fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo,  PEEK 2020

Røverkøb eller katten i sækken – Hvad må hesten koste?

“Jeg vil gerne sælge min hest – hvad er den værd?” Det er et spørgsmål jeg ofte får, når folk kommer til mig med deres salgsheste. Og med god grund, for at prissætte en hest korrekt er ikke nogen nem sag. Det kræver for det første indgående branchekendskab og derudover indsigt i både kvaliteter og ulemper hos den hest man ønsker at sælge. Bottom line er dog, at prisen på hesten helt og aldeles afhænger af markedet; hvad kan du ellers få for de samme penge, og hvor mange interesserede købere er der til netop den type hest du gerne vil sælge.

Når man som sælger skal vurdere prisen på sin hest, har man typisk en tilbøjelighed til at sætte den dyrere end hvad markedsprisen kan bære. Det skyldes, at sælger ofte følelsesmæssigt er knyttet til hesten, og dermed ser den som særligt værdifuld, sammenlignet med alle de andre “ukendte” heste derude. Ofte har man også tusind årsagsforklaringer til, hvorfor hesten ikke er alderssvarende uddannet, hvorfor den ikke kan læsses i trailer, eller hvorfor man lige skal lave et lille særligt ritual, inden man sætter sig op på den, for at få en god ridetur. Alle disse særheder, eller “mangler” om man vil, har man som hestens ejer accepteret og affundet sig med, og ser det typisk ikke som noget, der forringer hestens værdi. Men for en køber, der ser på hesten med nye øjne, vil sådanne ting være væsentlige i forhold til den forlangte pris.

Som udgangspunkt, når jeg skal prissætte en hest, tager jeg udgangspunkt i hestens iboende kvaliteter: Hvordan er den sammensat rent fysisk, dens eksteriør. Hvordan bevæger den sig? Er den velgående? Er den løsgjort? – Er den udstyret med tre reelle gangarter, eller mangler den noget i enten skridt, trav eller galop? Er den sund og rask, og befinder den sig aldersmæssigt i en salgsbar kategori? Derudover tager jeg stilling til hestens iboende sind og temperament. Er den let håndterbar? Vil den appellere bredt eller smalt? En god hest med et sensibelt temperament, vil typisk apellere til et smallere segment, end en mere omgængelig hest som til gengæld har ringere kvalitet. Omvendt vil den sensible hest med stor kvalitet sagtens kunne sælges til en god pris, hvis man får præsenteret den for den rette kompetente kunde.

Når jeg har taget stilling til hestens “grundværdi” ser jeg på hvor den er henne uddannelsesmæssigt. Er den alderssvarende uddannet? Er den let at ride, selv for en mindre dygtig rytter? Har den nogen fejl, såsom fx staldfejl, gamle skader, særlige tilbøjeligheder eller andre omstændigheder, der trækker prisen ned. Til sidst, men ikke mindst, tager jeg selvfølgelig bestik af det aktuelle marked: Hvad findes der ellers til salg derude, som minder om den hest jeg skal sælge? Hvad kan man få for tilsvarende beløb andetsteds? For til syvende og sidst, handler hestesalg selvfølgelig om udbud og efterspørgsel, ligesom alt andet. Det er derfor væsentligt, at man i prissætningen af sin hest, har alle de ovennævnte ting for øje, således at man rammer rigtigt, når man annoncerer sin kommende salgshest. Er hesten prissat for billigt, vil man typisk ærgre sig, når den to dage efter annoncering, er revet ned fra hylden af den første og den bedste kunde, mens man måske står med fornemmelsen af at man kunne have solgt den dobbelt så dyrt til de tre næste kunder. Omvendt er det også en rigtig træls situation at få prissat den for højt, og dermed ingen henvendelser få på annoncen. I en salgssituation må man ikke underkende nyhedens værdi, så står hesten til salg i længere tid, falder kundernes interesse typisk proportionelt, idet mange synes at have den tanke, at der må være noget galt, siden hesten ikke allerede er solgt. Det er i virkeligheden en skam, at man tænker sådan, for der kan ofte være mange grunde til at en given hest ikke sælges til de første kunder som kommer. For præcis ligesom vores salgsheste repræsenterer et bredt udsnit af heste, præsenterer kunderne ligeledes en bred vifte af mennesker, som har forskelligrettede behov og evner inden for ridning. Det er ikke sjældent jeg har kunder ude, som enten har overvurderet egne ridekompetencer i deres forelskelse i en smuk 3 års varmblodsvallak, eller som slet ikke er afklarede med hvad de egentlig søger, inden de kommer. Jeg kan have kunder, der kommer for at kigge på en nyligt tilredet 4 årshest, for at vende tilbage dagen efter med beskeden om at de nok egentlig søger en ældre uddannet hest der er klar til MB. Det gør jo ikke den 4 års ringere, men den pågældende kunde “optog” jo en fremvisning til fordel for den kunde, som oprigtigt søgte en unghest at udvikle sig sammen med. På den måde kan gode heste godt ende med at være til salg på nettet i længere tid, uden der er nogen anden årsag end at de blot ikke er blevet set endnu af den rigtige kunde.

At navigere kløgtigt og fornuftigt i markedet af heste som skal købes og sælges, er som beskrevet ikke en sag for en nybegynder. Det kan derfor være en fornuftig beslutning, at alliere sig med en pålidelig professionel – uanset om man skal købe eller sælge hest. På den måde undgår man at løbe panden mod muren alt for mange gange, når man skal bide skeer med det inferno, som markedet for køb og salg af heste kan være 🙂

fb-share-icon

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *