Blue Hors,  Catago Equestrian,  ECCO,  Pavo,  Spring

PEEK Finalen, Sammenhold og fællesskab

PEEK Finalen

Tiden flyver afsted skolen, hestene, jule og ikke mindst at opretholde det sociale liv, som man også har udover hestene. Nu skal i høre min version af PEEK Finalen.

Der er allerede gået over en uge siden finalen løb af stablen. Alle de andre dejlige mennesker har lavet det ene fede post efter det andet. Så nu må vi se om jeg kan leve op til forventningerne 😀

Forbedredelserne

Jeg havde aftalt med min mor at jeg selv kørte der ud, også ville hun komme senere på dagen. Jeg tog i stalden, og ordnede Lansing flettede ham osv. Vi kørte afsted, heldigvis havde vi ikke længere end små 15 minutter. Så det var lige til at klare i forhold til nogle af de andre nærmest alle der havde utallige timer.

Finalen skudt igang

Jeg ankom lidt i 8, fik installeret Lansing i en kæmpe boks. Jeg havde lagt en plan med mig selv, at denne dag skulle handle om Lansing og mig. De sociale medier skulle ikke være i fokus, og vi skulle bare hygge os, også måtte vi se hvad der skete. I stalden måtte jeg allerede en af de andre finalister. De hjalp mig lige på plads og fortalte hvilken boks jeg havde osv.

Vi skulle mødes oppe i glassalen, hvor vi alle blev samlet. Morten fra Pavo gik fluks igang med at fortælle om dagens program.

Stemningen

Man kunne tydeligt mærke den spændte stemning, alle de søde finale deltagere havde alle en masse sommerfugle i maven. Jeg må sige at jeg også var lidt spændt, eller nok nærmere lidt forvirret over mine egne forventninger. Dressurrytterne skulle starte med at ride, og HOLD nu op et niveau. Jeg så kun de første ryttere inden jeg selv skulle sadle op. Den ene lækre steg af en hest efter den anden kom ind. Alle shinet fra top til tå, og med de sejeste ryttere på toppen. Jeg blev i hvertfald lidt misundelig på alt den nedsidning de kunne levere (Host host fra en springrytter der vitterligt ikke kan finde ud af nedsidning, men har investeret i dressursadle for at lære det, men har trænet uden sadle, med sadle osv i flere år) Jeg endte med at sidde og snakke med Laura (En af springrytterne) Vi hyggede os, eller jeg gjorde i hvertfald.

Afsti afsted til stalden og i gang.

Min mor ankom og vi smuttede i stalden til Lansing. Gav ham en håndfuld godbidder, og begyndte at sadle ham op. Lansing er bare en kammerat. Han synes det hele var lidt vildt, men gik bare efter mig som om han ingen frygt i livet havde. Han blev striglet godt, og nusset en masse med. Nogle af dressur rytterne kom tilbage fra deres ridning, og de flotte dressurheste, og ikke mindst ryttere skulle altså lige have et skulderklap. For hold nu op de var seje.

Fed stemning

Normalt har heste verdene et hårdt ry, kæmpe divaer, egoet er kæmpe osv. Denne dag var en undtagelse. Især ovre i stalden var stemningen fantastisk alle snakkede sammen. Roste hinanden og alle var helt overvældet over de forskellige heste, mennesker osv som var samlet.

Lansing blev sadlet op, og vi listede over i ridehuset.

Next step. Den endelige “rideprøve”

Så skulle vi vise hvad vi kunne. Efterhånden har jeg reddet utallige stævner på den lille fyr. Så det var fedt at få en mulighed for bare at ride rundt, og målet ikke var at skulle ind og ride en bane, men bare at skulle ind og vise hvor teknisk god man var til at få hesten på plads.

Vi varmede godt op i deres opvarmningshal. Jeg kunne godt mærke at Lansing var lidt trykket, men han var så fint på plads. Vi kom ind i deres opvisningshal 15 minutter før det var vores tur.

Championatsfinaler

Jeg havde tidligere haft det mål at skulle ride 5 års championat finalen på Lansing, men vi mødte for meget modstand, og det samme med 6 års. Men hold nu op en trykket hest jeg fik der inde. Så et kæmpe skulderklap til alle de seje ryttere der rider de unge heste der inde til stævnerne.

“Rideprøven”

Lansing gjorde sig meget umage, og havde super nemt ved det hele

 

Vi red rundt, og Lansing slappede af og kom fint ind under hjælperne. Vi skulle bare ride nogle helt simple spring. Lansing sprang bare som om det var det nemmeste i verden. Det eneste jeg skulle tænke på var at bibeholde kvaliteten i galoppen hele vejen rundt. Så det var et luksus job at sidde på en så dejlig hest. Han gjorde lige var han skulle, og jeg havde en fed ridetur.

Da vi var færdige med det sidste spring gav alle de andre os en ordentlig klapsalve. Det var en super fed følelse at få en klapsavle af de andre, og at få ros for ens ridning. For jeg er meget selvkritisk når jeg rider, og kan alting finde noget jeg kan gøre bedre.

