle springhest Canberra,som nu er dressur hest,og går Intermedia med min søster Claire 🙂 Vi solgte ham til england som 5 års, og ca 7 år senere, så jeg han var til salg. Og kunne ikke lade være med at springe til muligheden at købe ham, og få ham hjem igen.

Indtil videre har det været en vild rejse, havde aldrig forstillet mig, vi vil få ham hjem igen. Jeg var rigtig glad for at han kom hjem. Han lignede desværre ikke den samme hest, da vi solgte ham. Han var noget tyndere, og havde desværre tabt en masse muskler.

Men jeg er så heldigt at jeg har sådan en fantastisk familie, der kunne hjælpe cappuccino og jeg på vej. Jeg brugte de første 2 måneder at fodre ham op. Han fik ordnet tænder, hove og fik et dyrlæge tjek. Så jeg var sikker på alt var bare 100% ok, inden jeg begyndte træningen med ham 🙂

Og så har det ellers taget fart på med hjælp fra Claire min søster, far, mor med undervisning og med Bomholts beslagsmedie som holder hans hove super fine.

De sidste 2 år har vi begge rykket os meget fra hvor jeg ikke red særligt meget. Til nu har vi startet vores første stævne 90 cm klasse  0 fejl. Og en dressur klasse LC2 til 68.7%. Min første stævne efter 10 år sygdomsforløb. Og sidste år kunne min læge erklære mig rask, og har ikke taget medicin i næsten 3 år uden anfald 🙂

Og nu har jeg min dejlige Cappuccino i min stald igen. Kan ikke være lykkeligere 🙂

Dengang jeg blev opereret for 10 år siden, troede jeg aldrig jeg vil være her idag. Jeg troede ridningen vil gå lidt tabt, og mine drømme ikke vil blive til noget alligevel. Men jeg blev ved med at hænge i, og holdte mig igang på en sød dejlig 16 årig hoppe Contana, som jeg havde part på i 1 1/2 hos familien Pedersen. Indtil jeg købte Cappuccino. Jeg var virkelig taknemmelig jeg fik denne mulighed. Ved at bare holde sig igang,og blive ved selvom det er ikke det store man rider, har det givet pote. Selvom nogle dage, så lidt sorte ud, så skal man bare blive ved. Og lige pludselig begynder det hele stille og roligt at falde på plads.

Nu kan jeg ihvertdal sige jeg drømmer stort indenfor ridebanespringningen med Cappuccino,og tror på at vi nok skal nå til landstævnerne og hvem ved måske DM <3 🙂