 

Der var også god stemning både før og efter vores ridelektioner. Lansing hyggede sig i hvertfald

Samtalen

Bagefter fik jeg sadlet af, og Lansing var total cool. Sådan helt “Jeg ved godt jeg er god, nu ejer jeg bare stedet her” så han hyggede sig resten af dagen. Vi andre listede op i glassalen og fik lidt frokost. Bagefter skulle alle ind til en samtale med de 4 personer som var repræstentanter for Pavo, Blue Hors, Ecco og Catago.

Alle var spændte og det kunne mærkes. En efter en gik op til samtalen, jeg var den anden sidste og tiden var lang.

Endelig var det min tur. Jeg gik op af trappen og trådte ind i rummet hvor de sad rundt op et bord. Jeg præstenterede mig, og satte mig ned.

Jeg har altid haft nemt ved at snakke, men det at skulle fremhæve sig selv, og fortælle ens planer højt det har jeg altid haft lidt svært ved. Man er jo ikke jyde for ingenting.

Jeg skulle beskrive mig selv, som endte i næsten rent hestesnak, ros til mine forældre og ikke mindst ros til mine skønneste heste jeg får stillet til rådighed.

Jeg fik fortalt om mine planer, og drømme.

  • Springe S inden jeg bliver for voksen/for stor en kylling (Er jeg allerde ved at blive)
  • Samt tage et år til udlandet for at prøve kræfter med at ride
  • Udvikle mig både ridemæssigt, men også have hovedet med

Afgørelsen

Efter alle havde været ude, skulle vi samles nede på ridebanen. Jeg havde ingen forventninger, og synes alle de andre havde været så seje. De havde glædet sig helt vanvittig til denne dag. Jeg var helt paf over at jeg overhovedet var blevet udvalgt.

Vi blev alle stillet op på en række og fik taget billeder. Dommerne begyndte at snakke og fortalte hvad de havde dømt i ud fra. De startede med at nævne vinderen af springrytterne. Da mit navn blev nævnt troede jeg, at de havde sagt forkert. For mig vinde? (øhm what). Normalt er jeg en meget kontrolleret pige, og har langt til tåre, men jeg blev helt rørt (Hormonerne er ved at tage over mit 18 årige liv) Det var en fantastisk fornemmelse at få en anerkendelse af at alt ens hårde arbejde er rigtig. Dermed fik jeg også en følelse af at det jeg bruger nærmest alt min tid på var det værd, og det med at man er god nok. For det får man ellers sjældent af vide i denne heste verden, og man må endelig ikke sige det højt.

 

2020 bliver en fantastisk år

Følelserne var udenpå tøjet, men det var fedt at se hvordan alle de andre både i stalden og lige da vinderen var blevet udnævnt kom hen og lykønskede en, og faktisk mente det. De var de sødeste mennesker som jeg var oppe i mod, og de fortjente at vinde ligeså meget som mig. Følte nærmest at de havde fortjent det endnu mere.

Dagene efter når alle de andre lagde noget op om dagen. Skyndte jeg mig ind og læse deres opslag. Blev simpelhen så glad for at hører om deres oplevelser med dagen, om hvor fedt de havde haft det. De var alle nogle fantastiske mennesker, og hvis jeg møder dem igen, så får de i hvertfald et kram.

For at huske på hvor fed en oplevelse denne tur har været, men ikke mindst også at huske på hvor sej jeg rent faktisk har været. Så har jeg hængt beviset op ovenpå min tavle, som jeg ser på hver dag.

 

Nu glæde jeg mig helt vild til det kommende år. Ridning får et ekstra skub, og det mentale skal endnu mere med, og jeg skal huske at sige til mig selv at jeg er god nok, og faktisk være lidt ego og sige jeg er en vinder når det ikke går lige som det skal.

Man må aldrig glemme dem omkring en

Jeg har været helt overvældet over alt den support jeg har fået af alle mine venner, familie, bekendte og jeg kunne blive ved. Utallige har mine venner, tidligere folkeskole kammerat, familie armen jeg kunne blive ved. De er kommet hen til mig personligt og sagt tillykke. Jeg har været helt paf. Det er helt vildt hvor mange der egentlig følger med i ens lille verden. Jeg har været ja overvældet, men også så taknemmelig for alt den støtte i har givet mig, og sætter pris på hver enkel lille hilsen der har været, og håber at jeg vil kunne gøre det samme for jer alle.

 

Beklager at der altid ender med at stå vi

Men alt den mental træning jeg blev “udsat” for på efterskolen har resulteret i at jeg altid er en del af et team. Det er aldrig mig alene, men altid også hesten, venner, dem der har indflydelse på min hverdag. Mit mentale jeg osv. Armen jeg kunne blive ved.

Du skroller igennem de sociale medier, og vupti så er du endt her. Min store drøm er at komme ud og starte S i springning. Dog er jeg allerede trådt ind i de voksnes rækker i og med at jeg er fyldt de 18. Så jeg er i fuld gang med at blive en kylling. I er velkommen til at følge med på vejen til S, for når jeg har sat mig op til en ting, så skal det ske!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *